Er Inger Christensens ‘Sommerfugledalen’ ringere poesi end frie vers, fordi det er skrevet i bunden form, sonettens, endog som en mestersonet?

Nej, vel, og skam få den, som tænker ilde herom! For nu at citere det britiske kongehus’ devise fra våbenskjoldet med løve og enhjørning.

Men en anden dronning, krimidronningen P.D. James, skruer faktisk sit sofistikerede forsvar for den klassiske detektivhistorie »the whodunit« sammen i denne retning uden selvfølgelig at nævne vor berømte landsmand.

Hvorfor skal detektivgenren litterært ringeagtes, fordi den skrives i en mere eller mindre stram skabelon med logik, deduktion, lukkede rum og en udsøgt skare mistænkte? Men ret beset er hendes sonetsammenligning ikke engang hendes egen.

LÆS OGSÅEr krimigenren lige så dårlig som sit rygte?

James’ afdøde amerikanske kollega, Hillary Waugh, accentuerede for år tilbage ligheden mellem klassiske bundne former og den angelsaksiske krimi.

Lys fremtid for krimien
P.D. James’ apologi for krimien står i hendes charmerende og elegante gennemgang af kriminel yndlingslekture på engelsk i ’Talking about Detective Fiction’.

På opfordring af det fornemme Bodleian bibliotek i Oxford skrev hun en række essays om sin genre i almindelighed, om den britiske puslespilskrimi i særdeleshed. Fra genrens fødsel i forne tider til, hvorledes fremtiden ser ud.

Lad os begynde med det sidste. Den ser lys ud for detektivhistorien, der nok kan forvandle og forklæde sig til politiserier og ditto romaner, men har bevaret sin sans for rationalitet, overblik og glæden ved en genuin gåde, der løses til sidst.

Krimigenrens fædre er selvfølgelig franske Voltaire, engelske Godwin og amerikanske Poe. Men som noget nyt og dog helt i overensstemmelse med hendes smag udpeger James Jane Austen som genrens bedstemor.

Det var frem for alt hende, som opfandt skabelonen med, at nogle mennesker mødes i udvalgte saloner, godser og præstegårde, hvor butleren aldrig hverken kan være ægtemanden – eller siden morderen!

Med Jane Austen som mor
Observationen er original og holder på sine præmisser, i og med at mellemkrigstidens fire krimidronninger, Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Margery Allingham og Ngaio Marsh alle bruger Austens model som stillads og skelet.

Endog sågar til de mandige og mere eller mindre adelige mænd, hvis mutte og stive apparition smeltes af en ædel og intelligent kvinde med ben i næsen og bløde former. Så er der endelig James’ egen Adam Dalgliesh, der evident igen er en moderne variation over den arrogante og dog noble Darcy!

Arthur Conan Doyle er selvfølgelig James’ ærkebiskop, som med Sherlock Holmes udvidede genren med den aparte mesterdetektiv, som både er en del af samfundet og så en genial outsider. Unge Holmes er fremragende fægter, bokser og pistolskytte, så igen: han er mere i familie med James Bond end belgieren Hercule Poirot og pebermøen Miss Marple.

Sikkert også har han uægte sønner i form af Dashiell Hammetts Sam Spade og Raymond Chandlers Philip Marlowe, hvem James høfligt og velment tager sin damehat af for som skelsættende og nyskabende.

Men af hårdkogte foretrækker hun den mere svagt kogte Ross Mcdonald, den mindst litterære af de to divine amerikanere, til gengæld lige så økologisk bekymret, som hun selv er!

En protestantisk opfindelse
Smagen er konservativ. James forsvarer den britiske detektivroman mod påstanden at være snobbet ved at sige, at sådan var tidsånden dengang i 20’erne og 30’erne.

Men forbigår den del af kritikken, frem for alt fra krimieksperter såsom Julian Symons og Colin Watson (begge med i hendes bog), der ser glimt af fascisme og antisemitisme, som ildelugtende vand i genrens voldgrave.

Især Sayers var ikke meget for udlændinge med brune øjne og mørkere hår end dunkelblondt.

Ligesom teologen Erik Routley finder P.D. James, at detektivgenren er en protestantisk opfindelse, fordi skyld, soning og straf udelukkende er en jordisk og juridisk affære uden klerikal syndsforladelse og aflad.

Undtagelsen synes at være G.K. Chesterton og hans Fader Brown-historier, men forfatteren konverterede først til romerkirken efter at have skrevet de fleste af sine fortællinger. Graham Greene tæller ikke med, han skrev jo thrillers, ikke detektivromaner.

Når Kenneth Branagh i hendes øjne spiller Henning Mankells Kurt Wallander så overbevisende, skyldes det, at Sverige er et protestantisk land med samme moral som den engelske...

LÆS OGSÅWallander er et hit i England

Synsvinklen er umiddelbart interessant. Ligger den signifikante forskel mellem detektiverne Sam Spade og Philip Marlowe i, at Hammett var døbt katolik, Chandler opdraget som kvæker?

For aficionados og pseudointellektuelle båtnakker
»Detektivromanen er hverken irrationel eller romantisk, og dens spor (clues) er rodfæstet i virkeligheden og dagliglivets detaljer«.

Sådan er baronessen af Holland Parks’ pointerede credo i ’Talking about Detective Fiction’. Som sagt, vi bliver i U.K. med et enkelt besøg hos Ian Rankin oppe i Skotland og i Yorkshire hos Reginald Hill.

Godt nok, og de franske var jo alle dage både romantiske, irrationelle og katolske.

At hun mangler navne fra både Storbritannien og Eire i sin fine tale om genren, skal ikke klandres en karismatisk og intelligent fortæller og forfatter stærkt på vej mod de 90 år. Til gengæld formår hun at skrive prægnant og præcist om kriminallitteraturens poetik, dens stil og design, dialoger og det at skabe eller ikke at skabe et plot.

’Talking about Detective Fiction’ bør stå på hylden hos alle genrens aficionados og gives som gave til alle de pseudointellektuelle båtnakker, der konsekvent og over en kam affejer historier om forbrydelser og deres opklaring med betegnelserne kiosklitteratur, masselæsning og pagineret tidsspilde.