Det hele begyndte med, at Nina Maria Kleivan kedede sig gudsjammerligt.

Den internationalt anerkendte dansk-norske kunstner havde netop født sit andet barn og havde i medgift fået en alvorlig bækkenløsning, som tvang hende til at blive hjemme, hvor hun i bedste fald humpede rundt på krykker, i værste fald kun kunne bevæge sig rundt i kørestol.

Og der sad hun så. Spærret inde i sin lejlighed sammen med den nyfødte datter, Faustina, langt fra sit atelier.

»Det var lange dage. Jeg savnede sådan at arbejde«, fortæller hun om dengang for ti år siden.

Men så var det, hun fik en ide. Kunne hun ikke bruge datteren i et projekt? Om mennesker og magt?

Fra Napoleon til Hitler
Nina Maria Kleivan begyndte at sy små kostumer. Brugte, hvad hun kunne finde rundt omkring i lejligheden. Og gav så datteren tøjet på og fotograferede den lille. Først Napoleon. Så Katarina den Store. Og Julius Cæsar.

»Hun så enormt nuttet ud. Men det ramte ikke rigtigt det, jeg havde i tankerne. Der er jo stor tidsmæssig afstand mellem os og de tre personer, og det fik sådan lidt præg af teater, af kulisse«, siger hun.

SE GALLERIKan man klæde sin datter ud som Hilter?

Og besluttede derfor at rykke frem i tid. Det næste kostume, hun syede til sin datter var Adolf Hitlers.

»Det var hårdt at klæde min datter ud som Hitler. Det gjorde næsten fysisk ondt at trække armbindet med hagekorset op over hendes lille arm«, siger Nina Maria Kleivan.

Ville slå fangevogter ihjel
Hun bærer selv på en personlig historie om Anden Verdenskrig og nazisterne. Hendes norske far var under krigen i tysk fangenskab, og krigen har altid fyldt meget i hendes bevidsthed.

Som barn gik hun altid rundt med en seddel i lommen. På sedlen stod navnet på hendes fars fangevogter. Så hun ville være klar over, hvem han var, hvis hun mødte ham. Så hun kunne slå ham ihjel.

»Jeg tror, det var fordi, jeg havde det forhold til krigen, at jeg var i stand til at gennemføre projektet. Og så fordi, at det var min egen datter. Jeg kunne ikke have gjort det med en andens barn«.

Hun tænker sig om.

Ondskaben i sin reneste form
»Jeg havde født min datter i smerte, og nu sad jeg der, fuldstændig lammet. Hun skyldte mig det projekt«, siger Nina Maria Kleivan og ler højt.

Efter Adolf Hitler gik det slag i slag. Med Mussolini, Mao, Stalin, Idi Amin, Pinochet, Saddam Hussein, ayatollah Khomeini og Slobodan Milosevic – det 20. århundredes største forbrydere og psykopater på rad og række.

Dermed blev der lagt et lag mere til projektet, som endte med ikke kun at handle om magt, men også om ondskaben i sin reneste form, forklarer Nina Maria Kleivan.

Tager udgangspunkt i sig selv
Nina Maria Kleivan er netop nu aktuel med bogen ’Enigma’ om hendes produktion fra 1988 og frem til i dag. En dokumentation af den enorme spændvidde i hendes arbejder – både hvad angår de områder af livet, hun bevæger sig rundt i og fortolker på, og ikke mindst i valget af kunstnerisk udtryksform.

Kleivan maler, fotograferer – stillbilleder såvel som video – klipper, klistrer, arbejder med store rumlige installationer. Og blander ofte formerne. Alt sammen med udgangspunkt i sig selv, uden at hendes kunst af den grund bliver privat.

Diktator.  Pinochet.Vakte furore
I ’Enigma’ skriver Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung om hendes metode:

»Nina Maria Kleivan er en af de danske kunstnere i sin generation, som i udgangspunktet for sit arbejde gerne bruger sin egen historie. Som det mest naturlige har hun som afsæt tematiseret de indtryk og fascinationer, som knytter sig til hendes rejser, oplevelser, overvejelser og lidenskaber, de være sig positive eller negative. Fordi hun i den grad trækker stof fra sin egen historie ind i værket, er hun på en måde en klassisk kunstner i en moderne tid«.

Fotografierne af datteren, forklædt som diktatorer, er også med i bogen. Da billederne for første gang blev udstillet i 2001 – ’Potency’ (Potens) hedder projektet – fik det en meget blandet modtagelse og vakte en del furore.

På Kulturhuset i Stockholm truede medarbejderne med at nedlægge arbejdet, hvis billederne kom op at hænge. Og Nina Maria Kleivan måtte forklare sit projekt grundigt, før det blev accepteret. Især billedet af datteren forklædt som Adolf Hitler fik folk helt op i det røde felt.

»På et tidspunkt fik jeg besøg af en jødisk tante. Hun fortalte, at hun ude i byen havde set det mest forfærdelige billede af et lille barn i Hitler-kostume. Hun vidste ikke, at det var mig, der stod bag. Det var ret voldsomt at opleve, at hun var lige ved at kaste op over det billede«, siger Nina Maria Kleivan.

Ondskab er medfødt
Som blev oprigtigt overrasket over de kraftige reaktioner. For hun havde ikke lavet projektet for provokationens skyld, men fordi billederne rummede en flertydighed, der gerne skulle få beskueren til at reflektere over for eksempel om ondskaben er medfødt, eller om den påføres det lille barn af udefra kommende påvirkninger.

Eller over små børns, især drenges, trang til at klæde sig ud som krigere i alle afskygninger: røvere og soldater, cowboyer og indianere.

»Og så synes jeg faktisk også, at billederne er meget humoristiske. Jeg kan godt lide at have humoren med, når jeg fortæller de store historier«