Der var fest i baghovedet, slinger i rattet og huller i vejen den sommermorgen i 2007.

Natasja var kun 32 år gammel, og hendes store gennembrud gryede i horisonten – akkurat som solopgangen over vejen til Kingston – da den unge, mandlige chauffør pludselig mistede kontrollen over bilen og i et fatalt skred sendte den dansk-sudanske sanger i døden.

Natasja Saad fra København var på dette tidspunkt et kendt navn i reggaemusikkens fædreland, hvor hun året inden havde vundet den prestigefyldte talentkonkurrence Irie FM Big Break Contest.

Samtidig havde danskerne for alvor fået øjnene op for den klejne, men solidt byggede sangskriver og sangerinde med det sikre, energiske rapflow.

Kort efter hendes død udkom Natasjas første dansksprogede album, ’I Danmark er jeg født’, der siden har vundet status som musikalsk nyklassiker.

Pladen har nået et samlet salg på nær 100.000 eksemplarer og kan tænde op under såvel konfirmationsfester som autonome demonstrationsoptog og vejfester i provinsens sølvbryllupskvarterer.

Nu er Natasjas liv og karriere rekonstrueret i en ny bog, som er skrevet af hendes veninde Karen Mukupa og musikjournalist Rasmus Poulsen.

Røg joints som 13-årig
Biografien beskriver i et levende sprog og med stor detaljerigdom Natasjas liv fra opvæksten på Islands Brygge i København over hashmiljøet på Christiania og tiden som jockeyaspirant på Klampenborg Galopbane til det musikalske gennembrud i hendes åndelige hjemland, Jamaica.

Den ukuelige og uregerlige ildsjæl Natasja har levet et hektisk liv, og efter at have læst den omfangsrige biografis 400 sider glædes man over, at hun nåede så langt, som hun gjorde.

At hun ikke gav op eller fortsatte for langt ned ad de blindgyder, hun allerede som purung teenager dansede rundt i, i det københavnske musik- og natteliv.

2006.  Natasjas sejr i Big Break Contest fylder forsiden på den Jamaicanske avis The Gleaner. Foto fra bogen. Bogens to forfattere er dog overmåde solidariske med den afdøde hovedperson og hendes omskiftelige omgivelser, der ofte males i varme sprogtoner.

Som da den kun 13-årige Natasja på Christiania møder en finsk chillumsælger, som inviterer hende og en veninde hjem til sig selv:

»Der sendes joints rundt, og flere rare mennesker kommer og går«. Jo, Natasjas mor kunne være helt rolig.

Trods biografiens kærligt loyale fremstilling af den ukuelige Saad er det tydeligt, at Natasja ikke har sparet sig selv for hverken udfordringer eller fester, og bogens anekdotiske rigdom til trods sidder man som læser tilbage med en følelse af ikke at have været ude i alle de mørkeste hjørner af Natasjas intense livsførelse.

En fornemmelse, der understøttes af forordets påfaldende formulering om, at biografien af hensyn til familiens ønsker og beskyttelse af visse personer rummer »omskrivninger af virkeligheden«.

Flere facetter ønskes
Denne redaktionelle selvcensur står i skærende kontrast til den nidkærhed, hvormed resten af bogen er researchet – og det omfang af mere eller mindre væsentlige anekdoter, forfatterne har medtaget.

Hvorfor skal vi eksempelvis læse om, at Natasja var kræsen som barn og ikke kunne lide tomater og løg, og derfor ofte fik havregryn til aftensmad? Eller at mor Kirstine var irriteret over, at Natasjas venner spiste al osten i køleskabet og skar den fra den forkerte side?

Der ligger væsentlig stærkere opgør og lurer under overfladen i den voluminøse biografi, og det moderne ikon, som bogen bygger Natasja op til, kan sagtens tåle at vise flere facetter af skyggesiderne.

Bogens sider er som en salmebog farvet i kanten med rastafari-kulturens kulører, rød, gul og grøn.

’Natasja’ er da også utvivlsomt den definitive bibel om den talentfulde og multikulturelle ildsjæl, hvis flamme brændte ud, netop som den skulle til at fænge for alvor.

Som biografi vil bogen givet ikke blive overgået, og sine få mangler og løse redigering til trods kan den ydermere læses som en klassisk og alment fængende fortælling om tøjlesløs ungdom, rodløs udlængsel og pludselig død.