Når skidtet rammer ventilatoren

To glimrende kommunikationsbøger i den håndbogsserie, som branchesitet kommunikationsforum.dk og Gyldendal Business har lanceret.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Den første er direkte fremragende, selv om titlen ’Og husk lige at sige undskyld’ da godt nok rammer skævt af indholdet. Endnu et bidrag, tænker man, til den omsiggribende strøm af uforpligtende undskyldninger fra topledere med fingrene i klejnekassen.

Men dét er der ikke tale om, heldigvis. Bogen er en syleskarp og særdeles instruktiv indføring i, hvordan organisationer skal opføre sig før, under og efter en krise, when the shit hits the fan. En læseværdig lille sag, der rækker langt op over alle de sludrevorne titler om spin og moderetorik.

Forfatteren er velbevandret i den internationale forskning om både kriseledelse og krisekommunikation, hvilket er en selvstændig pointe: Spin og flade undskyldninger gør det nemlig ikke alene. Skal man helskindet ud af en kommunikationskrise, kræves ledelse med fast hånd: beredskab, involvering af både organisation og samarbejdspartnere, evnen til at rykke hurtigt, når tingene eksploderer, og ikke mindst evnen til at lære noget af udfordringerne, hele tiden.

IT Factory, omdatering af hakket kød i SuperBest, forsvarets maskinoversættelse af en jægersoldats bog, snyderi i hjemmeplejen. Når man kratter lidt i overfladen, har de allerfleste kriser markante fællestræk.

Et dominerende er kulturen, dvs. de måder at tænke på, der karakteriserer organisationen. Hvis ingen tager hånd om problemerne, og hvis ingen anerkender, at vi i dag indiskutabelt lever i et samfund, hvor både medier og medarbejdere fortjener klar besked, ja så er krisen uundgåelig.

Som Shantz understreger, er det for de allerfleste virksomheder ikke et spørgsmål, om man kommer ud for en krise, men snarere hvornår.

Krisekommunikation er derfor ikke en disciplin, der kan tages frem fra skuffen, når et eller andet er gået galt. Det er en disciplin, der bør være en del af den overordnede ledelse med planlagt kriseberedskab, evnen til inspiration og viljen til efterfølgende læring.

Praktiske, ordentlige råd fra en professionel, der selv har års erfaring med både ventilatorer og det skidt, der rammer dem. Det samme kan siges om Tom Nervils ’Planlæg Kommunikationen’, der med en formulering fra forordet hverken er »baseret på et teoretisk forskningsprojekt eller ny, smart planlægningsmodel«.

Så er vi på plads i kommunikationsbranchen, der netop ikke er en eksakt videnskab, men en kampplads for teoretikere mod praktikere, hver med deres mindreværdskomplekser.

Nervil, der selv har journalistisk baggrund, har ikke grund til nogen efter masser af år i branchen. Bogen viser, hvordan virksomheder kan planlægge målrettede kommunikationsindsatser, og bogen er spækket med huske- og tjeklister, gode modeller og praktiske værktøjer, som forfatteren har sanket med kyndig og kritisk hånd.

Noget nyt er der næppe under solen. Men for praktisk anlagte kommunikationsfolk er bogen fuldstændigt i øjenhøjde. Den er tilmed i overensstemmelse med sit eget budskab: grundig og detaljeret, men alligevel letlæst, fordi forfatteren har gjort sig den anstrengelse at definere en klar læser med et specifikt problem.

Er der kaos i virksomhedens kommunikation? Måske er problemet manglen på planlægning. Planlæg, planlæg, planlæg – så du kan improvisere, når virkeligheden slår et af sine sving.

Tid til at investere i din kulturelle kapital?

Prøv Danmarks førende kulturavis med dagligt kulturtillæg i en måned for 1 kr.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce