Hvor var det unge Amerika dog heldigt, tænker man uvilkårligt, når man læser Benjamin Franklins berømte selvbiografi.

Her var i sandhed en mand på rette tid og sted.

Ikke nok med, at Franklin (1706-1790) spillede en nøglerolle i USA’s tilblivelse, både som forfatningsfader og udsendt diplomat til Europa, han var også med til at præge den unge nation moralsk.

Utrættelig og foretagsom satte han allerede fra en ung alder sit præg på stort og småt.

Da han døde, gik 20.000 i procession, i 1864 var ikke færre end 136 steder på De Forenede Staters kort opkaldt efter ham.

Studier frem for kirken
Franklin blev født i Boston, men levede det meste af sit liv i Philadelphia i staten Pennsylvania, tæt på New England-regionen, der spillede en stor rolle i Amerikas kamp for uafhængighed af England.

Hjemmet var presbyteriansk, og Franklin bevarede sin gudstro, men foretrak dog at bruge søndagen på at studere frem for at gå i kirke.

Han demonstrerede livet igennem, at mennesker selv må tage affære, hvis de vil skabe sig en god tilværelse.

Sine første penge tjente han som bogtrykker, men han kom også til at virke som forfatter, filosof, avisudgiver og redaktør, opfinder, diplomat og politiker.

Det første bibliotek
Hans navn står både under Uafhængighedserklæringen og USA’s forfatning, og manden, der kunne være blevet USA’s første præsident, grundlagde den nye nations første offentlige bibliotek og Philadelphias første universitet.

Som om det ikke var nok, opfandt han også lige lynaflederen, det bifokale brilleglas og ordentlig gadebelysning.

Jo, Franklin kunne det hele og levede i en tid og i et samfund, der skreg på gode – realiserbare – ideer.

Mange af hans pionergerninger voksede ud af en snusfornuftig og ikke spor genial indstilling til, hvad der ville være til fælles bedste i Amerikas nydannede småsamfund og byer.

Biblioteket blev skabt ved, at Franklin, der var en flittig læser i en by uden en eneste boghandel, fik andre bogelskere med på ideen om, at private bøger skulle placeres på en fælles reol, så man kunne låne af hinanden.

Forsøgenes tidsalder
»Vi lever i en forsøgenes tidsalder; og jeg tror, at en række omhyggeligt udførte og rigtigt kombinerede forsøg på dette område ville være til stor gavn«, skriver han i sin selvbiografi, som forlaget Rosenkilde nu har udgivet i revideret oversættelse

Franklins konstatering falder i forbindelse med nogle ideer, han har til konstruktion af skibe, som han mener, ville være mere sødygtige end de hidtidige.

Benjamin Franklin opførte sig, som det første menneske i en ny verden ville gøre.

Man kommer til at tænke på både fiktionens Robinson Crusoe og virkelighedens Leonardo da Vinci, når det gælder Franklins praktiske snilde og spændvidde i nybyggersamfundet.

Søgte bestandigt kompromiset
Bestandigt stillede han vigtige spørgsmål, som han søgte at besvare.

Tankevækkende at læse om, mens man i en anden og betydeligt mageligere tid selv kæmper med sommerhuslivets udfordringer – en sløv økse, malerpensler, der er tørret ind, og en vrangvillig gasgrills uransagelige indre liv.

I alt, hvad han gjorde, søgte Franklin løsninger, der bidrog til det fælles bedste.

Han havde pelshat på, da han i Paris mødte det franske hof som udsending for de endnu ikke frie amerikanere, der ikke kunne have sendt en bedre mand af sted til den gamle verden.

Og også i kampen for uafhængighed søgte han bestandigt kompromiset.

Hvis de hovmodige englændere, der helt undervurderede frihedstrangen i kolonierne, havde lyttet til amerikanernes udsending, kunne megen blodsudgydelse være undgået.

Underviste almuen
På et tidspunkt udgav Franklin under navnet Richard Saunders en almanak, der blev meget populær.

I stedet for at være tilfreds med den indkomst, ’Fattig-Richards’ almanak skaffede hans bogtrykkervirksomhed, fyldte han almanakken med gode råd og ordsprog af den slags, der understøttede flid og sparsommelighed i de amerikanske hjem.

Meget bevidst anså han almanakken som et redskab til at undervise almuen.

