Når jeg trækker ukrudt op fra mine ganske få bede – et med roser, et med nogle lidt sølle krydderurter – smider jeg det i en gammel spånkurv. Det var én, der fulgte med huset.

Den har jeg behandlet nogenlunde pænt, dvs. sat den ind, når det har regnet stærkt, og den er også altid kommet i hus, når efteråret melder sig og sætter en stopper for haveriet. Men jeg har – må jeg tilstå – ikke behandlet den med synderlig respekt. Den er jo blot en ganske almindelig kurv.

Men det er slut nu, efter jeg har læst bogen om spånkurven og dens historie.

For selvfølgelig har spånkurven også sin historie, hvilket jeg aldrig har skænket en tanke. Ej heller hvordan den blev fremstillet. Men det ved jeg nu, og det er – eller rettere var, for spånkurven er som så meget andet også historie nu – ikke nogen hel enkel proces.

Fugtige spåner
Man starter med at tage et fyrretræ – ja, man kan også godt anvende poppel, asp eller ask. Så flækker man stammen, barker den af, høvler den til tynde spåner, som bliver målt ud og skåret til, og endelig kan man begynde at flette. Spånerne skal være fugtige, mens man fletter.

Opfletningen, som det hedder, begynder ved et hjørne, og når kurven er flettet op, bliver den forsynet med en ‘jourer’. Sådan blev en gjord kaldt i kurveflettersproget. Til sidst kommer hanken så på. Så skal kurven tørres, for flettematerialet skal som allerede nævnt være fugtigt under arbejdsprocessen, for ellers kan man ikke bøje det.

Tørringen skal foregå i mørke for, at kurven ikke straks skal blive gul og brun og komme til at se gammel ud, for så kan den være svær at sælge. Når den er tør og pæn, er den klar til at blive solgt, medmindre det besluttes, at den skal se lidt festligere ud og derfor bliver udstyret med en flot buket påmalede roser eller andre blomster.

Men det er kun få kurve, som får – eller skal vi skrive fik – en sådan makeup malet på. De fleste kurve bibeholdt deres nøgterne udseende, fordi de skulle anvendes til meget jordbundne opgaver. Som f.eks. til opsamling af ukrudt.

Irma-pigens kurv
Spånkurven indgik også i reklamer, og en kendt og elsket reklamefigur har i masser af år stædigt holdt fast i sin kurv, nemlig Irma-pigen.

Mange af de spånkurve, som blev solgt på markeder herhjemme, stammende fra Sverige, mens nogle blev fremstillet i Allerød eller Lillerød, som Allerød hed engang. Og det er en af ætlingene fra Allerød-fabrikken, Per-Olof Johansson – som i en gennemillustreret bog fortæller spånkurvens ganske lange historie.

Sammenvævet med kurvens historie fortæller han også om både sin danske og svenske familie og deres historier og om deres kurve-hverdage, en ganske omstændelig omgang, som måske nok mest har familiernes interesse, mens kurvens historie har mere almen interesse. En historie, der er slut nu.

Træer fældes stadigvæk, flækkes og høvles op, men de bruges ikke længere til at lave kurve med. Andre materialer har vundet og udmanøvreret kurven, og en plastpose fylder nu heller ikke helt så meget som en velvoksen kurv.

Trist? For et sentimentalt gemyt ja, men så må jeg jo glæde mig over kurven, der står og venter i udhuset på, at ukrudtet igen skal begynde at spire.