Seksdageskrigen i 1967 førte til en radikalisering af dele af den palæstinensiske bevægelse, som begyndte at bruge terror i Europa som politisk middel.

Drabene på de 11 israelske idrætsfolk ved OL i München i 1972 og flykapringen, der endte med den spektakulære befrielsesaktion i Entebbe i Uganda 1976, hører til de mest berømte episoder.

I 1985 nåede terroren til København i skikkelse af to kraftige bomber, der blev bragt til sprængning ved et amerikansk flyselskabs kontor og ved synagogen i Krystalgade. En tilfældig forbipasserende blev dræbt – en turist fra Algeriet.

I de følgende år steg spændingerne i Danmark, ikke mindst fordi det store antal palæstinensiske flygtninge, som kom til landet, medbragte den hjemlige dagsorden, om man så kan sige.

Den nøje beskrivelse af truslerne mod det jødiske samfund i Danmark udgør kernestykket i denne bog, som dermed minder om, at terrortruslen allerede var mange år gammel i 2001.

Fortaber sig i detaljer
Bent Blüdnikow viser, hvor langt man kan nå med brugen af åbne kilder, det vil sige aviser, litteratur, øjenvidner og offentligt tilgængelige dokumenter. Og så er det tydeligt, at PET-kommissionens udredning allerede nu er blevet en væsentlig samtidshistorisk kilde.

Blüdnikow tegner billedet af en terrorisme, der var uden geografiske og moralske grænser. Terrorbevægelser fra hele verden arbejdede sammen og koordinerede på kryds og tværs. Det er Blüdnikow meget om at vise, hvor tætte forbindelserne var mellem terrorbevægelserne og den europæiske venstrefløj.

Spørgsmålet er dog stadig, i hvor høj grad der var tale om én samlet bevægelse med ét mål? Blüdnikow fortaber sig ofte i detaljer, antydninger og gentagelser, og bogens lidt løse struktur gør det vanskeligt for læseren at få indtryk af det overblik, som forfatteren må formodes at have.

Bent Blüdnikow er en historiker med et ærinde, der somme tider tager magten fra ham, en energi, som han ikke altid formår at tøjle.

Hans stadige kritik af den radikaliserede venstrefløj får derfor lejlighedsvis karakter af personligt hævntogt. Et af hans yndlingsofre er den tidligere VS’er Anne Grethe Holmsgaard, der, så længe Blüdnikow meddeler sig til offentligheden, ikke får lov til at glemme sit forhold til palæstinensisk terror.

Nødvendig læsning
Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden får også sin bekomst, hvilket nok ikke mindst hænger sammen med, at Knudsen selv har en fortid på den ydre venstrefløj.

Men man må ikke glemme, at Blüdnikows energi udspringer af et oprigtigt engagement i sagen. Han har ganske vist en irriterende facon, men det udelukker jo ikke, at manden ofte har ret. Hans bog bør især fremhæves, fordi den gør opmærksom på den enkle, men betydningsfulde sandhed, at terrorisme først og fremmest er en forbrydelse.

Til forskel fra PET-kommissionen, der ser tingene fra myndighedernes, og Peter Øvig Knudsen, der ser tingene fra forbrydernes vinkel, har Blüdnikow valgt ofrenes. Han har fundet talrige øjenvidneberetninger, som taler deres eget tydelige sprog om, hvad bomber og kugler gør ved det menneskelige legeme og sind.

Det er brutal og nødvendig læsning.