Bogværk.  Billedhuggeren Eduardo Chillida (1924-2002) har skabt litografiske kollager til filosoffen Martin Heideggers (1889-1976) håndskrevne tekst. Illustration fra bogen/Forlaget Wunderbuch

Bogværk. Billedhuggeren Eduardo Chillida (1924-2002) har skabt litografiske kollager til filosoffen Martin Heideggers (1889-1976) håndskrevne tekst. Illustration fra bogen/Forlaget Wunderbuch

Faglitteratur

'Vidunderbog' er en obskøn lækkerbisken for den bibliofile

Smuk udgave af Heideggers overvejelser over forholdet mellem kunst og rum.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

'Vidunderbog' kan vi løst oversætte det tyske 'Wunderbuch'.

Forlaget Wunderbuch har heroisk kastet sig ud i at udgive helt ualmindeligt smukke bøger; bøger, hvor den bibliofile, eller endog bibliopaten, næsten obskønt kan mæske sig med papirets svagt kornede overflade og tætte duft, satsens skønne, sorte tegn, bindets fine udsmykning ... alt det, der nu forekommer at være et første gravmæle over den fysiske bog, inden den helt forsvinder ud i e-bøgernes flimrende, ikke-fysiske cyberunivers.

Her og nu, i dag, gælder det en udgave af det, der oprindeligt, i 1968-69, var et samarbejde mellem den tyske filosof Martin Heidegger og den spanske billedhugger Eduardo Chilida.

Heidegger skrev et manuskript om 'Die Kunst und der Raum', altså 'Kunsten og rummet', og Chillida lavede litografikollager til. Heideggers håndskrevne manuskript blev af Erker-Galerie i Schweiz udgivet sammen med Chilidas signerede litografiske kollager.

En klassisk, bibliofil de luxe-udgave! Og det er denne udgave, som Wunderbuch har taget det på sig at gøre tilgængelig for alle dem af os, der ikke sikrede sig et eksemplar dengang i '69.

Konkret får vi derfor en faksimile af Heideggers manuskript og Chilidas litografier. Heideggers tekst er fintmærkende og overordentligt omhyggeligt oversat af Gjørup og Fauth.

Vandene deles
Nu er Heidegger jo Heidegger. Så det er ikke en på nogen måde gængs kunsthistorisk eller sågar kunstteoretisk overvejelse over relationen mellem kunst og rum, vi her bydes på.

I stedet går Heidegger til sagen selv, han begynder fra grunden af: »De følgende overvejelser angår kunstens gåde, den gåde, som selve kunsten er. Fordringen på at have løst gåden ligger fjern. Opgaven består i at se gåden«.

Et af de radikale træk ved Heideggers tilgang er, at den synes fuldkommen at skubbe enhver akademisk og universitær bestræbelse til side som fremmedgjort og fremmedgørende.

Et andet vigtigt kendetegn er, at han spørgende kredser om kunsten som gåde; ikke en rebus, vi lige vupti kan løse med et snuptag, hvis vi er kvikke, men noget der mere hårdnakket viser sig for os som ren gåde. Og hvor den første opgave derfor bliver overhovedet at se, hvad det er for en slags gåde, vi er stedt foran.

Her deles vandene. Enten må man, som ærkefjenden Adorno vittigt og rasende gjorde det i 'Egentlighedens jargon' (1964), afvise Heideggers tankebane og særlige sprogform som proto-fascistoidt, kitschet og tanketomt sludder; eller også må man slå følge og høre godt efter. Vi vælger her det sidste.



Heidegger indleder sin spørgen til kunstens rum, og specifikt skulpturens forhold til rummet, ved at skubbe det teknisk-videnskabelige og geometriske rum til side.

Dernæst griber han til en for Heidegger-læsere velkendt figur, nemlig at se sandheden som »værens uforborgenhed«, eller »uskjulthed«, og hævder, at denne uskjulthed ideelt kommer til syne i mødet med kunstværket.

Tredje manøvre er at lytte til, hvad sproget siger. At 'rumme' vil sige at rydde og frigøre plads, det »tilvejebringer det frie, det åbne hvor mennesket kan slå sig ned og bo«.

Rummet kan på den led vise sig i mødet med kunstværkets sandhed, men kun som en begivenhed, når vi står foran værket. Begivenheden er ifølge Heidegger knyttet til erfaringen af et sted og en egn.

Skulpturens egen fylde og tomrummene omkring den tilvejebringer ideelt et åbent og tomt, men disponibelt rum: »I den skulpturelle legemliggørelse optræder tomheden som den søgende-udkastende stiften af steder«.

Forunderligt eller bare underligt?
Pointen er, at den abstrakte rumkategori her på den ene side gøres lokal og konkret, vi står foran netop denne skulptur, dette sted, denne dag. Men på den anden side kan vores modtagelighed i mødet med skulpturen frembringe et åbent rum, hvor en ny slags sandhed kan åbenbare sig.

Og omtrent her snører Heidegger sækken til og erkender, at han ikke kom så helt langt i identifikationen af det særegne ved rum-kategorien og dens optræden i og med skulpturen.

Det betyder dog ikke, at Heideggers måde at gøre tingene på ikke har stor potentiel værdi; dels ved negativt at afvise buketten af standardiserede, universitære procedurer for analysen af f.eks. skulpturer; og dels ved - på godt og ondt - at gå til sin egen variant af sagen selv, det dunkle forhold mellem egn, bosted, sted og rum i mødet med skulpturen.

Et under? Forunderligt eller bare underligt? Måske.

Under alle omstændigheder er Forlaget Wunderbuchs udgave af 'Kunsten og rummet' ualmindeligt smuk og forførende, og det er i sig selv beundringsværdigt, at prisen er så relativt lav, som tilfældet er.

FACEBOOK

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce