Pariserrotte. Det menneskelige er spændt ud mellem det ækle og det sublime i Pixars film. Tænk bare på rotten fra 'Ratatouille'
Foto: Disney / Buena Vista Film / pr

Pariserrotte. Det menneskelige er spændt ud mellem det ækle og det sublime i Pixars film. Tænk bare på rotten fra 'Ratatouille'

Faglitteratur

Anbefalelsesværdig bog leverer forbilledlige analyser af populære animationsfilm

Lilian Munk Rösing analyserer Pixars animationsfilm, hvor figurerne fremprovokerer en refleksion over, hvad det levende og det menneskelige er.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Pixars animationsfilm er ikke kun for børn. Efter at have læst Lilian Munk Rösings meget anbefalelsesværdige bog, der analyserer 11 af slagsen: ’Toy Story 1-3’, ’A Bug’s Life’, ’Monsters, Inc.’, ’Finding Nemo’, ’The Incredibles’, ’Cars’, ’Ratatouille’, ’Wall-E’, ’Up’, kan man godt blive lidt bekymret for, om de overhovedet er egnede for de kære små, for bogens tese er, at filmene bestræber sig på at besvare spørgsmålet om, hvad der overhovedet karakteriserer det specifikt menneskelige, og filmenes svar er: dødsdrift og gentagelsestvang.

Det menneskelige er hverken et spørgsmål om, at vi er almindelige dødelige, endsige at sjælen, det der animerer os ( animus), skulle være en udødelig, guddommelig sjæl. Snarere skal det særligt menneskelige findes i genfærdet, det der hverken er dødt eller levende. Og børn er nogle monstre (jf. ’Monsters, Inc .’, 2001). Det sidste er intuitivt plausibelt for denne anmelder, men pointen underbygges også med redegørelser for og diskussioner af udvalgte begreber fra Sigmund Freud og især Jacques Lacans psykoanalyse.

Hvad er egentlig forskellen mellem mennesker, dyr og ting? Det er, som om de computertekniske udfordringer i forhold til at animere figurerne – både i betydningen at få dem til at bevæge sig og at menneskeliggøre dem – fremprovokerer denne refleksion over, hvad det levende og det menneskelige er; det er, som om de tekniske problemer skaber filmenes temaer og historier.

Bogens titel er ’Pixar med Lacan’, animationsfilm med psykoanalyse. Når et af psykoanalysens svar på, hvori det specifikt menneskelige består, er dødsdrift og gentagelsestvang, er det ikke de biologiske behov for overlevelse, der gør os menneskelige. Gentagelsestvangen er som en alien, der kontrollerer vore kroppes tics. Det er, som om der findes en dukkefører, der trækker i trådene. Som Rösing bemærker, er marionetten som metafor for det menneskelige langtfra original, men det er til gengæld originalt, at dukkeføreren i ’Ratatouille’ (2007) er en rotte; dette ækle dyr, der får den unge mand til at skabe sublime retter. Sjælen er en rotte. Det menneskelige er spændt ud mellem det ækle og det sublime.

Hov...

Vi har gjort det nemt for dig at blive abonnent. Få en måned med fuld adgang til Politiken for kun 1 kr.

PRØV NU

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce