Den dag du fylder 75, har du brugt 25 år på at sove, og ud af de 25 har du brugt de seks på at drømme.

De fleste af de år har du sandsynligvis sovet alene eller sammen med din mand eller kone og som regel i en seng, hvor du har kunnet strække dig og kaste dig rundt i løbet af natten uden at genere dine omgivelser alt for meget.

Og bortset fra de andre fornøjelser, du har haft i din seng, så har du nok kun brugt sengen til at sove i. Men sådan har det ikke altid været.

Under dynen
Engang gik folk tidligt i seng, fordi deres huse var så utætte og kolde, at den eneste mulighed, de havde for at holde varmen, var at krybe sammen under dynerne.

Og når jeg skriver krybe sammen, så mener jeg virkelig krybe sammen: »Vi var 11 Børn derhjemme og havde en gammel Kone ved os, og vi sov alle sammen i den samme Stue. Men da nogle af os Børn blev større, laa de ældste af os i Herberget. To laa ved den gamle Kone, fire i den midterste Seng, tre i Slagsengen under Vinduerne, én i Vuggen og én ved vore Forældre«.

Sådan lyder Evald Tang Kristensens beretning, der indgår som en af de mange gode kilder i Mikkel Venborg Petersens ’I søvnens favn’, der fortæller om søvnens kulturhistorie på landet i Danmark fra 1600 til 1850.

Og det er slet ikke så søvndyssende, som det måske lyder.

Nej, det er fremragende godnatlæsning, for er der noget, der er sjovt, så er det at høre, hvordan almindelige mennesker levede i gamle dage. Ikke kun grever og baroner, men også Maren i kæret og Jeppe, der jo også skulle have en lur i ny og næ.

Så  hårdt endte vi med at ligge. Sengen, der er alt andet end hyggelig, men effektiv og hygiejnisk, er fra et kammer over privatboligen i Brugsen fra Stadager. Foto: Roberta Fortuna
Søvnen som et mysterium
På bedste etnologiske facon introducerer Mikkel Venborg Petersen sin læser til søvnens kulturhistorie, kommer forbi søvnen som et mysterium – for hvad er det dog, der foregår, når vi lukker øjnene – og beskriver, hvordan natten både er forbundet med mørke og angst, men også lyster og fantasier.

Soveværelsets historie bliver foldet ud, og vi hører, hvordan vi gik fra at have sovet med høns over sengene og kartoffelkasser under, til at ligge i næsten sterile rum med allerhøjst en servante og en natpotte som supplement til sengene i midten af 19. århundrede.

Den tiltagende privatisering af søvnen er et af bogens omdrejningspunkter – bl.a. illustreret med en hel stribe fotos af gamle senge.

Og ja: Sengene var kortere og ikke kun, fordi folk var lavere, men også, fordi man skulle krybe sammen, så man kunne holde varmen ude.

Tilsyneladende var der ingen grund til at ligge udstrakt. Og ja, folk sad nærmest op – det lettede vejrtrækningen – og ja, omfanget af puder, over- og underdyner, tæpper og lagener var overvældende.

En lille guldgrube
Vi kommer alle sammen til verden i en seng (eller det gjorde vi, før folk fandt på at føde i vand og på gulv, og hvad ved jeg) og de fleste af os forlader også verden i en seng.

Undervejs tilbringer vi altså 25 år med at snorksove, og det er derfor underligt, at der ikke er mere fokus på søvnen og sengenes betydning.

Alt, hvad der hedder dannelse og personlig og social kontrol, giver vi et ordentligt los, når vi overgiver os til søvnen og drømmene.

Alt det udenom – sengene, sovekammeraterne (der gennem tiden både har været mennesker, husdyr, mus og masser af lopper) og tidspunkterne for, hvornår man går i seng og står op igen, er til gengæld både kulturelt og socialt betinget.

At kombinere opfattelser af søvn med regulær kulturhistorie om senge, soveværelser og sovevaner er meget tankevækkende og gør Mikkel Venborg Petersens bog til en helt lille guldgrube.