Under kitlen. Debatbogens forfattere har alle haft lange hvidkitlede karrierer i det offentlige sygehussystem.

Det danske sundhedsvæsen er i en elendig forfatning.

Bureaukratiet har taget overhånd. Djøf’erne har taget magten. Sundhedsministeriet fifler med tallene. Sygeplejerskerne er korrumperet af pseudoakademiske undervisere. 40 års reformer har ensidigt prioriteret økonomi frem for omsorg for patienter. Og nu må det høre op!

Der bliver skrevet med store bogstaver i en ny debatbog om det danske sundhedsvæsen. Bag den står 15 gamle overlæger og en sygeplejerske. Og det er okay at skrive, at de er gamle.

Ved hvor den hvide træsko trykker
Gennemsnitsalderen på de 16 skribenter er over 70 år, og de har alle haft lange hvidkitlede karrierer i det offentlige sygehussystem. Hvilket, når det kommer til stykket, helt ubetinget taler til deres fordel: Mange af dem skriver med en autoritet, som netop kun en kittelmand kan præstere: De kender systemets veje og vildveje, de har været en del af sygehusvæsenet i et halvt århundrede, de ved, hvor den hvide træsko trykker.

Lægernes hovedfjende er det dræbende bureaukrati og de politikere, der lover og lover, men ikke er parate til at betale: Vi har et sundhedssystem, hvor alle centrale beslutninger »baserer sig på liberalistisk økonomitænkning frem for på sundhedspolitik«. Og det er djøf’erne – den »nye adel«, som Niels Høiby kalder dem – der er forfaldets håndgangne mænd.
Bogen  er en opsang til et døende sundhedsvæsen. Foto: Fra bogens omslagEller som overlæge Poul Jørgen Ranløv – i et af bogens mere skarpformulerede bidrag – bittert beskriver djøf’ernes indtog i sygehusverdenen:

»Djøf-gruppens væsentligste drivfaktor var vel selvopholdelsesdriften og ambitionen om egen karriere. Dernæst fulgte det åbenlyse behov for at nedbryde ’lægevældet’«.

Får et godt overblik
Bogens helt store styrke er, at man kommer vidt omkring i sundhedsvæsenet. Forfatterne øser af deres indsigt i et sygdomsramt system – og de er tydeligvis udvalgt med omtanke:

En skriver om udviklingen inden for psykiatrien, en anden om vilkårene for de praktiserende læger, en tredje om problemerne med diagnostik, en fjerde om aldersdiskrimination i en tid med lægemangel osv.

Man får altså et godt overblik, flere steder oven i købet suppleret af konkrete og fremadrettede anbefalinger.

Det gælder f.eks. i førnævnte Høibys dokumentationsbelagte bidrag om den danske sygehuskvalitet, professor Lars Heslets bud på fremtidens stressfrie hospital, og overlæge Claus Moes operative tilgang til bedre patientbehandling.

Mangel på selvkritik
Bogens klare svaghed er lægernes næsten totale mangel på selvkritik: Medierne, politikerne, oversygeplejerskerne, djøf’erne er alle bare ude efter at »hænge læger ud«.

Lægerne går derimod heltemodigt »på barrikaderne for patienternes skyld«. Sådan er selvforståelsen i flere bidrag, og det er mildest talt uelegant.

Helt ubærlig bliver denne mimoseagtige selvmedlidenhed hos overlæge Henri Goldstein, når han skriver: »Hvis 68-ånden har gjort noget i sundhedsvæsenet, så er det bl.a. indførelsen af den klassiske klageånd. Når de få vanskelige patienter er irriteret på lægen (...), så kan de altid tage hævn ved at klage til Patientklagenævnet«. Helt ærligt, giv dog den mand en tudekiks!

Alt i alt er ’Alle disse løfter om et tidssvarende sundhedsvæsen’ dog et velplaceret spark til de politikere og embedsmænd, der fortsat foregøgler sig selv og resten af befolkningen, at vi har et sundhedssystem i ’verdensklasse’.

Det har vi ikke, fastslår de 16 eksperter.

Og skal man dømme ud fra de aktuelle fyringsrunder på sygehusene, er der desværre ikke meget, der tyder på, at det går i den rigtige retning. Det tyder tværtimod på, at lægerne råber for døve øren.