Foto: ingen
Faglitteratur

Mørkets fyrste

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

En af de mestgruopvækkende scener i Francis Ford Coppolas film 'Dommedag nu' er, da kaptajn Willard, spillet af Martin Sheen, nærmer sig den legendariske oberst Kurtz' tilholdssted og sejler fordi pæl efter pæl dekoreret med afskårne menneskehoveder.

Da ved Willard - og vi andre - at han er kommet langt forbi civilisationens yderste grænse, der hvor alt bryder sammen, og mørket hersker.

Scenen, og det øvrige plot, er som bekendt taget fra Joseph Conrads mesterværk 'Mørkets hjerte', der udspiller sig i Congo under kong Leopolds styre i slutningen af 1800-tallet.

Indtil nu har i al fald undertegnede dog altid forstået scenen som symbolet på det ultimative moralske forfald, ikke som en historisk beretning om noget, der virkelig er sket.

Det viser sig at være en fejl.

I den amerikanske forfatter og journalist Adam Hochschilds blændende nye bog, 'Kong Leopolds arv', beretter han om en belgisk officer, Léon Rom, der i 1895 dekorerede blomsterbedet foran sit hus med 21 afskårne hoveder af indfødte.

Hochschild mener derfor, at Rom muligvis var forbilledet for Conrads mr. Kurtz, men det virkeligt frygtelige er, at det lige så vel kunne være alle mulige andre. Godt nok var Léon Rom mere brutal end de fleste hvide i Congo, men han var på ingen måde exceptionel under kong Leopolds vanvittigt blodige regime.

Et andet sted i bogen beretter Hochschild, hvordan en belgisk magistrat beordrede en gruppe børn, der havde grinet af en hvid mand, straffet med 25 piskeslag.

Senere fortæller kvinder, hvordan de blev tvunget til at arbejde med ler presset op i skeden, og vi hører om mænd, der blev hængt i palmer og stegt levende for bagateller.


'Kong Leopolds arv' er med andre ord ikke for sarte sjæle, men det er en bog som enhver, der interesserer sig for Afrikas historie - eller Vestens for den sags skyld - bør læse.

Ikke bare skriver Hochschild blændende (fuldt fortjent fik han i 1999 den uhyre prestigiøse canadiske Lionel Gelber-pris for bogen), historien er mere horribel, end man i sin vildeste fantasi kunne forestille sig.

Under dække af at være den store filantrop, der uden sigte på egen vinding vil forbedre vilkårene for de sorte, lykkedes det trods Belgiens beskedne størrelse og magt på listig vis Leopold II at sikre sig den mest indbringende koloni i Afrika overhovedet: 'Fristaten' Congo.

Med et territorium på mere end 70 gange Belgiens størrelse var landet en skatkiste af naturrigdomme, og Leopold II gjorde fra starten alt for at plyndre det mest muligt.

Mens andre landes kolonier var nationale, var Congo kongens personlige ejendom fra 1885 til 1908, og som enevældig hersker tømte Leopold systematisk landet for elfenben og senere gummi, fuldkommen uden hensyn til de uhyrlige menneskelige omkostninger.

Hele landsbyer blev holdt som gidsler for at tvinge mændene til at tappe gummi, og man skar rutinemæssigt hænderne af dem, der ikke indsamlede nok. Hænderne blev derefter tørret, og senere fremvist som bevis for ledelsens effektivitet.


Hochschild anslår,at der i løbet af de 23 år, Leopold II havde Congo, omkom omkring ti millioner mennesker, cirka halvdelen af befolkningen, på grund af vold, sygdom eller ren og skær udmattelse.

Grusomhederne rystede Joseph Conrad - der ellers ikke var modstander af hverken kolonier eller imperialisme - i en sådan grad, at han beskrev den belgiske magtudøvelse i landet som »den mest beskidte jagt på bytte, som nogensinde har plettet den menneskelige samvittighed«.

Men det var langtfra kun Leopold II, der var en grum mand, og en af bogens mange styrker er, at den også giver et billede af, hvor brutale mange af de vesterlændinge, der hjemsøgte Afrika, var.

En af bogens hovedpersoner er den berømte opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley (»Mr. Livingstone, I presume«), der hjalp Leopold II med at 'opdage' Congo

Stanley var på ingen måde idealist, han opdagede og rejste for at tjene penge, og hensynet til lokalbefolkningen var bestemt ikke noget, der lå ham synderligt på sinde.

Ud over at lide af ekstrem seksualforskrækkelse var Stanley nemlig også sadist, på et tidspunkt skar han halen af sin hund, stegte den og fodrede derefter hunden med dens egen hale.


Men mere uhyggeligt end beretningerne om plyndringerne og grusomhederne er det, hvordan en så grotesk voldtægt af et land, eller snarere en region, i det hele taget kunne få lov at finde sted.

Grusomhederne var nemlig ikke ukendte i den øvrige verden. Allerede i 1890 skrev amerikaneren George Washington Williams et åbent brev om, hvad der foregik i Congo.

Brevet blev offentliggjort i både Europa og USA, men ingen lyttede, og folk lod sig besnakke af Leopold II, der 50 år før Orwells '1984' mestrede 'nysprog' til perfektion.

Dobbeltmoralen gennemsyrede alt, fra navnet 'Fristaten Congo' til snakken om »frivillige i lænker«, og »befriede mænd« lænket sammen nakke ved nakke i de mange rapporter, de belgiske officerer sendte hjem.


Men det var først, da bogens virkelige helt, E.D. Morel, en ung britisk shippingmand, fik mistanke om grusomhederne og gennem flere år førte en effektiv mediekampagne, at der skete noget.

Den offentlige stemning vendte, og i 1908 blev Leopold tvunget til at overdrage Congo til den belgiske stat - meget sigende for datiden overvejede ingen, at Congo måske kunne blive selvstændigt.

Det er Hochschilds store fortjeneste, at han med bogen genopliver grusomhederne i Congo, der på foruroligende vis er blevet nærmest glemt mellem alle de andre tragedier, der har ramt Afrika de sidste 100 år.

Congo står stadig på mange måder som mørkets hjerte, med massakrer, aids og ebola-virus, men - som Hochschild minder os om - kommer det ikke af ingenting.

Og ikke mindst belgierne har med al tydelighed haft brug for en påmindelse om, at gamle Leopold ikke var så flink endda.

På det sælsomme Kongelige Museum for Centralafrika, der ligger lige uden for Bruxelles, og som er viet til Leopolds minde, findes der ikke en eneste henvisning til det massemord i 'Fristaten Congo', der betalte for bygningen, samlingerne og dusinvis af monumenter rundt om i landet.


Men det er ikke kun belgierne, der har glemt rædslerne i Congo. Hochschild fortæller, hvordan han selv først blev opmærksom på historien om Congo, da han tilfældigt så en fodnote om, at slavearbejdet i Congo under kong Leopold havde kostet fem til otte millioner menneskeliv.

Han blev rystet over aldrig at have hørt om det før og besluttede at se nærmere på, hvad der egentlig var foregået i Congo.

Det var mere, end kong Leopold II selv gjorde: Han satte aldrig sin fod i det land, han så skånselsløst plyndrede.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce