Da Ole Bjørn var tiltrådt som sognepræst i Thisted i 1693, blev han mødt af flere unge kvinder, der mente sig besat af Djævelen.

Samvittighedsfuld som han var, søgte han følgelig at uddrive den onde. Men det lod sig kun vanskeligt gøre, og præsten blev i tvivl om, hvad meningen med besættelserne var.

De teologiske og juridiske problemer hobede sig op. Myndighederne mente, at de besatte spillede skuespil. Det endte med, at Ole Bjørn selv blev anklaget for tjenesteforsømmelse og idømt fængselsstraf.

På tærsklen til pietismens og oplysningens århundrede vaklede målestokken for ret og vrang, tro og overtro. Ole Bjørn var antagelig af den oprigtige overbevisning, at Djævelen var på spil, mens øvrigheden vel i virkeligheden dømte ham for hans naivitet.

Således blev denne den sidste store trolddomsproces i Danmark – den nåede helt til Højesteret – ikke en sag om hekse, men om dem, der troede på dem.

Ingen hverdag i kilderne
Ole Bjørn er en af otte præster, som Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen har draget frem som eksempler på livet i danske præstegårde i de to første århundreder efter reformationen. Målet er at beskrive hverdagen for en sognepræst, men forfatterne står over for et ret klassisk problem, nemlig at hverdagen sjældent har sat sig spor i kilderne.

Hvad Ole Bjørn fik til morgenmad, eller hvordan han behandlede sit tyende, ved vi meget lidt om. Derimod er hele trolddomssagen veldokumenteret.

Heldigvis for læseren af denne bog var Ole Bjørn ikke den eneste præst, der røg i uklar med øvrigheden. Jørgen Friis, præst i Sevel i Midtjylland, kom i fængsel i flere år i 1640’erne, fordi han hævde en ortodoks luthersk teologi, der ikke stemte så godt med tidens herskende.

Nu var den gode sognepræst unægtelig også noget principfast – for nu ikke at sige trættekær. Da han endelig slap ud og fik et kald i Halland, fortsatte han sine teologiske trakasserier.

Tak Gud for Perlestikker
En af de bedste kilder til en præsts hverdag i det 17. århundrede er den såkaldte Perlestikkerbog. Det er en omfattende protokol, en slags meget udvidet kirkebog, ført af sognepræst i Nakskov 1618-29, Anders Pedersen Perlestikker.

I den opregnede han alle sine gøremål med så stor omhu, at det lader sig gøre at rekonstruere hans arbejdsdag nærmest time for time gennem flere år. Man kan se, hvem han tog til skrifte, hvem der skyldte ham penge, hvem han besøgte på dødslejet, eller hvad han skrev i skudsmålsbøgerne.

Dengang skulle enhver, der rejste til et andet sogn, medføre et pas, hvor præsten bevidnede at vedkommende var værdig til at modtage nadverens sakramente. Derfor ved vi et og andet om de gode nakskovitters moralske habitus i 1620’erne.

Velegnet som opslagsværk
Bogens afslutningskapitel er en ret vittig gennemgang af en ung mands vej til et godt embede i den tidlige enevælde. Både bestikkelse og nepotisme måtte bringes i anvendelse, og vejen til den gode stilling kunne også indebære, at ansøgeren måtte indvilge i at ægte sin forgængers enke. Så var hun nemlig forsørget.

Ved hjælp af de individuelle biografier lykkes det Appel og Fink-Jensen at give et velafrundet og generelt billede af sognepræstens funktioner dengang – teologisk, juridisk, økonomisk, socialt – og de præsenterer det med en generøs blanding af lune og lærdom.

Gode registre gør desuden bogen velegnet som opslagsværk. Her er mange nyttige oplysninger at hente, ikke mindst for slægtsforskere, der f.eks. kan få at vide, hvorvidt børn, der var døde, før man havde kunnet få dem døbt, blev begravet i indviet jord? I Nakskov var det i hvert fald almindelig praksis, men ikke i København.