Annonce
Annonce

Jobannoncer

Se ugens job-annoncer i tillægget Viden
Faglitteratur 14. mar. 2010 KL. 22.29

Mammutbog tager 30'ernes depression under behandling

Den Store Depression i 1930’ernes USA tages under behandling i mammutbog.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

fakta

Morris Dickstein

’Dancing in the Dark. A Cultural History of the Great Depression.

Norton. $29.95.

Den rene fest? Sådan kunne det godt se ud.

Fred Astaire og Ginger Rogers dansede på bordene – i kjole og hvidt. Empire State Building og Chrysler Building skød op i tidens hotteste art deco-stil. Og musikken ikke bare swingede; den var sofistikeret.

Det samme var Cary Grant, når han gik rundt på lærredet og var rap i replikken sammen med Katharine Hepburn. Som han siger i komedien ’Holiday’ fra 1938: »Jeg har sat mig for at finde ud af, hvorfor jeg arbejder!«. I en tid, hvor mange stod uden arbejde, var det jo et rimeligt rapt spørgsmål.

Det rene forår for Hitler
Jo, 1930’erne i USA var også en fest. Den rene ferie – eller om man vil: Den totale flugt fra den verden og virkelighed, der var tæt på at bukke under efter børskrakket i Wall Street i 1929 – med en devaluering af dollaren, en massiv virksomhedslukning og en kæmpe arbejdsløshed til følge.

Man brugte ikke ordet ’krise’. Den amerikanske præsident, Herbert Hoover, valgte i stedet udtrykket ’depression’ – Den Store Depression eller bare Depressionen. Dels lød det knap så panikagtigt, dels inkluderede den økonomiske nedtur også en psykologisk nedtur: en devaluering af det amerikanske selvværd.

Resten af verden gik som bekendt heller ikke ram forbi. I Tyskland var de særligt nedtrykte, men havde til gengæld en mand, der kendte en kur. 1930’erne var det rene forår for Hitler!

Men hvad betød Depressionen kulturelt set – og her taler vi især om USA: Gik kunsten ned i takt med konjunkturen, eller gik den op?

I en tid, hvor vi selv sidder til halsen i depression – nu kalder vi det recession! – er spørgsmålet ikke helt uinteressant. Hvordan reagerer en nations kulturliv på en økonomisk nedtur: Stagnerer det eller bevæger det sig, bliver kunsten mere socialkritisk og realistisk i sit udtryk eller netop snarere eskapistisk?

Svaret er heller ikke uinteressant.

En metafor for hele depressionen

I sin bog ’Dancing in the Dark’ (ikke at forveksle med von Triers film ’Dancer in the Dark’) tager den amerikanske litteraturprofessor Morris Dickstein Depressionen under kulturhistorisk behandling. 600 sider!

Titlen henviser til den sang fra 1931, som Bing Crosby fortolkede og efter Dicksteins mening fremkalder selve billedet af og stemningen fra 30’erne: En mørk balsal – et ballroom – på grænsen til døden.

’Brother, Can You Spare a Dime?’ var en anden af tidens slagere. Man hørte den i radioen, som var det medie, der holdt sammen på nationen og for den enkeltes vedkommende gjorde, at man lige kunne holde det ud.

De, der havde råd, havde en pladespiller. Eller man gik i biografen.

Hvad filmen betød, kender vi bl.a. fra Woody Allens ’Den røde rose fra Cairo’ (1985), hvor Mia Farrow drømmer sig langt væk fra 30’ernes triste og grå hverdag i biografen: Drømmehelten spadserer formelig ud af lærredet ...

Som Katharine Hepburn sagde om Ginger og Fred: »Han giver hende klasse, og hun giver ham sex«

Men der var jo også bøger, der gik rent ind – også på lærredet. Forfatteren William Faulkner omtales med tilpas ærbødighed, men med den pointe, at han snarere end at være en del af tiden hævede sig over den. Til forskel fra John Steinbeck, der blev en af periodens mest populære forfattere.

Også han dyrkede drømmen, bare på en lidt anden måde. Han beskrev realiteten, men pegede i samme ånd på solidariteten.

Med især romanen ’Vredens druer’ i 1939 – året efter filmatiseret af John Ford med Henry Fonda i rollen som Tom Joad – fik Steinbeck en kolossal betydning for amerikanernes selvforståelse.

