Hvad nu, hvis det hele er humbug?

Hvad nu, hvis FN’s internationale klimapanel (IPCC) viser sig at være en magtfuld klub af forskere, der går mere op i politik end i forskningsresultater?

Hvad nu, hvis temperaturen faktisk begynder at falde de næste 20 år – i stedet for at stige?

Kritik af den nuværende klimakonsensus
Ifølge Ole Humlum er COP15 – som det kommende klimatopmøde formeligt hedder – cirka lige så godt forberedt som invasionen i Svinebugten i 1961. Det er overilet og baserer sig på fejlagtige antagelser og efterretninger.

Hvorfor afsætter IPCC f.eks. kun 5 ud af 1.047 sider i sin seneste rapport til at diskutere solens indflydelse? Hvorfor får vi ikke at vide, at den globale temperatur faktisk er steget uafbrudt siden 2001? Og hvorfor hører vi i offentligheden aldrig om de forskere, der mener, at klimaændringer først og fremmest skyldes »vanddamp, skyer, vulkaner, atmosfærisk støv, oceanografiske variationer og påvirkning fra sol og kosmisk stråling« – og at CO2 kun spiller en mindre betydelig rolle?

»Som historien gang på gang har lært os, kan vi alle tage fejl, også selv om vi mener at have de allerbedste argumenter, og selv om vi tilsyneladende tilhører et stort flertal af meningsfæller«, skriver Ole Humlum i sin nye bog, ’Det ustyrlige klima’. Og læg godt mærke til navnet, Ole Humlum, for han kan meget vel gå hen og blive Danmarks nye ’Bjørn Lomborg’.

Til forskel fra Lomborg er Humlum endda en rigtig naturvidenskabsmand, idet han til daglig er professor i fysisk geografi ved Oslo Universitet.

I ’Det ustyrlige klima’ viser Humlum imidlertid også, at han har talenter, der rækker langt ind på humanioras gange – og måske ikke mindst derfor er det en særdeles læseværdig kritik af den stående klimakonsensus, han leverer.

Klimaflagellanter
Første halvdel af bogen er helliget beretninger om klimaets indflydelse på verdenshistoriens gang.

Her hører vi om vindyrkning nord for York i 1200-tallets varme; om sandfyldte havneindløb på Færøerne i 1600-tallet; om Karl X Gustavs angreb på København i februar 1658, hvor ’Lille Istid’ var på sit koldeste og derfor tillod svenskerkongen at fise hen over et overiset Storebælt.

Senere blander Humlum det hele op med en slags videnskabshistorie, hvor vi især bliver præsenteret for geofysiske hypoteser om sammenhængen mellem atmosfærisk CO2 og de gentagne istider.

I sidste halvdel af bogen går Humlum så i kødet på IPCC og »klimaflagellanterne«. Det gør han bl.a. med ti såkaldte tankekors – en helt ubehjælpelig sproglig pendant til ’teser’ eller bare ’tanker’. Det er da også her, at Humlums argumentation bliver svagest. Måske fordi den bliver lidenskabelig.

Renset for fremmedfjendske svinestreger
Humlums styrke er, at han sætte spørgsmålstegn ved IPCC og forskerparnassets klimakonklusioner.

Man kan måske mene, at det kræver en konspirationsteoretiker af høj klasse at stille disse spørgsmål. Og for en anmelder, som ikke er klimaekspert, er det vanskeligt at gøre sig til dommer over den videnskabelige fejde. Men Humlum argumenterer, om ikke systematisk, så med fortællingens kraft.

Det kan undre, at det er Trykkefrihedsselskabet, der står bag udgivelsen. Bogen er renset for fremmedfjendske svinestreger. Forhåbentlig skyldes det, at Trykkefrihedsselskabet har været årvågen – og ikke, at ingen andre forlag ville udgive bogen.

Der er altid brug for debat og kritisk refleksion – også når det gælder klimaet, også selv om debatten er ubekvem.