Demokratiet blev ikke født på papiret.

I Danmark blev det talt frem. Mundhugget ud på møder i de små forsamlingshuse og på landets lave bakketoppe. På det flade bøhland voksede palaverdemokratiet frem. Dansk politik er historien om et serielt bondefangeri.

Tilbage i 1800-tallet var de politiske taler ikke skrevet ned på forhånd. Manuskripterne var i hovederne.

Og så meget desto stærkere virkede de talte ord, selv når de efterfølgende blev skrevet ned – og fra i dag kan læses i et mammutværk om ’danske politiske taler fra Ørsted og Hørup til Poul og Pia’, som undertitlen lyder på Nikolaj Ifversen og Jan Lindhardts overlegne bog.

Den demokratiske danmarkshistories vigtigste taler er nøje udvalgt og begavet kommenteret, én for én.

Den gamle radiojournalist Nikolaj Ifversen og tidligere biskop og retorikprofessor Jan Lindhardt er fuldt bevidste om paradokset i at nedfælde mundtlige taler på skrift.

Med engagement og vid formår de to forfattere at præsentere talernes historiske baggrund og retoriske virkemidler.

Jan Lindhardt hævder, at kun 10 procent af en tales effekt afhænger af indholdet, resten af stemmeføring og kropsgestik. Men heldigvis leverer de fleste af de 65 taler mere smæk for skillingen end nok så mange taler live på TV 2 News.

Friheden kom fra syd
Som en tidsmaskine fører bogen os tilbage til en højstemt og knudret politisk retorik, præget af patos og besværgelser. Udvalget af taler bærer præg af, at forfatningskampen opstod samtidig med nationalromantikken – og frygten for Tyskland.

Kongeriget var stadig et bondesamfund uden en udbredt skriftkultur, da de moderne ideer om frihedsrettigheder og demokrati kom til os sydfra, op gennem hertugdømmet Holsten.

Som et landskabsbillede kan demokratiet i Danmark ses som et møde mellem politikere og bønder ved talerstolene ude på landet – modsat i de store kulturnationer i Europa, hvor forfattere og storbyintellektuelle skabte et kritisk offentligt rum ved at skrive revolutionære skrifter og bøger.

Nationalliberalisten Orla Lehmann, der senere blev indenrigsminister, gjorde sig til talsmand for, at Danmark skulle indlemme Slesvig i kongeriget. Han proklamerede i 1842 et skæbnesvangert slogan, som 22 år senere førte til blodbadet ved Dybbøl:

»Ved Danmark forstaa vi alt Land mellem Øresund og Ejderen og ere rede til at forsvare vort gamle Dannevirke baade mod Nordalbingiernes højforræderiske Skraal og mod alle tydske Fuglefængeres søsyge Erobringslyst. Og skulde det gjøres fornødent, da ville vi med Sværdet skrive paa deres Ryg det blodige bevis for den Sandhed: Danmark vil ikke«, sagde Lehman og sluttede af med et udråb: »Danmark indtil Ejderen«.

Forsvar for det danske sprog
Landmandspolitikeren Laurids Skau, som Orla Lehmann kaldte for »den stolte riddersmand i bondekofte«, videreførte i midten af 1800-tallet krigsretorikken som hovedtaler ved de årlige fester på Skamlingsbanken ved Kolding.

Her tordnede han mod kongens forskrift om, at medlemmerne af den nye stænderforsamling i Slesvig skulle tale tysk:

»Saa længe det kun var en overmodig Herre eller uvidende Nar, der lod haant om vort danske Sprog i Sammenligning med det tyske, saa kunde vi tugte Fornærmelsen«, sagde Skau og understregede, at han ikke var en »lærd« mand.

Hans grænse for knægtelsen af danskheden gik ved lovens bogstav: »Det ved jeg, at naar nogen ringeagter og forhaaner mit Modersmaal, saa er det for mig, som om de ringeagtede og forhaanede mine Venner og Kammerater, alle mine Bysbørn, hele Sognet, hele Nationen«, lød det fra bonden.

I en af sine mange fine kommentarer skriver Jan Lindhardt: »Skau kan siges at tilhøre den første generation af talere, der søger at erobre sproget og gøre det til sit eget. I de følgende godt hundrede år vil man kunne finde og høre mange dialekter, som kun tilhører ét menneske, nemlig den talende«.

Bondevenner på skovtur
Fortalerne for Danmarks tilkobling til Europa og det moderne gennembrud så sig også nødsaget til at appellere til husmænd, højskolebønder og andet godtfolk.

Selv litteraten Georg Brandes måtte væk fra biblioteket og ud i Hansted skov for at vinde opbakning.

I 1886 deltog han i Studentersamfundets pinseudflugt til Horsens og omegn. Brandes medbragte skarpe udfald mod datidens reaktionære Højrepolitikere, og strakte hånden frem til småkårsfolket:

»Man siger: Af En skal du kende dem alle, og hvis det Ordsprog holder stik og hvis jeg tør dømme efter min Vært – det er Jens Kjær fra Vrønding – da er den jydske Bonde Guld værd, mer end det: Kærlighed. For jeg har i ham ikke blot fundet min Overmand i Sundhed, men min ligemand i Dannelse«, sagde bondevennen Brandes og fortsatte ydmygt:

»Af til høres endnu indenfor Venstre Røster imod os som Aandsaristokrater eller Ikke-Religiøse eller ikke danske nok. Jeg siger derfor til Dem: Lad os ikke i Stikken! Vi svigter jer aldrig. Svig I heller ikke os. Jeg tager det løfte af Jer, at I ikke lader os i Stikken den Dag, Sejren er Eders. Jeg siger det ikke kun i egennyttig Interesse; jeg er ingenlunde sikker på at opleve denne Sejr. Men det, at I ikke sviger os, det vil være godt for vor fælles Sag. Den værste Fare er nemlig den, at naar Forandringen kom, det da ingen virkelig Forandring blev, men det samme Surdejg under et nyt Navn«, sagde Georg Brandes.

