Døde mænd drager historiker og blogger ved Jyllands-Posten Mikael Jalving. Som opfølgning til sin sidste bog, 'Magt og ret: et opgør med godheden' – hvor Jalving diskuterede med fiktive reinkarnationer af konservative frihedstænkere, fra Machiavelli til David Hume – har han nu kastet sig over en rituel slagtning af profeten Muhammed.

Den nye bog er en næsten uredigeret samling af Jalvings blogindlæg, hvor han med skarp polemisk pen dyrker en stadig mere konservativ kritik af alt og alle.

Pointerne er velkendte, og sammenlignet med forfatterne til den flodbølge af islamkritiske bøger, der er udkommet i de senere år, har Jalving ikke meget på spil. Tværtimod beskriver Jalving, hvordan han voksede sorgløst op som middelklassedreng tæt på Vollsmose i Odense og aldrig skænkede islam og profeten Muhammed så meget som en enkelt tanke.

For velbevandret i oplysningsfilosofien
Til gengæld er han kommet godt efter det i kølvandet på først Kurt Westergaards tegning af Muhammed og sidenhen de mange iscenesatte provokationer fra konservative debattører, der forsøger at opildne islamistiske mørkemænd.

Særligt den hollandske provopolitiker Geert Wilders' film 'Fitna' er blevet et omdrejningspunkt for Jalvings dystre univers.

Han forsøger ihærdigt at udnytte den samme chokeffekt ved at strø om sig med hån, spot og latterliggørelse. Alligevel lykkes det ikke rigtig for den ph.d.-uddannede forfatter at skabe et egentligt smædeskrift mod islam.

Hertil er Jalving ganske enkelt for velbevandret i den borgerlige oplysningsfilosofis spraglede idéhistorie. Han har simpelthen læst alt for mange liberale fritænkere til at synke helt ned på det intolerante niveau, der præger meningsfællerne i Trykkefrihedsselskabet.

LÆS OGSÅEr ytringsfriheden et alibi for islamofobi?

Jalving vil gerne være en kontroversiel dissident, men kan ikke skrive sig ud af, at han er en søn af velfærdssamfundet.

Særligt ét kapitel træder lysende frem i hudfletningen af islam. Teksten blev oprindeligt publiceret som et blogindlæg med titlen 'Voltaire eller kaos', men har i bogen overskriften 'Den sublime charlatan' – efter den franske samfundskritikers beskrivelse af Muhammed.

Mikael Jalving skriver i en afslørende passage i bogen: »Hatten af for Voltaire, den snedige rad, som faktisk ikke havde ret meget imod Muhammed, selv om han kaldte ham for en 'sublim charlatan', men mente, Muhammed var en stor leder og lovgiver. Til gengæld hadede religionskritikeren, humoristen og æsteten Voltaire sine kristne censorer, der konstant bragte ham i fyrsternes og regenternes søgelys og på flugt fra samme«.

Evner ikke at skelne
Jalving har svært ved at få sit store idol til at passe ind i sit skræmmebillede. Jalving fortsætter om Voltaires satiriske værk 'Zadig' tilbage fra 1748: »Modsat andre af tidens store navne fandt Voltaire, at muslimer generelt var mere tolerante end kristne, og at der fandtes en kerne af godhed i islam ligesom i kristendommen og de øvrige verdensreligioner. Voltaire var tilhænger af det, man har kaldt for den naturlige religion, som er en slags essens af alle religioners moralske forskrifter, som lånte fra og inspirerede hinanden. Voltaires fjende var religiøs fanatisme, ikke religion, og Zadig viser os, hvor svært det er at blive lykkelig i denne verden af fanatikere og stillet overfor tilfældets vilkårlighed og skæbnens ugunst«.

Selv evner Jalving desværre ikke at skelne mellem religion og religiøs fanatisme. Side efter side plastrer han til med citater fra Koranen uden at reflektere videre over, hvordan praktiserende muslimer og de stadig flere kulturmuslimer rent faktisk tænker og tror, f.eks. i Danmark.

Bogstaveligt og blodigt
Jalving ender med at gøre sig til bannerfører for en dogmatisk og bogstavtro islamtolkning, der normalt kun hører hjemme blandt jihad-krigere. Paradokset nævnte han selv på bloggen sidste vinter:

»Voltaire ville nok svare, at problemet er præsteskabet, hele dette fedtlag af islamiske smagsdommere, der fortæller os, hvordan Allahs hellige ord skal fortolkes, nemlig helt bogstaveligt og max blodigt, hvorfor vi andre skal vige eller dø; hele denne hær af imamer, muftier, mullaher og hellige mænd i og omkring moskeen, disse troens drabanter, som i misforstået tolerance inviteres indenfor i de europæiske landes administrationer og får lov at tale på alle muslimers vegne«.

I misforstået intolerance er det Jalving, der nu ophøjer en »max blodig« læsning af Koranen som den eneste gangbare.

Hysteriske ræsonnementer
Når man selv har gået i gymnasiet på en tidligere indremissionsk kostskole, hvor nogle af mine klassekammerater beskrev sig selv som »fundamentalistiske kristne« og opfattede enhver tolkning af Bibelen som blasfemisk, er det fristende at opfatte alle religiøse som dogmatiske virkelighedsfornægterne.

For os ateister ville det være nemmere at kritisere religion, hvis alle kristne troede bogstaveligt på alle ord i Det Gamle Testamente, og hvis alle klodens muslimer var enige i Jalvings udlægning af de mange krigeriske og dybt reaktionære formuleringer i Koranen.

Men den praktiske gudsdyrkelse i verden er ikke så nem at sætte i bås. Fundamentalisme er heldigvis ikke mainstream. Eller som Jalving ærligt skriver om Voltaire:

»Han hørte til i den moderate lejr af oplysningstænkere og mente, at der var noget godt i islam, inderst inde. Det sidste skal jeg ikke kunne afvise, men det lader til at være meget langt inde«.

Fordi Jalving de fleste steder i bogen gør det for nemt for sig selv, bliver det svært for læseren at følge de hysteriske ræsonnementer. Jalving kommer til at fremstå som en sur charlatan. Titlen burde derfor have været 'Mig eller Voltaire'.