Verden har ikke før set et topmøde som klimatopmødet i Bella Center sidste år i december.

Og chancen for en gentagelse er minimal. Efter det kaotiske forløb i København er der næppe nogen fremtidig vært for en FN-konference, der vil sende invitationer ud til stats- og regeringschefer uden at have en stort set færdigforhandlet tekst på bordet.

Det havde Danmark ikke. Faktisk stod FN-forhandlingerne næsten i stampe sidste år, så teksterne var langtfra færdige, da landene mødtes i København.

Og de danske forsøg på at kortslutte processen og skabe resultater gennem forhandlinger i andre fora – G20, MEF, Grønlandsdialogen – faldt til gulvet med et brag.

Dybt interessant
Danmark fik ikke engang lov til at fremlægge den ’rigtige’ danske tekst. Ikke den, der blev lækket til pressen på en af klimamødets første dage, men det kompromisforslag, som måske kunne have skaffet et bedre og navnlig mere forpligtende resultat end den Københavnserklæring, der blev topmødets beskedne facit.

At det gik sådan, er ikke alene Danmarks skyld. Men Per Meilstrup, klimadirektør i Mandag Morgen, argumenterer i ’Kampen om klimaet’ overbevisende for, at dansk overmod og splid spillede en fremtrædende rolle.

LÆS OGSÅKlimaekspert: Dum fodfejl af Danmark

Bogen med undertitlen ’Historien om et topmøde, der løb løbsk’ er en dybt interessant fortælling om topmødet og Danmarks håndtering af sin rolle som vært og mødeformand.

Splid i regeringen
En fortælling om en regering i splid med sig selv, hvor fronterne i det interne klimakonferenceudvalg tidligt i forløbet blev trukket op: på den ene side statsministeren og finansministeren, på den anden klimaministeren og udenrigsministeren.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og klimaminister Connie Hedegaard (K) var dog enige om at køre forventningerne til mødet op trods advarsler fra FN’s Klimasekretariat.

»Vi havde et ambitionsniveau, der viste sig at være totalt ude af trit med virkelighedens verden«, siger en højtstående embedsmand i bogen. Allerede dér begyndte det at gå galt.

At de centrale ministerier også begyndte at forfølge hver sin strategi, gjorde det naturligvis ikke lettere at indfri de høje ambitioner. Meilstrup beskriver, hvordan linjen blev udstukket af Anders Fogh Rasmussen, som så rollen som formand for COP15 på linje med den rolle som EU-formand, han i 2002 havde haft stor succes i.

Løkke og Lidegaard
Men en EU-formand kan gå anderledes håndfast til værks end formanden for en FN-konference, som i langt højere grad skal være formidler mellem parterne. Det er altafgørende ikke at blive set som et land, der har taget parti for den ene eller den anden gruppe.

Det forstod man i Klimaministeriet og Udenrigsministeriet, men indvendinger herfra mod den også meget USA-venlige strategi blev stort set overhørt, medmindre de fik støtte fra EU.

Da den internationalt mere uerfarne Lars Løkke Rasmussen (V) tog over efter Anders Fogh kun lidt over syv måneder før klimamødet, lænede han sig naturligt nok op ad sin ledende rådgiver på området, Bo Lidegaard, og fortsatte dermed samme strategi.

En strategi, som gjorde det en hel del lettere for de lande, som af den ene eller anden grund ikke ønskede et stærkt resultat fra København.

Klodsmajoren fra København
»Det var en klar fejl, at vi ikke brugte mere tid på bilaterale møder med de store ulande«, siger en embedsmand fra Statsministeriet i bogen.

Resultatet kender vi: en dansk statsminister, der blev heglet igennem i timevis for åbent kamera og efterfølgende kunne læse overskrifter som ’Klodsmajoren fra København’ i udenlandske aviser.

Det bidrog ikke til det kunstneriske indtryk, at Lars Løkke Rasmussen ikke havde fået mødets gang og det elektroniske mødestyringssystem gennemgået i detaljer. Her blev han svigtet af sine egne embedsmænd, for Klimaministeriets folk havde tilbudt den samme forberedelse som Connie Hedegaard.

Ifølge bogen var det Løkkes egen beslutning at kæmpe til den bitre ende for at få et eller andet resultat ud af mødet. Derfor kom stats- og regeringscheferne til at forhandle og formulere den tekst, der blev til Københavnserklæringen.

En proces, der gjorde kineserne rasende. Kinesiske topfolk bryder sig meget lidt om at blive sat i situationer, hvor de forventes at improvisere – og så på engelsk.

Anbefales på det varmeste
De utrolige detaljer om den del af topmødet, såsom at lederne af de store udviklingslande på et tidspunkt forsøgte at gemme sig for USA’s Barack Obama, er spændende læsning.

LÆS OGSÅDanmark har fået en ny Bjørn Lomborg

Man kan være uenig i nogle af Meilstrups vurderinger – for eksempel om hvor langt man kunne være nået på topmødet. Men bogen kan anbefales på det varmeste til alle, der interesserer sig for dansk politik og internationale forhold.

Og så må man håbe, at de underlige sjuskefejl, der skæmmer bogen, bliver rettet i kommende udgaver. Den britiske oppositionsleder, nu regeringschef, hedder ikke James Cameroun, men David Cameron for blot at nævne et eksempel.