Dramatik. Søren Kierkegaard havde sandt nok mere på sinde end teatret, selv om han elskede teatrets natur: at spille spillet. - Foto: BORBERG THOMAS

Det her er nok mest en bog for teaternørder, men lad den så være det.

Jeg har savnet den! For første gang samler en bog alle Søren Kierkegaards teater- og dramafilosofiske tekster.

Det er der måske ikke noget spændende i – teksterne er jo skrevet for længe siden og kan findes i Kierkegaards samlede værker – men alligevel: at have teatermennesket Kierkegaard lige ved hånden, koncentreret til ét værk, er praktisk.

Ud over hvad bogen direkte eller indirekte også er: en hyldest til den teaterkritiker, som Søren Kierkegaard både var og ikke var.

»Dens forfatter tilhører væsentlig ganske andre opgaver end teaterkritikken ...«, står der som et citat på forsiden af bogen, som Jens Staubrand (magister i filosofi) har redigeret og kommenteret – desværre ikke uden slåfejl.

En skriftens skuespiller
Søren Kierkegaard havde sandt nok mere på sinde end teatret, selv om han elskede teatrets natur: at spille spillet. Det var hans talent – et af dem – at kunne iscenesætte sig selv. Det vil sige, han gjorde det jo kun på papiret og under diverse pseudonymer: en skriftens skuespiller.

Ligesom han flittigt dyrkede forføreren. Hans essay om Mozarts ’Don Giovanni’ er stadig noget af det bedste, der er skrevet på dansk:

»Hør Don Juan, det vil sige, kan du ikke ved at høre Don Juan få en forestilling om ham, så kan du det aldrig. Hør hans livs begyndelse; som lynet vikler sig ud af tordenskyens mørke, således bryder han frem af alvorens dyb (...) hør, hør, hør Mozarts Don Juan«.

»En satans nydelig og forbandet rask tøs«
Hørt! Selv om man bliver ikke så lidt klogere af at læse Kierkegaards udlægning af ’Don Juan’. At Kierkegaard selv ikke kun var gjort af ren ånd, det ved vi bl.a. fra hans ophold i Berlin, hvor han også var en flittig teatergænger.

Det var her – i 1843 på Königstäditsches Theater – han fik øje på en ung pige i logen overfor: »Hun kom der, ligesom jeg, hver aften. (...) Havde hun blot anet min stumme halvforelskede glæde, da var alt fordærvet og ikke til at erstatte, ikke ved hele hendes kærlighed«.

LÆS OGSÅVar Kierkegaard antisemit?

Vi får også essayet om Johanne Luise Heiberg, der spillede Julie i ’Romeo og Julie’ som 15-årig. Pøbelen i teatret nød synet af ungt kød: »en satans nydelig og forbandet rask tøs«.

Kierkegaard mente, at fru Heiberg, da hun 34 år gammel spillede samme rolle, først der for alvor – takket være ikke ungdom, men genialitet – gav ideen om ungdommelighed.

Hør, hør, hør Søren Kierkegaard!
Kan vi bruge Kierkegaard i dag til noget inden for teaterkritikken? Ikke så lidt. Kierkegaard betonede refleksionen som et ideal. Han taler bl.a. om den jammerlige kritik, der »ikke har andet end interjektioner at byde«. Kort sagt: udråb som bravo eller buh!

Bogen indeholder også Kierkegaards forsøg ud i dramatikken. Her må man dog nok bare råbe: buh! Store kritikere, det gjaldt også Herman Bang, bliver ikke altid store dramatikere. Uden dermed at være sagt, at Kierkegaard ikke bliver opført i dag.

Til april næste år er der premiere på Mungo Park på dramatiseringen af ’Forførerens dagbog’. Anne Linnet og hendes søn Alexander Theo Linnet har komponeret musikken. Lad os udbryde: Hør, hør, hør Søren Kierkegaard! Og læs, læs, læs ham også!