I sin indignerede og indlevede beskrivelse af farmerfamilien Joad, der må gå fra hus og hjem og – lokket af reklamer om arbejde – sætter kurs mod Californien, skrev Steinbeck sig ind i hjertet på både tiden og nationen.

»Steinbeck udviklede sig til et af de helt centrale øjenvidner til de års traumer og social lidelse. (…) Tabet af hjem og jagten på arbejde, kampen for familiens overlevelse og sammenhold blev en metafor for hele Depressionen«, skriver Dickstein.

Borte med Blæsten
Socialrealismen og samfundskritikken var der altså – udtalt og lige til at forstå. Ligesom en lang række af årtiets fotografer dokumenterede det armod, der bredte sig fra den ene ende af nationen til den anden.

Paradoksalt nok bredte kunsten sig også. 30’ernes kulturliv blomstrede næsten på trods og stak ud i flere retninger. Det var en tid fyldt med kontraster.

En anden populær forfatter var Margaret Mitchell, der i 1936 udkom med plantage- og sødsupperomanen ’Borte med blæsten’. Fyldt med melodrama, nostalgi og sentimentalitet. Kulørt snask, men det gav dog mening, skriver Dickstein.

Han sammenligner romanen med ’Vredens druer’ og noterer, at begge handler om familieopløsning og social katastrofe. ’Borte med Blæsten’ var mindst lige så samfundsrelevant, skønt nok mindre tydelig i sit sprog end hos Steinbeck: »Både Rhett og Scarlett er overlevere: stærke personligheder, der kæmper sig vej frem i en frygtelig tid«.

Den roman snuppede Hollywood selvfølgelig også. ’Borte med blæsten’ blev i 1939 Hollywoods mest ambitiøse storfilm.

I det hele taget konsoliderede Hollywood sig for alvor og spyttede film ud i stor stil og nye genrer: musicals, show- og dansefilm, screwball-komedier, horror- og monsterfilm – og gangsterfilm.

Eskapisme? Yes! Men som Dickstein med et citat formulerer det, så gik ingen jo i biografen for at se film om venlige buschauffører, der går på aftenskole, fordi de gerne vil frem i verden. Man gik i biffen for at se James Cagney!

Cagney leverede den vare, som Depressionens publikum efterspurgte: pågående, fræk og strid på den charmerende måde. I et samfund, præget af angst og hjælpeløshed, blev der lavet ikke så få film om viljestærke (skønt nok psykisk sårbare) typer, hvis hele drivkraft er ønsket om succes – og hvis skæbne som regel er at gå under.

Depressionsmiddel: stepdans!
Hvad fortæller 1930’erne os mere overordnet med blik for kunsten og kulturlivet?

Umiddelbart tegner der sig de modsætninger, der næsten synes naturgivne under en økonomisk krise: social kritik og virkelighedsforflygtigelse.

På den ene side åd amerikanerne vredens druer, og på den anden side lod de sig føre bort med blæsten.

Uden at det nødvendigvis er hele sandheden. Dicksteins pointe er som sagt mere kompleks. Populærkulturen – i radioen, på film eller i teatret – spillede i virkeligheden en større rolle ud over at forlyste. Den gav noget fra sig, som folk havde brug for: en tro og et håb på forandring.

Den forandring, som kunstnerisk kom til udtryk i fart og bevægelse. Martha Grahams moderne koreografi, der fokuserede på både depression og isolation, er det fornemme eksempel. Ginger Rogers og Fred Astaires dans – alene deres stepdans – er det populære eksempel, hvor dansen frisatte følelser, som de ikke kunne udtrykke med ord.

Eskapisme? Yes! Men som Dickstein med et citat formulerer det, så gik ingen jo i biografen for at se film om venlige buschauffører, der går på aftenskole, fordi de gerne vil frem i verden. Man gik i biffen for at se James Cagney!

Som Katharine Hepburn sagde om Ginger og Fred: »Han giver hende klasse, og hun giver ham sex«. Grant og Hepburn var til gengæld lige gode om at give den – mere stilfuldt end sexet – i de film, de medvirkede i. Men også den fart, hvormed de talte – rapheden i replikken – frisatte amerikanernes drøm.

’Den amerikanske drøm’! Først i 1930’erne blev udtrykket hvermands eje, også fordi drømmen nu for alvor var truet.

