Som ung studerende stillede Sarah Palin op i en skønhedskonkurrence i sin hjemby, Wasilla, Alaska. Undervejs i konkurrencen blev deltagerne udspurgt om aktuelle emner, og Palin blev bl.a. spurgt, om hun mente, at en kvinde kunne blive vicepræsident i USA?

»Ja. Jeg tror på, at en kvinde kan blive vicepræsident. Jeg tror på, at en kvinde kan blive præsident«, svarede hun. Sarah Palin fortæller episoden i sin selvbiografi ’Going Rogue’ – og for en sikkerheds skyld udlægger hun selv teksten:

»Den ordveksling for et kvart århundrede siden synes nu enten underligt tilfældig eller et skæbnebestemt vejskilt, der satte kursen for min fremtid. Og jeg tror ikke på tilfældigheder«.

En augustaften
Indtil 2008 var der ikke mange uden for Alaska, der kendte Sarah Palin. Hun havde været borgmester i byen Wasilla med ca. 10.000 indbyggere, og fra 2006 havde hun været guvernør i staten Alaska, der er USA’s største, men blot har små 700.000 indbyggere.

Men en augustaften, mens Sarah Palin gik rundt med sin familie til det årlige kræmmermarked, ringede hendes telefon: »Det var senator John McCain, der spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at skrive historie«, beretter Sarah Palin.

Som vicepræsidentkandidat blev Sarah Palin på rekordtid en af Jordens mest omtalte kvinder. Og der gik ikke mange dage, før hun også var en af klodens mest udskældte, skandaleombruste og latterliggjorte kvinder.

Udtrykket ’going rogue’ opstod, da de folk, der selv havde udpeget hende som John McCains kontroversielle makker, begyndte at falde hende i ryggen og sprede budskabet om, at Palin var ’going rogue’ – hun var ved at blive helt ustyrlig.

Guf for politiske nørder
Biografien er langt hen ad vejen et banalt hævntogt mod alle dem, der angreb Palin som vicepræsidentkandidat. Den del af bogen er guf for politiske nørder, fordi den giver et fascinerende indblik i det, der jo burde være en af de mest tjekkede og gennemtænkte politiske kampagner, verden har set.

Skal man tro Palins udlægning, var netop topstyringen og manglen på fornemmelse af det folkelige Amerika hovedårsager til, at det gik så grueligt galt. Andre vil givet pege på, at Palin selv var katastrofalt dårligt kvalificeret til opgaven.

Uanset hvilken version man abonnerer på, efterlader bogen læseren med en forstemmende fornemmelse af, at John McCains valg af makker var gennemsyret af spin og taktik. At erfaring og konkrete synspunkter spiller en mindre rolle i forhold til det at have en personlig historie, der kan ramme de amerikanske vælgere i mellemgulvet.

I parentes bemærket demonstrerer valget af Barack Obama vel, at den sandhed gælder på begge fløje i amerikansk politik.

Netop derfor er den første del af biografien da også den mest interessante. Her får vi Sarah Palins amerikanske historie.

Det er beretningen om en helt ualmindeligt almindelig amerikansk kvinde, der som ung beslutter at lægge sit liv i Guds hænder. Som tager på fisketur, kører snescooter, føder fire sunde børn og får to ufrivillige aborter undervejs. Og som i et rørende afsnit får testet sit livssyn, da hun bliver gravid med nummer fem og får at vide, at barnet har Downs syndrom.

Det er den historie, der får amerikanere i tusindvis til at møde op, når hun signerer bøger.

Ansvaret er ude af hendes magt
Politisk fremhæver Palin igen og igen Ronald Reagan som sit idol (George W. Bush nævnes stort set ikke) og kalder sig selv en »snusfornuftig konservativ«. Hun tror på mindst mulig statslig indblanding, på lave skatter og på et stærkt forsvar. Meget mere står der ikke.

Det kan man grine af i Europa og på den amerikanske østkyst. Men i resten af Amerika er det et sæt grundholdninger, der appellerer bredt. Dertil kommer den fascinerende historie om, hvordan hun rent faktisk formåede at erobre posten som guvernør i Alaska fra en partifælle og hele hans netværk af småkorrupte, midaldrende mænd.

Det er da også derfor, at hele USA netop nu spørger sig selv, om ’Going Rogue’ er første skridt på vej mod tjansen som republikanernes præsidentkandidat i 2012.

Bogen efterlader ikke læseren med megen tvivl. Heller ikke selv om Sarah Palin selv placerer ansvaret hos de højere magter:

»Jeg ved ikke, om dette kapitel er ved at slutte eller kun ved at begynde. Men det gør du, så jeg lægger igen det hele i dine hænder«.