Jan Guillou har altid været ude på øretæver.

Det er nærmest en del af hans stil. Af varemærket 'Guillou'. Hvis han finder andre moralsk anløbne, får de det glatte lag i hans avisklummer eller i hans bøger.

Og kommer de fra højrefløjen, bider han, til det knaser, som det skete, da han i 'Tyvenes marked' hudflettede den grådige overklasse i direktørsegmentet.

I denne uge fik alle, der elsker at hade Jan Guillou, en gylden chance for at køre den svenske succesforfatter gennem vridemaskinen.

Ikke alene fik Guillou udsendt sine erindringer på dansk.

Det blev samtidig afsløret, at forfatteren som ung var på KGB's lønningsliste. Historien stod i Expressen.

LÆS OGSÅ Jan Guillou: Jeg var ikke spion

»Det er ikke en oplysning, som den ellers produktive forfatter og åbenhjertige samfundsdebattør hidtil har belemret offentligheden med. Hverken i sine egne eller i de mange forherligende interview i den kulturradikale og venstreorienterede presse«, skriver signaturen Nobody i Jyllands-Postens klumme 'Hjørnesparket'.

En god, vellagret sætning, der bare lå og ventede på at finde anvendelse.

Selektiv og romantiserende hukommelse
I samme Jyllands-Posten kan litteraturredaktør Jakob Levinsen egentlig godt lide erindringsbogen, 'Ordets magt og afmagt', men han skriver også, at Guillou ikke nødvendigvis er et sandhedsvidne.

»Der er i hvert fald alternativer til hans version af virkeligheden, illustrerer de seneste dages afsløringer af hans virke som purung KGB-agent fra 1967-72. Om end det også kan ligne en tanke – den vil næppe være ham selv fremmed – at afsløringerne er fremkommet i lige netop Expressen. Erindringsbogen igennem omtaler han nemlig frokostavisen i samme tone som noget, man skraber af sine sko«.

I Berlingske kalder Mads Kastrup erindringsbogen for et 500 sider langt skryderi.

»I nogle tilfælde med rette. I andre frembragt af en – mistænker man – selektiv eller romantiserende hukommelse«, skriver Kastrup.

Han mener dog, at Guillou har en del at bryste sig af i sit journalistiske virke, og han mener, erindringsbogens kapitel om afsløringen af den såkaldte IB-affære er blandt bogens mest læseværdige.

Kapitlet handler om dengang, forfatteren i 70'erne var med til at afsløre en hemmelig afdeling under den svenske efterretningstjeneste, hvor man uden lovgivernes viden sindelagsregistrerede folk.

Hvad det politiske angår, mener Mads Kastrup ikke, Guillou har meget at bryste sig af, og han mener, forfatteren er »helt blottet for distance til egne venstrefløjsløgne«.

LÆS OGSÅ Davidsen: KGB ville også hyre mig

»Der refereres uden eftertanke refleksion og anger. En manglende afstandtagen fra Den Palæstinensiske Befrielsesfronts drab på 30 flypassagerer i en tv-optræden fremstilles eksempelvis, som blev den ellers snarrådige Guillou her ledt i en fælde«.

Bo Tao venter på bind nummer 2
Tre stjerner giver Kastrup bogen.

Bo Tao Michaëlis giver den fire hjerter her i avisen, men måske havde han også skrevet sin anmeldelse, før det viste sig, at KGB-affæren var en af de hændelser, Guillou behændigt havde udeladt af sine erindringer.

LÆS ANMELDELSE Gavflaben Guillou er tilbage

I modsætning til nogle af sine kolleger gør Bo Tao i hvert fald ikke KGB-affæren til anmeldelsens omdrejningspunkt, og han roser ham som krønikeskriver og mener, det er en litterær lærebog i journalistikkens fine og mindre fine metoder og deciderede beskidte tricks.

Men også han havde gerne læst om møderne med sovjetspionerne.

»Men udeladelsen kan vel få en (sø)forklaring som undskyldende eller angrende plaster på denne dumme uærlighed i bind nummer 2?« skriver Bo Tao Michaëlis.