Essays. Per Petterson skriver om sine yndlingsforfattere. - Foto: Sara Galbiati

Det var snarere som om alle bøgerne på mystisk vis var skrevet direkte til mig og jeg var den eneste læser fordi jeg havde brug for dem«, skriver Per Petterson i forordet til ’Månen over porten’.

Allerede her har han mig med et fast tag i krebsen. For lige præcis sådan har jeg jo også haft det. Har det faktisk stadigvæk sådan og mærker fra samme øjeblik, jeg begynder at læse denne essaysamling med undertitlen ’Litterært og personligt’, at ’Månen over porten’ er sådan en særlig bog skrevet direkte til mig.

Selvfølgelig og forhåbentlig også til en masse andre, der har det på samme måde! Men Per Pettersons introduktioner til en række afgørende møder med bøger i hans liv som forslugen læser og som møjsomt tilkæmpet forfatter er på mærkværdig måde som at se afgørende facetter af mit eget læseliv i teksternes spejl.

Læseplanens opdagelsesrejse
Opvæksten i det ikke-akademiske hjem. Med faderens bogreol og den evigt læsende mor.

Opdagelsesrejsen, der begyndte, da man tog fat på at plyndre bibliotekets hylder i alfabetisk rækkefølge. Lånte hjem i store stakke og lod den ene forfatter føre til den næste og mere vidtløftige. Hvor man aldrig rigtigt vil kunne føle sig hjemme i nogen fastlagt læseplan.

Pettersons spirende fornemmelse af, at bøgerne rummede nøgler til et eget forfatterskab. Men i mange, mange år så svært at tro på selv for en mand som Per Petterson, der er endt med at skrive noget af tidens mest formfuldendte og menneskekloge prosa.
Med afsæt i romaner fra Sahara skrevet af dristige litteraturrejsende skriver han på et tidspunkt rundt om sit grundlæggende dilemma som umættelig nysgerrig hjemmefødning.

Når man nu så grundlæggende hører hjemme et sted, hvordan erobrer man så verden uden at flække på midten?

Den slags ting går han og tænker over, når han traver novembermørket tyndt i natten og mærker, hvordan »forholdet mellem mig og mig er næsten 1:1, men kun næsten, og leden og selvforagten pibler ud af sprækkerne i kanten hvor misforholdet gør at livstapen ikke kan sidde fast«.

Sjælekammerat
Ikke et eneste tørt akademisk ord har fået lov til at snige sig ind i smittende introduktioner til de forfattere, der har været med til at forme Per Petterson som læser, menneske og forfatter.

Selv i de tilfælde, hvor jeg læser med størst genkendelse, skriver Petterson med så kloge iagttagelser og bramfri indrømmelser, at jeg får lyst til at styrte tilbage til bogreolen og genlæse Hemingway, Raymond Carver, John Fante, Jack London, Blixen og Céline »Alle de forfattere jeg beundrede var døde«.

Jo, man kan nemt læseheste sig til et liv i samtidshistorisk eksil!

Lykkelig bliver jeg jo, når jeg opdager, at også Per Petterson er særlig vild med ’Rejsen til Kjørkelvik’ midt i Sandemoses storværker. At også han sætter Michael Oondatjes ’In the Skin of a Lion’ tårnhøjt og aldrig har glemt scenen med nonnen, der blæser ud over kanten på en halvfærdig bro i Toronto.

I essayet om Oondatje skriver han: »Vi har målt vores liv mod litteraturen og litteraturen mod livet og brugt den til kilde om vigtigheder der ikke kan fanges på anden måde«. Lige præcis sådan er det.

Undladelsessynder
Men der er også essays om forfattere, jeg aldrig har læst og i flere tilfælde aldrig hørt om.

Norske Ola Bauer, irske Frank O’Connor, engelske John Berger, amerikanske Grace Paley og ørkendykkersken Isabelle Eberhardt. Læsning er en dyd tæt behæftet med undladelsessynder. Men selvfølgelig godt at have noget til gode! Der er jo så til gengæld så meget andet, man har læst, fra Thomas Pynchon til Cormac McCarthy.

For man må indrømme om Per Petterson, at lidt gammelklog i smagsløgene er han. Ældre end sine år at dømme efter ’Månen over Porten’, hvor Rimbaud, Robert Louis Stevenson og Paul Bowles slentrer ved siden af hinanden.

Vi har noget sammen nu, ham og mig. Alle de døde forfattere. Og denne lille bog, jeg nu putter i lommen og tager videre med ud i en på mange måder lovlig prosaisk verden.