En gris ved truget
Længere mod nord, i Jenle ved Skive, forsøgte forfatteren Jeppe Aakjær næsten tyve år senere stadig at forene bønder og intellektuelle. Men i 1908 var tonen endnu mindre optimistisk:

»Maatte vor Bonde atter gjenfinde sin gamle Lidenskab for Politik, thi intet holder en Stand saa frisk og vaagen som Politik; det vil sige, naar der er Strøm i den, naar Politikken ikke har ostet sig i Klumper, der skal sluges raa uden Ræsonnement«, lød det fra Aakjær, der formåede at forene sociale indignation med landlig romantik:

»Politik, mine Damer og Herrer, det er noget, der angaar os alle, men mest angaar dem, der for Øjeblikket agter den mindst. Politik, det er det, at ha’ en Ko paa Toften og en Gris ved Truget; det er det at ha’ en glad kvinde i et sollyst Hjem. Politik, det er en Høne i Gryden og en stemme i Raadet«, sagde Aakjær – som en tidlig version af præsident Herbert Hoovers valgslogan fra 1928: ’A chicken in every pot and a car in every garage’.

Siden Aakjærs tale synes land og by, bønder og akademikere, at være gledet helt fra hinanden. Da demokratiet brød igennem, var Danmark et så lavt industrialiseret land, at bonden blev den dominerende figur i den politiske debat.

Det er han stadig, selv om landbrugssamfundet er fortid.

Kun få politiske slogans
Titlen på bogen, ’Ingen over Tinget – Intet under tæppet’, henviser til to af de eneste taler i Danmark, der har skabt politiske slogans.

Politikens senere grundlægger, redaktør Viggo Hørup, udtalte i 1878 i Gothersgades Exercerhus, at Folketinget »hverken har nogen over sig eller ved siden af sig«, mens den daværende konservative statsminister Poul Schlüter beredte sin egen afgang, da han fra Folketingets talerstol i 1989 proklamerede, at »der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«.

Karakteristisk for udvalget af danske politiske taler er dog, at kun få formuleringer er blevet ikoniske udsagn på linje med f.eks. USA’s præsident John F. Kennedys ord »Ich bin ein Berliner« fra 1963.

Det er først med fjernsynets gennembrud, at den politiske retorik for alvor skifter karakter, og ordene hugges op i små letfordøjelige lydbidder, der dog sjældent rigtig smager af noget.

Efter Anden Verdenskrig flyttede landsbytosserne ind i parcelhusene. Landsretssagfører Mogens Glistrup, der stiftede Fremskridtspartiet i Grøften i Tivoli i 1972, fik sat gang i den foreløbig sidste bølge af hjemmedyrket bondeoprør.

Han bekæmpede skrankepaverne, der ville bruge skattekroner på alt og alle.

'Blålyslivsløgnsfatamorgana'
I 1978 forsøgte han at sabotere efterlønsordningen: »Det er et blålyslivsløgnsfatamorgana at foregøgle befolkningen, at dette forslag vil reducere antallet af arbejdsløse her i landet med så meget som en enkelt person«, udbrød Glistrup på Folketingets talerstol:

»Gennemføres dette forslag, så bliver hr. Thomsen den 2. januar, når han er kommet sig af sin nytårsbrandert, stillet over for, at lagerlederen står derude og siger: Thomsen, nu kan du ikke være her mere, for nu kan du jo i medfør af efterlønsloven få 70.000 kr. Vi slår mange Thomsener ihjel med dette forslag«, sagde en veloplagt Glistrup, der står tilbage som en af de sidste toppolitikere, der evnede at holde overrumplende taler.

Mogens Glistrup er en klar kontrast til Pia Kjærsgaard, som erstattede ham, da han røg i fængsel i 1983.

Mens Glistrup havde en excentrisk retorisk stil, iblandet pudseløjerlige selvopfundne ord, er Kjærsgaard kun iscenesat som folkelig – hvilket hendes kedelige tale fra bogen også vidner om.

Da hun for nylig udtalte om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han »en type, som man godt kunne stå ved en pølsevogn og tage en fadbamse med«, afslørede hun i virkeligheden, at hun ikke kender til livet i skinkekutteren:

Man drikker ’Congo-bajere’ og ikke fadøl på Houlbergs Terrasser, pølsevognen.

Taler i sms-længde
Referencerne til det jævne liv dominerer stadig de politiske taler i Danmark.

Men bondelandet er nu klistret ind som falske metaforer, formuleret af kommunikationsrådgivere. I dag er det anonyme ghostwriters, der lægger ord i munden på toppolitikerne.

LÆS OGSÅHer er statsministerens åbningstale

Bogen bringer de gamle døde til live i kampen mod nutidens spøgelsesskribenter. Som modsætning til spindoktorernes salgstaler, der efterhånden er skåret ned til sms-længde, er det oplivende at læse freestyle-taler fra de seneste 175 år.

’Ingen over Tinget – Intet under tæppet’ fremstår som et gravskrift over en politisk kultur, der forsvandt med udbredelsen af fjernsynet og de levende dødes billeder.

Påskriften på dagens politiske taler, der på forhånd sendes ud til journalister, virker som en parodi: »Det talte ord gælder«. For alt er koreograferet. Fjernsynet har dræbt det levende ord.