hylster: Nirvana: Nevermind.  Geffen, 1991.
Foto: Illustrationer: Fra bogen

hylster: Nirvana: Nevermind. Geffen, 1991.

Faglitteratur

Spektakulær bog romantiserer over pladecoverets udvikling fra karton til kunst

Bog akkompagnerer aktuel udstilling på Designmuseum Danmark.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

»You can’t judge a book by looking at its cover«, sang Bo Diddley. Han kunne også have sunget om et pladeomslag. Det var til at forstå, hvad han mente. Navnlig dengang, i 1962, hvor kunsten at indpakke en lp endnu ikke var blevet – en kunst.

Siden udviklede omslagene sig til at være anprisende, forførende, grænsende til det vildledende, men også i stadig højere grad i sync med den musik, de skjulte. Her i dette lukkede rum må jeg tilstå, at jeg har købt plader alene på grund af coveret.

Af grunde, som jeg vil lade andre om at bedømme, var der tale om plader, der viste de mest fotogene sider af sangerinden.

Den mekanisme får jeg stikord til i bogen ’Pladecovers – vinylens revival’, som samtidig er det (farve)rigt illustrerede katalog til den inspirerende og historiefortællende udstilling om pladeomslagets udvikling, som vises på Design Museum Danmark frem til marts næste år.

LÆS OGSÅ

I bogen får jeg at vide, hvorfor jeg lagde 44,50 på disken i Fona i 1972 og fik Chi Coltranes debut-lp retur. Uden at høre den først.

Det handler om at »emballagen fylder os med begær (…) og gennem sansestimuli forfører (…) os ved at repræsentere en personlighed, nogle værdier og en livsholdning, som afspejler, hvem vi er«, som ph.d.-stipendiat Laura Liv Weikop skriver.


Fra ufarvet karton til dagens mangfoldighed
Som man måske kan ane, er det at skrive om albumcoverkunst nu en akademisk disciplin.

Det kommer nok ikke bag på de mange af os, der i lp’ens guldalder med skødesløs omhu placerede de hippeste omslag mest synligt, at omslagene blev brugt som markører – af smag og af segmenttilhørsforhold, men ’Pladecovers’ giver en grundig indføring i hvornår og hvorfor.

Lixtallet og ordrigdommen forekommer noget opskruet og videnskabeligt positionerende – og, som De, kære læser, kan fornemme, også afsmittende, men foruden faglig kyndighed og overblik er der kærlighed til musikken på spil. Lad så være, at strammere redigering kunne have reduceret overlapninger og gentagelser.

Således kunne netop Weikops tre kapitler om coverets atmosfære, kønsidentitetsafsøgning og renæssance med fordel være kogt ind til et. Derimod virker de to afsnit af biblioteks- og forskningschef Lars Dybdahl som starten på en bog, han gerne må skrive færdig.

Via coverets vej fra ufarvet karton til dagens mangfoldighed fortæller han kulturhistorie, så man kan høre og se den.



»Et cover er også et stykke forførelseskunst …«
Lige så eloplagt og sprogligt mere tilgængeligt gennemgår Peter Michael Hornung indpakningen af klassisk musik. F.eks. vidste jeg ikke, at når man bruger Delacroix-portrættet af Chopin, skyldes det, at den eneste daguerreotypi af komponisten viser ham »syg og nedbrudt«.

Hov...

Vi har gjort det nemt for dig at blive abonnent. Få en måned med fuld adgang til Politiken for kun 1 kr.

PRØV NU

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce