Både soldaterkammerater og afghanere kaldte hende AC, den danske kvinde med det store smil og en kampvægt over 100 kilo, når hun var iført fragmentationsvest, våben og alt det andet grej, der er obligatorisk for en tjenestegørende dansk soldat i Helmandprovinsen.

Og hende AC var ikke sådan at løbe om hjørner med.

Uanset om det var en smålummer afghansk mandsling eller en tomgangsnakkende vestlig diplomat, så fik de besked om at rette ind til højre.

Til gengæld fik de afghanske kvinder, hun fik kontakt med, al opmærksomhed og støtte i deres fredelige krig: Igangsætning af både hønsehold og systuer og andre lokale kvindestyrede småforretninger.

Tak til sønner ... og døtre
AC hedder Anne-Cathrine Riebnitzsky og var i Afghanistan fra efteråret 2007 og et halvt år frem og tilhørte den særlige gruppe soldater, CIMIC, der skal knytte kontakter til civilbefolkningen og stå for igangsætning af småprojekter, frem for at jage Taleban-soldater.

Som kvinde fik hun, som ingen mand kunne have fået, en helt særlig kontakt til de afghanske kvinder og indblik i deres vilje til foretagsomhed. Og da hun rejste hjem, fik hun en speciel hilsen med fra lederen af kvindecenteret i byen Gereshk, Gulaley Sherzad:

»Sig tak til mødrene i Danmark, der sendte deres sønner for at hjælpe os. De danske kvinder vil aldrig helt forstå, hvad det har betydet for os. Men lidt vil de måske forstå«.

Gulaley skulle nu have tilføjet »... og døtre ...«, for efter seks måneders udsendelse og en håndfuld døde danske soldater at mindes var Miss AC alligevel ikke færdig med Afghanistan og Helmand.

Sagde ja til endnu en udsendelse
De afghanske kvinders stædighed og mod fik hende til at sige ja til endnu en udsendelse, denne gang fra slutningen af 2008 og otte måneder frem og som civil rådgiver for Udenrigsministeriet.

Nu var kampvægten reduceret til de normale 70 kilo, men den mentale styrke var uforandret høj og navnet det samme, da hun atter landede i Helmand:

Nå, AC, er det bare dig, sagde seniorsergenten, da de nyankomne skulle skrives i mandtal, og han havde besvær med efternavnet.

Det er et år siden, AC forlod Afghanistan for anden og sidste gang, i hvert fald indtil videre. Det år har hun brugt på at skrive en bog om sine oplevelser i det kaotiske land.

I ’Kvindernes krig’ møder vi den stærke Gulaley, der med egen snilde og penge fra AC får gang i en spæd økonomi, drevet af kvinderne.

En høne lægger æg, og æg kan sælges til naboen. Og på samme måde er der penge i en rulle stof og en symaskine.

Grufuldt dilemma
Vi møder også Nargiss, der da gerne vil have penge til smykkeproduktion, men hellere vil af med hemmeligheder om Talebans bevægelser og sætter AC i et grufuldt dilemma, da Nargiss senere bliver dræbt af skud.

Var det hævn, fordi hun sladrede til de fremmede tropper?

Vi møder flere afghanske kvinder – men vi møder især AC.

Og selv om det naturligvis er hendes beretning, så er det drønirriterende, at Anne-Cathrine Riebnitzsky fylder så meget i bogen og de stærke kvinder fra Helmand tilsvarende mindre.

Hun har i over et år haft en privilegeret adgang til disse kvinder, som deres mænd ellers for det meste holder i skjul eller formummet bag en burka.

Vi er nysgerrige ad Pommern til, men får ikke helt dækket vores behov.

For meget privatliv
Det kan selvfølgelig skyldes, at der trods alt var grænser for, hvad de stærke kvinder ville fortælle AC.

Men årsagen er nok snarere, at der er begrænset plads på 300 bogsider, når forfatteren selv fylder så meget.

Hvis hendes historie så var god nok, var det endda til at bære. Men det lykkes ikke rigtig.

Jo, vi får meget at vide om besværet med at rejse til og fra Afghanistan, om hverdagslivet i lejren, om soldaternes bevægelser rundt i det fremmedartede terræn, om patruljerne og om dagliglivets trivialiteter i en krig, som alle andre end AC har svært ved at se de store fremskridt i.

Undervejs får vi også præsenteret ubrugelige brudstykker af hendes privatliv, f.eks. i en bisætning at hendes far var voldelig, at hun havde en kæreste, der ikke ville have hende, og senere en erstatning, som hun først ikke ville ha’.

Vigtig dimension
Det hele er præsenteret i en blanding af reportage, konstrueret dialog og eftertanke – og meget lidt overraskende. Til gengæld er bogen fyldt med sproglig tomgang.

En telefonsamtale kan ikke føres, uden at røret først bliver taget af. Og forfatteren går ikke ind i noget rum, før døren bogstaveligt talt er åbnet.

Ydermere er den debuterende forfatter leveringsdygtig i flovsere som »Jeg glor efter ham med ild ud af øjnene«, »Et smil pusler i mundvigene«, »Jeg tænker på den mand, hvis hjerte jeg ikke kunne vinde« og – da hun spiser middag med en gammel ven – »Vi er på arkæologisk opdagelse i mindernes dal«.

Men hvis man ruster sig med en vis overbærenhed med de tomme kalorier og søger det centrale, så giver ’Kvindernes krig’ fornuftig tilskudsinformation om en vigtig dimension i en krig, der ellers er mændenes:

Hvem holder sammen på den almindelige afghaners hverdag og skaber de små og få fremskridt, som mødrene til de danske soldater kan læne sig op ad?

Det gør kvinder som Gulaley, Nagriss og alle de andre, som AC hjalp lidt på vej.