Hovedbudskabet hos den norske psykolog og tidligere psykiatriske patient Arnhild Lauveng er at »se mennesket bag den psykiatriske diagnose«.

Alle mennesker bliver mere eller mindre, som de bliver behandlet.

Bliver man udelukkende opfattet og behandlet som en patient med en bestemt diagnose, så bliver man som denne diagnose.

På et tidspunkt bliver diagnosen måske ligefrem brugt til at forklare, hvorfor vedkommende føler og handler som han/hun gør: »Arnhild hører stemmer, altså er hun skizofren. Hvorfor hører Arnhild stemmer? Fordi hun er skizofren«.

Kontrol og overblik
Når den psykiatriske patient reduceres til en diagnose, forsvinder det individuelle særegne ved dette menneske, eller som Lauveng formulerer det: »... når et menneske reduceres til én del alene, den syge del, kan det dræbe personens menneskeværd og muligheder for udvikling«.

Diagnoser er nødvendige som arbejdsredskaber i psykiatrien, men rummer den risiko, at man glemmer eller overser alt det andet, der ikke lige passer ind i diagnosen.

I behandlingssystemet er man ofte mere fokuseret på kontrol og overblik end på at forstå og se personligheden bag sygdommen.

Arnhild Lauvengs anden bog om livet som psykiatrisk patient hedder ’Unyttig som en rose’, og den handler om alt det gode, men også tilsyneladende unyttige, fordi det ikke indgår i den direkte behandling i det psykiatriske system.

Tegn på menneskelighed
Ligesom rosens duft i sig selv ikke er nyttig, men dejlig og noget, som er med til at gøre livet værd at leve, så kan det i psykiatrien f.eks. være en ung læge, som sidder og taler med en det meste af en nat og dermed giver tid, eller det kan være tilladelse til at gå en tur i regnvejret, selv om man er indlagt på en lukket afdeling, eller andre ting, der signalerer, at man først og fremmest er et menneske og ikke bare en patient.

Det, hun skriver om, er de tegn på menneskelighed, hun har mødt i det psykiatriske system, som har gjort en forskel for hende, fordi de signalerer, at hun ikke kun er sin sygdom eller sin diagnose.

Forfatteren har haft disse problemstillinger tæt inde på kroppen, fordi hun har været indlagt i ti år på forskellige psykiatriske afdelinger.

Ikke plads til optimisme
Her har hun oplevet at blive opfattet som lidende af en kronisk sygdom, og når hun i perioder havde det bedre, talte hendes behandlere om ’gode faser’, men underforstået, at når hun en gang har fået en skizofrenidiagnose, så vil hun altid være skizofren.

Der var ikke plads til optimisme eller drømme om et andet og bedre liv.

Lauveng beskriver en afdeling, hvor der blandt patienterne var en tyk stemning af resignation, afmagt og sygdomsoplevelse.

På denne afdeling var det, hun kalder for klikteorien, meget populært både blandt patienter og ansatte.

Teorien går ud på, at alle indlagt er syge og har en diagnose, som kan forklare deres symptomer.

Indimellem slår det ’klik’ for dem, og de får angst, begynder at høre stemmer eller bliver deprimerede, uden at de kan gøre andet end at lade stå til og give efter for symptomerne.

Det er således ikke mærkeligt, at hele atmosfæren på afdelingen var præget af afmagt og håbløshed.

Lidelsen kan bedres
Denne teori, der heller ikke levner rum for håb og forandring, præger selvfølgelig både personalets holdning og patienternes selvforståelse.

I virkelighedens verden er psykiske lidelser ikke så statiske og upåvirkelige af, hvad der følelsesmæssigt og socialt sker i og omkring patienten.

Ofte kan de selv gøre noget for at påvirke deres tilstand og få det bedre, men dette fordrer, at også det omgivende miljø tror på det.

Arnhild Lauveng tilhører den tredjedel af skizofrene, der bliver raske, og i dag er hun klinisk psykolog uddannet på Oslo Universitet.

Følelsernes konkrete udtryk
Der er ingen tvivl om, at hun har været meget syg, og hun beskriver, hvorledes hun i perioder var ude af stand til at forstå og regulere sine følelser, som derfor forekom overvældende, kaotiske og ordløse.

Hun kunne f.eks. ikke sige, at ’nu har jeg det så dårligt, at jeg kunne rive mig i håret’ – hun rev sig i håret.

Eller hun kunne ikke sige, at ’situationen er så fastlåst, at det er som at banke hovedet ind i væggen’. Hun bankede hovedet ind i væggen og gav dermed følelserne et meget konkret udtryk, som ikke umiddelbart kunne forstås af andre mennesker.

Lauveng er en meget præcis iagttager og gør sig mange relevante tanker om psykiatrisk behandling, som alle ansatte i psykiatrien kan bliver klogere af.

Hendes første bog, ’I morgen var jeg altid en løve’, der udkom sidste år, cirkulerer på mange psykiatriske afdelinger, og mon ikke ’Unyttig som en rose’ vil få samme skæbne? – Når man har læst hendes første bog, er der ikke så meget nyt at hente i den anden, men hun skriver godt med humor og overskud, der gør det til en fornøjelse at læse om et tungt emne.