Firmaet Leporello har en ledelsesfilosofi:

»Før hed det Team Building, så hed det Human Ressources – vi kalder det Synergies. Gennem interessentanalyse og interaktiv mirroring skaber vi multiple alignment på alle agerende aktørniveauer«.

Lyserøde håndhjerns-'værdier'
Denne stil fortsætter på hele den folder, jeg sidder med i hånden, og det er lige før, man kunne hoppe på den, for der er tonsvis af firmaer, der formulerer sig på denne måde i forsøget på at være unikke og markedsføre sig på deres såkaldte ’værdier’.

Hvor er det tiltrængt med en vellykket parodi på dette tyrelortesprog. Lene Andersens tekst flankeres af billeder af Ulrik Heltoft, der understreger de mange seksuelle hentydninger, teksten også rummer.

Man ser en forretningskvinde lænket til en gangbro med et lyserødt håndjern og en forretningsmand, der har fået trukket bukserne ned. Man ser ikke deres ansigter, men det kunne egentlig godt ligne forfatteren og kunstneren.

Leg med bogformatet
Leporello er slet ikke et firma. Det er en eksperimentel bogudgivelse, der lægger sig i en lang tradition for at lege med bogformatet.

Her er der tale om 11 udfoldelige kartonrækker i leporelloformat, som man kender fra turistfotomapper, der igen naturligvis er opkaldt efter Don Juans tjener, der i Mozarts opera laver endeløse lister over sin herres erobringer.

Udgivelsen kommer i en lækker æske af rødt, imiteret læder. Hvert ark er resultatet af et samarbejde mellem en billedkunstner og en digter; en mand og en kvinde. De har tilsyneladende fået frie hænder til at udfylde formatet med tekst og billeder.

Bogudgivelsen suppleres af en række film på Thirdear.dk og en udstilling i Politikens Hus.

Varieret niveau
Med en pris på 400 kr. skal udgivelsen nok snarere betragtes som et kunstværk i begrænset oplag (500 stk.) end en illustreret digtsamling med 11 digte.

Det er en fornøjelse at sidde og folde og vende, det er en dejlig, fysisk måde at læse digte på, og generelt er der tale om gode tekster og billeder, selv om niveauet uundgåeligt må variere.

Hvis ovennævnte PR-parodi er min yndlingsleporello, har jeg til gengæld svært ved at se en interessant dialog mellem Lars Frosts løsrevne replikker og oneliners og Rose Ekens nostalgiske kitsch-tegninger af 80’er-rock-attituder.

Der er til gengæld forbilledlig dialog, når Seimi Nørregaards uroligt fabulerende historie om forholdet til en hest, der løsriver sig og finder en kæreste, parres med Morten Scheldes billeder, hvor hans røde kuglepennestreger får selskab af (heste-?)organer.

Løsriv fra resten
Morten Søkildes digt er provokerende kort, men uhyre formfuldendt i sin anagramkarakter:

»For før Else siger: ’Tag mig på røven’ / Siger Else: ’Forfør, tag røven på mig!’«.

Dets nøgterne erotik står i en vis kontrast til Trine Boesens mange, detaljerede og dramatiske collager af eksplosioner og surrealistiske drømmeverdener, men hver især fungerer de fint.
Lars Skinnebachs tekst kommer først til sin ret på videoen, hvor han musikalsk råber løs, så ikke en stavelse kunne være anderledes. Den matches desværre ikke af Kristin Eiriksdottirs naivistiske teenage-tusch-tegninger.

Til gengæld har Kaspar Bonnén lavet en slående skulpturel konkretisering af to linjer af Lone Hørslev i trælægter på asfalt. Og sådan kunne man fortsætte.

Skulle der være dele af en leporelloslange, man ønsker løsrevet fra resten, kan det også lade sig gøre. De er nemlig perforerede, og det er netop udgivelsens håndgribelighed, der er dens største styrke.