Også i den avis, han udgav, og i de artikler, han jævnligt skrev i tidsskrifterne The Spectator og Gentlemans Magazine, søgte han at oplyse sit publikum – også i Europa, som han nåede via tidsskrifterne og de bøger, han efterhånden kom til at skrive.

Allerede som 17-årig friede han til Deborah Reed, men hendes moder, det fæ, fandt ham ikke god nok til sin datter. Syv år efter, da Deborah havde været igennem et mislykket ægteskab, fik han endelig sit ja.

Sådan lever et ordentligt menneske
Sammen fik Benjamin og Deborah en søn og en datter, og faktisk er Franklins selvbiografi skrevet som en slags manual i god opførsel og dannelse fra faderen til sønnen.

Ved at fortælle detaljeret om sit virke vil han vise sin søn, hvor langt man kan nå ved at være flittig og ærlig.

’Sådan lever et ordentligt menneske’, kunne være overskriften på første halvdel af selvbiografien. Anstændigheden kom ikke af sig selv, for også her gik Franklin metodisk til værks.

Det er hans system til opnåelse af moralske dyder, som han begyndte på i en alder af 22 år, et kosteligt bevis på.

»Det var ved denne tid, at jeg undfangede den dristige og vanskeligt udførlige plan: At nå til moralsk fuldkommenhed. Jeg ville leve uden nogensinde at begå nogen fejl, og jeg ville være herre over alt, hvad naturlig tilbøjelighed, vane eller andres mening kunne lede mig til«, skriver han.

En dyd ad gangen
Det er jo store ord, men Franklin troede på dem, og her er den unge mands liste over ønskelige dyder: Mådehold, tavshed, orden, beslutsomhed, sparsommelighed, flid, ærlighed, retfærdighed, sagtmodighed, renlighed, sindsro, kyskhed og ydmyghed.

Fornuftigvis samlede han sig om en dyd ad gangen, trænede sig så at sige op i den, og gik først til arbejdet med den næste, når han mestrede den foregående.

Han holdt rede på det hele ved hjælp af et afkrydsningssystem i et skema, hvor han (ligesom H.C. Andersen) satte sorte prikker, hver gang han havde forsyndet sig mod en dyd.

Da han skriver sin selvbiografi, er Franklin en gammel mand, og det kan måske være en trøst for denne eller hin læser, at han ikke nåede sin honnette ambition om fuldkommenhed. For eksempel lykkedes det ham aldrig at blive et ordensmenneske.

Ydmyghed som punkt 13
I en alder af 79 år slår Franklin dog fast, at hans metode havde givet ham et lykkeligt liv, fordi selve bestræbelsen på at leve ordentligt havde ført ham i den rigtige retning.

Når han satte ydmyghed på som det 13. punkt, var det, fordi han havde fået at vide af en kvæker, som han satte pris på, at han var for »stolt«, læs: hovmodig, når han diskuterede med andre. Det ramte ham, og fra da af besluttede Franklin aldrig at ville modsige andres meninger direkte.

Når folk lyttede til ham og lagde vægt på hans meninger, tilskriver han det netop denne meget bevidste retoriske taktik.

Måske det allerbedste råd, der findes i hans selvbiografi – både til hans for længst afdøde søn og alle os andre, der endnu kan nå at suge til os – er bestandigt at holde hovmodigheden nede. »Skjul den, kæmp med den, spæg den, så meget du lyster!«.

Let læst
Benjamin Franklins selvbiografi er let læst, og han sætter ikke sit lys under en skæppe, men ikke et eneste sted klinger hans levnedsskildring af hovmod.

Bogen giver et spændende indblik i en enestående persons indre og ydre liv og viser som sidegevinst, hvad det er for værdier, der formede det USA, som den dag i dag er forpligtet på menneskehedens smukkeste idealer, selv om det langtfra altid er mænd (og kvinder) af Franklins ubestikkelige format, der sidder ved roret.

Fik jeg nævnt, at Mr. Franklin var en formidabel frisvømmer, og at han også lige lærte sig selv fransk, italiensk, spansk?

Well, det gjorde dette imponerende menneske selvfølgelig også – men min havegrill virker stadig ikke.

--------------------------------

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel stod der, at Philadelphia er en New England-koloni. Det er ikke tilfældet.