Den efterårsdag i 1987 fik de pludselig travlt i Londons PWL-studie.

Det trehovede hitmonster Stock, Aitken & Waterman var fuldt optaget af at tæppebombardere de europæiske radiosignaler og pladekøbere med nye syntetiske popsingler med Bananarama, Rick Astley og Mel & Kim.

Men på et eller andet tidspunkt havde Pete Waterman vist lovet en forbindelse down under at skrive en sang til en australsk soap opera-stjerne, og nu sad den lille pige fra Melbourne ude i receptionen.

Og gjorde opmærksom på, at hun skulle nå et fly tilbage til Australien senere samme dag.

Ifølge Mike Stock skruede de tre hitsmede med det kommercielt forgyldende touch en sang sammen på små 40 minutter, fik den australske gæst til at memorere teksten, gå ind i en optageboks og synge den simple lille sag, før hun mageligt kunne begive sig til flyet.

Et radiohit
Og selv om Kylie Minogues smil og hendes klare stemme faktisk nåede at gøre indtryk på den engelske producertrio, blev sangen lagt hen, og Kylie Minogue vendte tilbage sit liv som alle australske (og engelske) teenageres favorittidsfordriv i soap operaen ’Neighbours’.

I starten af 1988 sendte Stock, Aitken & Waterman alligevel sangen i vinyltrykken, og allerede første gang ’I Should Be So Luky’ blev spillet på London Capitol Radio, blev radiostationen kimet ned af folk.

De ville vide, hvor de kunne købe singlen, og inden for en time måtte radio-dj’en spille sangen hele fire gange.

Farvel til skuespillet
Så måtte Pete Waterman flyve en tur til Australien for at sige undskyld for den dårlige opførsel og spørge Kylie Minogue, der nu stod med årets bedst sælgende single, om hun ikke ville have en pladekontrakt.

Så tilfældigt og blitzende hurtigt forløb det centrale vendepunkt i Kylie Minogues liv.

Som man kan læse i ’The Complete Kylie’ betød musiksuccesen farvel til tv-skuespillet, men Minogue tog rollen som naboens allerpæneste datter med sig over i musikbranchen, hvor hitfabrikken placerede hende som den hurtigt forgængelige og sukrede pops førstedame.

Naiviteten gennemlyste hver en sang og hver en video, men det solgte plader i millionvis, og når man smiler så bredt som Kylie Minouge, bliver man holdt af som essensen af sød pop – lige meget hvor naiv man tager sig ud.

Druknet skønhed
Alle illusioner om pænhed blev flænget i stykker syv år senere, da Kylie Minogue flød hen som en druknet skønhed under en gotisk grum Nick Cave i videoen ’Where The Wild Roses Grow’.

Den svovlsydende rockpræst udnyttede kontrasten i Kylie Minogues sødme til det yderste, og hun fik sig et kvalitetsstempel, der siden har gjort hende acceptabel i alle slags musikkredse.

Duetten med Nick Cave var kulminationen på den selvstændiggørelse, Kylie Minouge indledte allerede i 1989, hvor hun skiftede den artige Jason Donovan ud med den uregerlige rocksanger Michael Hutchence.

Samtidig vendte tidsånden sig mod Stock, Aitken & Watermans kunstighed, og deres svækkelse udnyttede Minogue til at tage kontrollen med sin musik og løfte den ud af teenagerens perspektiv.

Ubekymret dancepop
Den sidste frigørelse fra rollen som banaliteternes hånddukke kom, da Nick Cave overtalte Kylie til at læse teksten til ’I Should Be So Lucky’ op som poesi i Londons Albert Hall.

»Det var som at møde pigen, jeg var ti år før. Og jeg blev nødt til at konfrontere hende og sige: Du er pinlig, men uden dig ville jeg ikke stå her i dag«, har Kylie Minogue med sin altid påpasselige og diplomatiske tone sagt om oplæsningen.

Det kan godt være, at først Hutchence og siden Cave fik Kylie Minogue i gang med at skrive sange og lede efter et udtryk, hun kunne kalde sit eget, men opgøret med den rene pops naivitet resulterede i det kommercielle katastrofealbum ’Impossible Princess’, der ligefrem lukkede et helt pladeselskab.

Og her er det, at fortællingen om Kylie Minouge slår en kolbøtte.

For hele opgøret med den ubekymrede dancepop resulterede tilsyneladende for Kylie Minogue i friheden til selv at vælge sit udtryk.

Og det blev fra århundredskiftet: ubekymret dancepop – nu blot iscenesat med ekstravagante Las Vegas-showkoncerter.

Mere sexet og skarp
Den sukkerbelagte forvandlingskugle er endt med nogenlunde samme smag, som hun havde til at begynde med.

Godt nok mere sofistikeret, sexet og skarpere med blandt andet det lydmursgennembrydende ’Can’t Get You Out Of My Head’, men den letfordøjelige pop, det søde smil og de kokette vrik med numsen er velkendt som Minogues velplejede essens.

Som Kylie Minogue sagde efter sin brystkræftoperation i 2006:

»Det vigtigste er, at man er den samme person under og efter sådan et forløb«.

Hvem det er på et dybere plan, finder man aldrig ud af i selskab med Simon Sheridans bog.

Den holder sig til kronologi og fakta uden at tage fortolkerbrillerne på, så der kunne komme en refleksion over eller bare et spagt bud på, hvem Kylie Minogue egentlig er.

Vi må nøjes med det der uendelige smil, den krølhårede pige sikkert også havde på læberne den efterårsdag, hun sad i en reception i London og ventede på at få sig en sang.