Det er ren energi, som strømmer ud af Monica Krog-Meyers bog om at blive ældre på den utrættelige måde.

Radioværten er født i 1950, og rigtig mange af hendes samtidige har fulgt hende fra ungdomsprogrammer på P3 over diverse svinkeærinder til nu P4.

En genkendelig røst midt i mange tiårs skiftende lydbilleder.

Nu melder hun sig som en optimistisk stemme for de store efterkrigsgenerationer, i alle tilfælde den del af dem, som ikke agter at gå i dækning og blive usynlig ved overgangen til det, der engang blev regnet for livets efterår.

De vil blive ved at være aktive og gøre det, de er bedst til, arbejde, være udadvendte, dele deres akkumulerede viden med andre.

Grevindeguirlander og vinkehud
Det er ikke golfsegmentet, bogen henvender sig til.

I den offentlige debat har de mennesker fyldt alt for meget, for rent faktisk er det et fåtal af de rige overskudsældre, som har trukket sig tilbage på den udskældte efterløn.

Det er, som der korrekt nok påpeges, mest de slidte for ikke at tale om de arbejdsløse, der har været tvunget ud i ordningen.

Men bogens målgruppe er de aktive, dem med det spændende arbejde eller i alle tilfælde med gode kræfter i behold.

Slitage og fornuftig levevis berøres, men glæden er fremherskende, sågar over ansigtsrynker. Der småbrokkes over mangel på smart tøj, der kan skjule synet af ’grevindeguirlander’ og ’vinkehud’.

Her kunne man så lige hviske Rigetta Klint, Masai, Ivan Grundahl og samtidig rette misforståelsen om, at makeupfirmaer er blevet kloge nok til at henvende sig til det modne segment med »smukke voksne hollywoodstjerner«.

Det beror på en total illusion: Jane Fonda, Andie McDowell og de andre er så photoshoppede i reklamerne, at de slet ikke viser deres virkelige alder.

Priviligeret generation
Monica Krog-Meyer skriver om en privilegeret generation, der som de første startede med at få teenagealderen foræret i stedet for at gå direkte fra barn til voksen.

Nu, mener hun, har man igen fået en ekstra alder foræret, fordi man er frisk og rørig og stadig har mod på livet som aktiv i samfundet.

Hun støttes i sin synsvinkel af de fleste af bogens bidragydere, som fortæller om deres overgang til en ny livsfase.

Kun et par stykker har haft dårlige oplevelser, da de ramte den glasvæg, som de fleste arbejdspladser sætter op foran de over midaldrende.

’Plusalderen’ er et godt modspil til den tåbelige aldersbegrænsning, som samfundet slet ikke råd til at sætte.

Men helhedsindtrykket kan desværre virke overvældende hoplaoptimistisk, når man ser sig omkring blandt genuint nedslidte og afskrevne jævnaldrende.

Lad os håbe, at nye tider venter.