Vrid. 'Kvindelig akrobat' af Ahmad, cirka 1815, Iran. Bemærk kroppens og stoffernes vridninger.

Endnu en ny kunsthistorie?

De dukker op med en frekvens på en til to ’nye’ om året.

Det er sjovt, fordi det er, som om kunsthistorien har fået galopperende avantgarde-feber og skal forny sig hele tiden. Men det er ikke alle, der er så bevidste om netop det faktum, som Julian Bell er det.

Her er overskuddet til at antyde, at sådan en historie, skrevet af én, hvid, vestlig mand, måske slet ikke burde skrives. Hvis det passer, så er det ikke kun en ny kunsthistorie, men også den sidste.

Det nye ved Bells kunsthistorie er ikke, at han skriver den kronologisk, for det skal man jo i den genre.

Det nye er, at han sammenstiller vestlig kunst med kunst fra seks kontinenter – hele tiden og på kryds og tværs. Derfor ses f.eks. Grækenlands hellenisme 320-100 f. Kr. i forbindelse med indisk, kinesisk og centralasiatisk kunst fra samme tid.

Globale sammenhænge
Det er et typisk modernistisk træk at have blik for, hvorledes globaliseringen har eksisteret i kunstverdenen, et træk, der fik vinger, da Picasso og andre tog afsæt i primitiv kunst kort efter år 1900.

Bogen tvinger os til at se globale sammenhænge, der er så vidtfavnende, som klodens kulturer overhovedet tillader.

Det kunne være enerverende hele tiden at skulle se mere eller mindre krampagtige sammenligninger presset sammen for en pointes skyld, men det er overraskende og indimellem finder Bell stærke korrespondancer.

Det er ret stimulerende at følge Bells sammenstillinger, og det er nok bedst at se på, hvordan det danske materiale kommer i spil i bogen, for så bemærker vi nok tydeligst bogens strategi og konsekvenserne af den.

Kvinder og klimabevidsthed
Når næsten hele verden er med, er det spændende at se, hvilke danske værker der er fundet værdige til denne kanonisering.

Der er værker af C.W. Eckersberg og Vilhelm Hammershøi med i bogen, og Thorvaldsen og Christen Købke nævnes. Så kan man konstatere, at Eckersberg er med under overskriften ’De nye regimer: Iran, Frankrig, Danmark’.

Hvorfor nu Iran og Eckersberg?

Jo, i Iran indføres der et nyt regime, på samme tid som i Frankrig og Danmark, og i hvert land udvikler der sig en stærk, ny kunst, der arbejder med en tvetydig sensualisme og med en kraftig, ny bearbejdning af, hvad der for hvert land anses for at være klassisk.

I Iran maler kunstneren Ahmad en kvindelig akrobat i en meget forvrænget positur og med stærk interesse for det rent ornamentale. Det sættes over for et værk af franskmanden J.A.D. Ingres, og hans helt forvredne kroppe dækket af smukke stoffer og teksturer træder nu kraftigt frem som ren orientalistisk ornamentering i mødet med Ahmads akrobat.

Eckersberg følger lige efter med en ’Kvindelig model’, 1873, som uden videre beskrives som ’mindeværdig’ på linje med nøgenfigurer af Goya og Rembrandt.

Også hos Eckersberg er der en særlig sensualitet på spil, der får ham til at afvige fra konventionen for skildringen af nøgenfigurer, her udtrykt med typisk engelsk gentlemansprog:

»Eckersberg afviger, men forsigtigt, fra en konvention, der havde domineret ’den store kunst’ siden grækernes tid, nemlig den at det kvindelige venusbjerg blev reduceret til en glat og udtryksløs forhøjning«. Eckersberg har altså malet en mindeværdig, kønsbehåret kvindefigur.

Og sådan går det ellers derudad. Hvis man skulle udstille værker på museerne her i landet i samme ånd, som Bell skriver, skulle Louisiana, Statens Museum for Kunst, Thorvaldsens Museum, Kunstindustrimuseet, Nationalmuseet og Dansk Arkitekturcenter være en institution med fælles udstillinger.

Desuden holder Bell hele tiden øje med, om kvinderne er repræsenteret på værdig vis, så han nævner f.eks., at en meget stor del af den ikke-vestlige kunst, der har haft afgørende indflydelse på vestlige kunstnere, blev udført af kvinder.

Den nye klimabevidsthed har også sat sig spor hos Bell. Når der sker virkelig store brud i kunstens udvikling, skyldes det ofte økologiske katastrofer.

Påskeøens beboere blev så ivrige efter at udkonkurrere hinanden ved at hugge de berømte Moai, megalithoveder, at de fældede hele øens skov for at transportere figurerne, så hele grundlaget for deres civilisation blev ødelagt af erosion.

Ikke en ny kunsthistorie
Så langt så godt. Desværre er der jo tale om en udvælgelse, når der skrives en sådan bog.

Hverken svenske eller finske kunstnere er med. De er måske mere eksotiske eller mindre banebrydende end Påskeøens beboere?

Bell ved det godt og undskylder, at hele verden ikke kom med, og at han kun har et perspektiv, der tager afsæt fra en anden engelsk kunsthistorie, nemlig E.H. Gombrichs ’The Story of Art’ (Kunstens historie), hvor mange af de samme billeder også findes, dog uden samme fokus på hele verden, kvinderne og økosystemers rolle.

Så der er tale om en fornyelse af Gombrichs kunsthistorie, mere end der er tale om en helt ny kunsthistorie.

Titlen selv viser, hvorfor Bells historie ikke er helt ny.

Når han bekender sig til, at kunsten »spejler verden«, er det ikke på højde med de nyeste tendenser inden for kunsthistorien, hvor kunsten ikke spejler verden i passiv form, men hvor kunsten agerer aktivt, den ’performer’ i verden. Så der er plads til en ny kunsthistorie om et par år.

I vores tid, hvor forskelle og udstødelse af alt anderledes er normen, er det hæderværdigt at se en kunsthistorie, der tør gå mod den strøm og forsøge at forene menneskeheden i en fælles forståelse for forskellene og lighederne og for, at vi alle har en trang i os til at skabe, og at vi kan spejle os i andres værker.