Lena Sundström siger, hun elsker vort land.

I så fald står kærligheden godt gemt mellem linjerne, for ’Verdens lykkeligste folk’ kan ikke opfattes som andet end en provokerende, polemisk, bidende og begavet advarsel til Sverige og svenskerne om, at de aldrig, aldrig nogensinde må udvikle sig som Danmark og danskerne.

Det er også derfor, hun har skrevet den. Fordi hun har set det komme i Sverige.

Det umærkelige glid fra gæstfrihed til fremmedfrygt, borgerlighed til småborgerlighed, tillid til mistillid, som man ikke opdager, når man lever midt i det, men som kommer som et chok for dem, der som Lena Sundström før har været her, før har holdt af os og før har set op til os.

Civilisationernes sammenstød
Det gør hun ikke i samme grad længere.

For i de tre måneder, hun boede her, mødte hun et folk, som på overfladen er venlige, hyggelige og lidt drikfældige som altid, men som under den gemytlige facade har nok i sig selv.

En stamme, som trækker på skuldrene ad racistiske valgplakater og fyrer vittigheder af – som den om »Koranen, der er så tyk, fordi den danske bistandslov står bagi«.

INTERVIEWSvensk journalist advarer mod danske debat-tilstande

Hvad skete der lige med hyggelige, frisindede, åbne, tolerante Danmark?

Hvordan mistede dette land, hun elskede at besøge som barn, sin lette gang på jord?

Hvorfor ender enhver diskussion i Danmark om udlændinge som civilisationernes sammenstød?

Hvorfor føler danskerne sig truet?
Lena Sundström fatter det ikke, og hun leder med den dygtige journalists nysgerrige undren efter en forklaring. Hun går i Danmarks Statistik og undrer sig over, hvorfor danskerne føler sig mere truede end svenskerne, når der er flere indbyggere i Sverige med ikke-europæisk baggrund end i Danmark.

»Der findes altså ingen statistisk forklaring, ingen jættetydelig masseinvasion, som kan forklare, at Danmark føler sig truet og invaderet sammenlignet med andre lande«.

Hun går på sprogskole og undrer sig over, hvorfor kravene til at blive dansk statsborger er så høje, at mange, der har heddet Larsen gennem ti generationer, ville dumpe.

Hun går i Folketinget og finder ud af, at de ansatte herinde også ville have vanskeligheder ved at bestå, fordi de ikke ved, hvor mange kommuner der er i Danmark, hvem Carl Nielsen var, eller hvornår Danmark sidst vandt VM for kvinder i håndbold.

Hun søger svar i en rapport, som konstaterer, at mens turismen i hele Europa gennemsnitligt er steget med 23 procent mellem 2000 og 2007, så er den faldet med to procent i Danmark.

Involveret i hele verdens konflikter
Men hun gør mere end det. Hun får det næsten til at se ud som et faktum, at det er på grund af Danmarks udlændingepolitik. Det gør hun ved først at citere Lars Thykier, som er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening:

»Uanset om du er den nydeligste og mest velbjergede person fra Indien, så betragtes du som en immigrationsrisiko. Ambassaden i Indien vover derfor ikke at udfærdige et turistvisum, men sender ansøgningen til Udlændingeservice her i Danmark. Det kan tage fire til seks uger. Da vælger mange at tage til Sverige i stedet«, siger Lars Thykier.

Lena Sundström skifter herefter til den velformulerede Frederik Preisler, der er direktør hos reklamebureauet Propaganda McCann og i hendes bog begrunder nedgangen af turister således:

»Danmark opfattedes tidligere som et frisindet, diplomatisk og meget menneskeligt land. Vi opfattes nu som et lille aggressivt land ... Et land, som ikke bryder sig om udlændinge. De seneste år har de store overskrifter om Danmark handlet om Muhammedtegningerne, nedbrændte ambassader, om optøjer på Nørrebro og vores deltagelse i krigen i Irak. Det skaber forvirring om, hvad Danmark er: Er vi det lille idylliske landet i nord, eller er vi et land, som er involveret i hele verdens konflikter«.

Danmark stinker
Muligvis har Lars Thykier og Frederik Preisler ret i, at turisterne fravælger Danmark af disse årsager, og muligvis har de ikke ret, og det er på en gang bogens styrke og dens svaghed.

Det er stærkt, fordi forfatteren er en elegant og stærkt underholdende manipulator, som næsten får læseren til at tro på, at det her er sandheden.