Drømmen og Depressionen: Den økonomiske stagnation, der holdt alt og alle tilbage. Bevægelsen i dansen, tempoet i dialogen, de elegante og futuristiske linjer i arkitekturen, for ikke at tale om Cole Porters og Gershwins musik – alt sammen gav håb om social mobilitet.

»Hva' mæ' kulturen« – i dag?

Og kulturen uden for USA? Leni Riefenstahl drejede et par berømte film over De Olympiske Lege i 1936 i Berlin: Tysklands svar på ’Borte med blæsten’ – også tyskerne havde deres drømme! Midlet mod Depressionen var imidlertid ikke lige stepdans.

Kulturen gik op i USA, og den gik ned i Tyskland, mens vi herhjemme – med Poul Henningsen – spurgte: »Hva’ mæ’ kulturen?«. Det udløste en frodig kulturkamp, der på én gang var samfundsengageret og populær.

Og kunsten og kulturen i dag og lidt ud i fremtiden, hvad med den? Det er det spørgsmål, der så at sige danser for øjnene af én, mens man læser ’Dancing in the Dark’.

På teaterscenen i London spiller man lige nu Lucy Prebbles ’Enron’ (om det amerikanske energiselskab i Texas) og David Hares ’The Power of Yes’ – begge handler om recessionen. På lærredet har Michel Moore senest vist os sin ’Kapitalismen – En Kærlighedshistorie’, hvor vi er tilbage ved gerningsstedet: Wall Street.

Herhjemme hygger vi os, ud over med stadig flere tvangsauktioner, med røde tal på bundlinjen i de fleste kultur- og kunstinstitutioner.

Spiderman er blevet fyret

I denne sæson har Det Kgl. Teater opført Horváths ’Wienerballader’ fra 1931 – om mellemkrigstidens økonomiske og moralske tilstand – og skal snart spille musicalen ’My Fair Lady’. Det første stykke reflekterer vores egen aktuelle krise, mens det andet må siges at være et resultat af krisen.

Og ’Borte med blæsten’, jo, den går stadig – som både bog og dvd – som varmt brød i en kold tid. I 2008 kom fortsættelsen med Donald McCaigs ’Rhett Butlers fortælling’.

Nogen siger i øvrigt, at recessionen i virkeligheden er ovre! Andre, at den slet ikke for alvor er begyndt endnu.

Spiderman må ligesom andre stille sig op i arbejdsløshedskøen. Endnu en superhelt er faldet – og Spiderman havde dog trods alt en slags (økonomisk) sikkerhedsnet.

Forleden læste jeg, hvordan den – recessionen – i alt fald har ramt selveste Spiderman. I det seneste nummer af tegneserien er han simpelt hen blevet fyret.

Spiderman må ligesom andre stille sig op i arbejdsløshedskøen. Endnu en superhelt er faldet – og Spiderman havde dog trods alt en slags (økonomisk) sikkerhedsnet. Hvis det ikke er superdeprimerende …

Eskapisme? Yes! Men som Dickstein med et citat formulerer det, så gik ingen jo i biografen for at se film om venlige buschauffører, der går på aftenskole, fordi de gerne vil frem i verden. Man gik i biffen for at se James Cagney!

Annonce

POLITIKEN – Dagens overblik, analyser og det bedste fra sportens verden

Læs Politiken hver dag BESTIL I DAG

- Få dine daglige kulturnyheder på mail

Annoncer
Erhverv
13. feb. KL. 21.50

Kapitalfonde vil sælge ud af TDC-aktier

Kapitalfonde vil sælge TDC-aktier for fem en halv milliard kroner.

Film
13. feb. KL. 21.00
succes. 'Ronal Barbaren' fra selskabet Einstein Film er blot en af de mange danske tegnefilm, der præsenteres på animationsfilmfestivalen Cartoon Movie. - Foto: Fra filmen

Dansk tegnefilm er i europæisk førerfelt

Danskerne fylder godt op på animationsfestivalen Cartoon Movie i i Lyon.

Verden i billeder
13. feb. KL. 21.30

Verden i billeder: Fra flyvende kunstskøjteløbere til hundekarneval i Brasilien

Få en gennemgang af det seneste døgns bedste billeder fra nyhedsbureauet AP.

Annoncer
Annoncer

Seneste TV

01:15

13. feb. KL. 10.34 TV Se Whitney Houstons sidste optræden