Kurver. Finn Juhl foretrak teak og andre mørke træsorter. Med de bløde kurver og de spinkle formater pressede han ofte træet til grænsen af det mulige.

Det vil næppe chokere eller forarge nogen at træde ind møbelarkitekten Finn Juhls hus i Ordrup.

Snarere føler man genkendelse, måske ligefrem tryghed i det lyse, veldisponerede hus, klassisk møbleret med mandens egne møbler og moderne kunst fra hans tid.

Men dengang møblerne blev til, vakte de nogen opstandelse.

LÆS OGSÅBesøg den gode smags bolig

Finn Juhl var blandt de danske møbelarkitekter, der fra 1930’ernes slutning gik til angreb på den historisk inspirerede pynt og plys på danskernes klodsede, tunge møbler og tegnede lette og funktionelle stole og borde i fornuftige materialer og gedigen kvalitet.

Slaget stod hvert år på Snedkerlaugets udstillinger, og de unge arkitekters møbler vakte ikke jubel blandt de toneangivende producenter og anmeldere.

Mogensen, Wegner og Juhl
»Trætte hvalrosser« blev hans Pelikanstole kaldt i 1940, og selv om nogle mente, at hans møbler var tankevækkende, blev de også karakteriseret som »æstetik i dette ords dårlige betydning«.

I fagbladet Arkitekten fik han dog – forsigtig – støtte:

»… de fleste vil sikkert mene, at hele stuen er noget højst mærkeligt noget, men ved sine muligheder for at vække diskussion, og afspore konservativ opfattelse, har den stor værdi«.

Men de unge blev stædigt ved, og efterhånden tegnede især tre navne generationen: Børge Mogensen, Hans J. Wegner og Finn Juhl.

Til fælles havde de respekten for håndværket og det tætte samarbejde med dygtige snedkermestre, men de var også meget forskellige.

Gennembrud.  Armstol fra 1946. Børge Mogensen lavede enkle, fornuftige møbler, han var en trofast elev af dansk møbelkunsts ’fader’, leder af Kunstakademiets Møbelskole Kaare Klint, som havde en systematisk, funktionel tilgang til formgivningsarbejdet.

Hans J. Wegner arbejdede som Mogensen videre i en dansk snedkertradition, men var først og fremmest en selvstændig formgiver, der gik langt ud over den stramme formalisme.

Finn Juhl havde en mere intellektuel tilgang til opgaven og var stærkt inspireret af moderne kunst og frie former, og hans respekt for Kaare Klint og proselytter var altid blandet med kritik af deres dogmatisme.

Mogensen og Wegner blev de bedst kendte og deres møbler – typisk i egetræ – ad åre de mest udbredte, Juhl havde en forkærlighed for teak og andre mørke træsorter og tegnede mere organiske, skulpturelle møbler, som gav hans samarbejdspartner, snedkermester Niels Vodder, store udfordringer.

Men var hans popularitet herhjemme mindre, blev han til gengæld den, der banede vejen for ’Danish Modern’ i USA.

MoMA
Alt dette og mere til fremgår af Per H. Hansens indbydende bog ’Finn Juhl og hans hus’, der kompetent fortæller – og med et imponerende billedmateriale viser – historien om Juhl som en fremsynet enegænger og sætter hans indsats ind i en kulturhistorisk og international sammenhæng.

I 1948 var Edgar Kaufmann Jr. fra Museum of Modern Art i New York på rundtur i de skandinaviske lande. Han var leder af museets afdeling for industriel design, og selv om han ikke fandt anledning til at lave den store skandinaviske udstilling, blev han meget begejstret for Finn Juhls møbler.

I en stort opsat artikel i magasinet Interiors præsenterede han det amerikanske publikum for ’Finn Juhl of Copenhagen’. Det blev startskuddet til et gennembrud for Finn Juhl i USA, hvilket fik medvind, da Museum of Modern Art købte tre af hans stole.

Også Wegner og andre danske møbelarkitekter blev efterfølgende præsenteret derovre.

Ikke et helteportræt
Per H. Hansen behandler grundigt en lang række aspekter af Finn Juhls indsats, hans rolle som møbelformgiver, som modernist og provokatør, hans kontroverser med Kaare Klints arvtagere, især Børge Mogensen, hans samarbejde med møbelindustrien, hans nedtur i 60’erne og 70’erne og hans genkomst i 80’erne som manden bag en række ’klassikere’.

En udvikling, han selv nåede at se begyndelsen af før sin død i 1989.

Selv om forfatteren er fascineret af sin hovedperson, tegner han ikke et helteportræt, men har tværtimod et skarpt blik for såvel Finn Juhls svage sider som møbelarkitekternes generelle vanskeligheder med at håndtere den industrielle udviklings krav.

Bogens sidste kapitler handler om Finn Juhls hus, som han byggede i 1942 for en arv efter sin far. Finn Juhl havde allerede dengang en drøm at kunne leve kun omgivet af sine egne møbler, tæpper, belysning, service. Han nåede ikke sit mål, men han boede i huset resten af livet og supplerede løbende indretningen med sine nye produkter.

Hans samlever, Hanne Wilhelm Hansen, blev boende i huset på Kratvænget, og efter hendes død i 2003 overgik det til Wilhelm Hansen Fonden, som ville sætte huset til salg.

LÆS OGSÅArkitektonisk perle skal sælges

Det fik en ph.d.-studerende (med en stor arv på bankbogen), Birgit Lyngbye Pedersen, til at udvikle ideen om at bevare huset som et museum, og hun fortæller selv i bogens afsluttende kapitel om, hvorfor hun købte huset og efter at have ryddet en lang række forhindringer af vejen forærede det til den danske stat og dermed sikrede, at det blev bevaret for eftertiden.

Hvilket ikke er den mindst fantastiske del af historien.