'Gravene’ hed Første Verdenskrigs skyttegrave i de danske soldaters jargon.

De skar sig gennem landskaberne i det nordlige Frankrig og Belgien og blev hverdag for over 26.000 dansksindede soldater fra det dengang tyske Slesvig.

De fleste var fra Nordslesvig, altså fra det nuværende Sønderjylland.

De deltog i krigens største slag – Marne, Verdun, for blot at nævne nogle af de mest berømte og berygtede. Over 4.000 af dem døde.

Første Verdenskrig er for mange selve sindbilledet på krigens meningsløshed – generationer af unge europæere tvinges op af skyttegravene af uduelige og kyniske officerer for blot at blive mejet ned af maskingeværild eller blive kvalt af grønlige giftgasser.

Kompleks fortælling
Men denne forestilling om krigen er skabt af den pacifistiske grundtone i Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten’ og i andre værker og film, skriver historikeren Claus Bundgård Christensen i sin nye bog – fronten og skyttegravene var ikke den visse død for soldaterne.

Bogen behandler heller ikke de danske soldater som ofre, men fokuserer på deres handlingsstrategier, og derfor præsenterer bogen generelt et meget mere komplekst billede af Første Verdenskrig end det fremherskende.

Det gør Bundgård Christensen med afsæt i den nyeste internationale forskning og via omhyggelig og opmærksom læsning af feltpost, dagbøger og erindringer af de danske krigsdeltagere.

Jernuhyrer og flodheste
Blandt bogens store kvaliteter er, at den konstant konfronterer de militære tiltag og nyskabelser samt levevilkårene ved fronten med sønderjydernes krigserfaringer og oplevelser af tilstandene.

Første Verdenskrig, viser Bundgård Christensen, var ikke kun statisk skyttegravskrig.

Den store krig udviklede sig og udkæmpedes på en del felter ganske anderledes, da den sluttede i 1918, end da den begyndte fire år tidligere.

Det skyldtes blandt andet teknologisk udvikling af giftgas, flyvemaskiner og kampvogne.

Bogen viser de nye våbens anvendelse og lader soldaterne berette om deres oplevelse af modernitetens innovationer. De britiske tanks var »jernuhyrer« eller »flodheste«, som danskerne lærte at angribe.

Sennepsgassen vænnede de sig forbavsende hurtigt til at imødegå, og bogen viser, at langt færre, end det ofte antages, blev dræbt af gasangreb.

For mange er det sikkert også overraskende, hvor frygtede datidens flyvemaskiner var:

»Flyvebomberne er forfærdelige. De river alt i stykker, hvor de falder«, skrev Peter Petersen i sin dagbog.

Hjemlige skyttegrave
Nogle af bogens bedste sekvenser handler om overlevelsesstrategier, om soldaternes dagligdagsbestræbelser på at tackle dødsangsten, afsavnene, trætheden, monotonien – og al ’gravenes’ gru.

Der er meget rørende eksempler på, at soldaterne, alt imens granaterne drønede, forsøgte at skabe en vis hjemlig normalitet i skyttegravene.

Og selv om det hører til Bundgård Christensens vigtige pointer, at frontlivet udjævnede nationalitetskonflikter blandt de menige, så var det i nationalt og sprogligt fællesskab med andre danskere, at de fleste sønderjyder fandt lommer af tryghed.

Brevene fra familierne med nyt hjemmefra var vitale for soldaterne – og sammen med disse livstegn nåede både leverpostej, Hejmdal og Politiken ud i Flanderns skyttegrave. For nogle dansksindede var religionen et vigtigt redskab til overlevelse.

Andre, og det var mange, mistede troen. Langfredag 1916 skrev Lorenz Jepsen:

»Og så vil man fortælle os, at Gud er med os, når vi myrder og ødelægger. Man skulle virkelig ikke tro det hele muligt i vor oplyste tid«.

’Danskere på Vestfronten’ viser, at der foregik hjertelig kommunikation på tværs af ingenmandsland.

Der blev indgået stiltiende overenskomster til sikring af fred og ro, og der blev kastet smøger til franskmændene, der sendte chokolade retur – det er ikke myter.

Den slags var med til at holde modet oppe. Endelig var der drømmen om orlov, og de små og store kneb, der måske kunne få en soldat væk fra fronten.

Gode illustrationer
Bogen rummer mange andre spændende temaer – de indkaldte dansksindedes pligtfølelse og reaktioner på krigsudbruddet 1914, udviklingen i antallet af desertationer eller frontsoldaternes frygt for de farvede franske kolonisoldater.

Dertil er bogen forsynet med store og gode illustrationer, der uddyber de uhyggelige, triste, håbefulde og bevægende skriftlige vidnesbyrd fra skyttegravene.

Der er en fornyet interesse for Første Verdenskrig i disse år.

I 2005 udkom historikeren Nils Arne Sørensens glimrende bog om den store krig, og på samme tid udgav Historisk Samfund for Sønderjylland et værk, der beskæftiger sig med en lang række aspekter af den sønderjyske krigsdeltagelse.

Med Claus Bundgård Christensens arbejde foreligger nu den første store, samlede undersøgelse af danskerne på Vestfronten – det er blevet til en rigtig god og detaljespækket bog, som flot kombinerer indsigt i den overordnede krigsudvikling med granskningen af soldaternes oplevelser af det strabadserende, monotone og angstprægede liv i ’gravene’.