Alligevel sidder man med en fornemmelse af, at hun har puttet hele landet ned i en stinkende skraldespand, hvor der står udlændingepolitik på, og det er gennem stanken fra denne spand, at bogen er skrevet.

Det er herfra, Pia Kjærsgaard belyses, herfra Anders Fogh Rasmussen belyses, herfra landet belyses, og det gøres så vittigt, dygtigt og underholdende, at man næsten ikke opdager stanken, men tror, det er sandheden.

Det er også derfor, bogen er uhyggelig. For hvad nu hvis Danmark virkelig er begyndt at stinke?

Dronningen som kronvidne
Hvad nu hvis mediernes konstante fokusering på indvandrere, kriminalitet og bistandshjælp er en falsk melodi, der er kommet til at lyde ægte, fordi vi har hørt den så mange gange?

Hvad nu hvis valgplakaterne fra Dansk Folkeparti ikke bare er valgplakater for Dansk Folkeparti, men udtryk for decideret fremmedhad, som vi bare ikke ser, fordi vi lever i det?

Hvad nu hvis 24-års reglen ikke er en fornuftsbetonet national nødværgeregel, men udtryk for en racisme, som vi danskere ikke ser, fordi vi har vænnet os til den?

For det har vi, påstår Lena Sundström, og hun anholder vores afholdte og belæste dronning Margrethe som sit kronvidne på dette skred.

»Mindes for eksempelden nytårstale, som dronning Margrethe holdt nytårsaften 1984, da hun talte om tolerance. Nytårstalen, da hun kritiserede den kølighed, som majoritetsbefolkningen alt for ofte møder indvandrere med. I Annelise Bistrups interviewbog ’Margrethe’ (2005) tager dronningen afstand til sin tale. For som hun siger: »Hvis jeg ser på det med nutidens briller, er det uhørt naivt. Det er en tale i tiden, og ingen kunne vide, hvilken udvikling vi var oppe imod««.

Hvad Lena Sundström vil sige med det? At Margrethe har ændret sig, og med hende Socialdemokraterne, Villy Søvndal og alle os andre.

Hvornår det begyndte? Måske med Glistrup. Han var så langt ude i sit oratoriske fremmedhad, at Pia Kjærsgaard kom til at lyde som en sanglærke. Glistrup vænnede os til, at ting kunne siges. Pia Kjærsgaard har vænnet os til, at ting kan ske.

På hat med spidserne
Men der er selvfølgelig også den anden mulighed. At det er Danmark og flertallet af danskerne, der har ret, og Lena Sundström, der tager fejl. At det er hende, der som svensk halalhippie tager os på en forudsigelig tur i fordomsjunglen, mens hun nægter at se realiteterne i øjnene, og på nogle områder har hun en dårlig sag.

En journalist skal være dus med bisserne og på hat med spidserne, men Lena Sundström er klart mest på hat med spidserne.

Hun taler med chefredaktører, politikere og direktører, som alle er gode til at give indsigt, men hun er også som en faldskærmsjournalist, der aldrig rigtig lander, men bliver hængende og ser tingene ovenfra.

Hendes overblik er fremragende, hendes lommefilosofiske betragtninger begavede, men hun taler kun med de nemme udlændinge.

Hun kommer ikke ned i den danske skoleklasse med 95 procent udlændinge, hun skøjter hen over det forhold, at Muhammed og Ali begår langt mere kriminalitet end Mads og Mikkel, og hun forsøger ikke at trænge ind i, hvorfor folk skyder mod betjente i Vollsmose.

Kønt er det ikke
Der er ingen tvivl om, at hun har evnen og talentet til at tale med alle. Hun har bare ikke gjort det, og det svækker bogen.

Men det svækker den ikke afgørende.

For det afgørende er noget andet. Nemlig ikke, om budbringeren skal skydes, men om hun har ret.

Er vi gledet? Er dronning Margrethe, Villy Søvndal og Socialdemokraterne gledet, uden at de så, hvad der skete omkring dem?

Eller er det Sverige, der naivt lukker øjnene for det, der uvægerligt vil komme, og Søren Krarup, der har ret, når han i bogen siger:

»For mig, for os er Sverige et afskrækkende eksempel. I er jo terroriserede af den politiske korrekthed...«

Men det er ikke Sverige, det handler om. Det er Danmark set fra Sverige. Kønt er det ikke. Men underholdende, lidt uhyggeligt og stærkt polemisk.