På dette arkivfoto fra 1954 plantes et nyt lindetræ i Regensens egen gårdhave.
Arkivfoto: Lars Hansen

På dette arkivfoto fra 1954 plantes et nyt lindetræ i Regensens egen gårdhave.

Faglitteratur

Tidligere beboer anmelder: Flot bog om Københavns helt særlige kollegium er ikke kun for regensianere

Ambitiøs bog om Regensen åbner porten ind til landets mest traditionsrige kollegium.

Faglitteratur

Tankens slot, Gården, Gåræ, Collegium Domus Regiae eller slet og ret Regensen. Det kære snart 400 år gamle kollegium over for Rundetårn har mange navne og endnu flere traditioner og fortællinger. De vigtigste er nu samlet i en ambitiøs bog, der ligner en coffeetablebook med sit store format og mange flotte billeder. Men faktisk er bogen en samling seriøse kapitler om kollegiets særlige kultur og historie. Alle teksterne er skrevet til bogen med både personlig og faglig indsigt og af folk, der bor eller har boet på Regensen.

Bogen er fuld af detaljer og nostalgi for de indforståede, men den åbner også porten for ikke-regensianere, de såkaldte udengårdsfjog. Hvis altså man er interesseret i kultur- og åndshistorie. Kapitlerne er ikke kronologiske, men dækker temaer som Regensens arkitektur, traditioner og ritualer, dens rolle i dansk litteratur og kvindernes indtog i 1970’erne.

De sjoveste kapitler er dem, der fortolker fænomener og begivenheder. Men også i de mere faktuelle kapitler fornemmer man den underfundige og studentikose regensånd, et lidt diffust begreb, der afgør enhver diskussion om godt og skidt på Regensen.

Det lyder måske krukket, og det er det også

’På tankens slot bor studenten glad’ er en sang fra regensianeren J.C. Hostrups teaterstykke ’Genboerne’, som teolog Camilla Sløk analyserer i lyset af 1990’ernes ironi. Hostrup inkarnerer Regensens første store guldalder i 1830-40’erne med den nationalliberale studenterbevægelse. Den næste guldalder indtraf i 1920’erne omkring det myteomspundne semester, hvor den senere digterpræst Kaj Munk regerede som klokker, det vil sige den beboervalgte leder, der blandt andet står for at arrangere foredrag, fester og udflugter.

Flere af kapitlerne kredser om en kulturkamp på Regensen gennem de sidste 200 år mellem de romantiske og de pragmatiske. På Hostrups tid talte man om Realister mod Idealister. I 1960’erne hed det Traditionalister mod Alternativister. De ideologiske brydninger på Regensen spejler nemlig konflikter i samtiden, men et gennemgående tema er dilemmaet mellem at leve frit i Åndernes Rige og at respektere den virkelige verdens krav. Det lyder måske krukket, og det er det også. Akademisk snobberi er en dyd for regensianeren. »Han søber nektar af ideens fad og blæser så af det solide«, skriver Hostrup i ’Genboerne’.

I et kapitel om besættelsestiden gengiver historikeren Malte Möller-Christensen reaktionen, da studerende fra Nordisk Kollegium blev indkvarteret på Regensen i slutningen af krigen. I klokkerprotokollen, hvor regensianerne skriver meddelelser til hinanden, skrev en regensianer om de nye beboere med deres bredere faglige profiler: »En Flok Personer mere præget af borgerlig Provinsmentalitet end af akademisk Gejst. Man forstår så godt, at pseudostudiori som Farmaceuter, Tandlæger og Agrarer ved pludselig at blive anbragt i et af dansk Åndslivs Centrer må føle sig i nogen grad underlegne«.

Digterpræstens drikkevise

Et helt kapitel handler om Regensens sangtradition, der er fyldt med studenterromantik og bægerklang. Ikke mindst i Kaj Munks mesterlige drikkevise ’Mit navn er kuns Jensen’ om en håbløs soldebroder, der gennem livet hjælpes af gamle regensvenner, fordi han kunne feste som få: »Han sjofled’ sin læsning og røg sin tobak; Skød piger, beluxed og drev den med snak. Men frem for alt: Jensen han drak på Regensen. Vi drikker i nat på hans ry, som han drak«. Der er ikke meget blå eller bly anemone over den sang!

I den velillustrerede bog er der udsnit af nogle af de årlige gruppefotos i Regensens gård siden 1885. Og der, under lindetræets nyudsprungne grene i 1994, ser jeg mig selv stå som ung benovet indflytter, og jeg kommer i tanker om, hvad jeg skrev som afskedshilsen i klokkerprotokollen, da jeg flyttede ud fire år senere: »Et in Arcadia ego«.

Frederik Wiedemann er cand.polit., tidligere alumne og klokker på Regensen

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce