Han var nomineret til en Oscar, før han fyldte 40, så den islandske forfatter Sjón er på ingen måde uvant med at være med i opløbet om en eftertragtet kunstnerisk pris.

Selvfølgelig ville han gerne have vundet den flotte Oscar for de sangtekster, han skrev til Björk i rollen som Selma i Lars von Triers 'Dancer in the Dark', selv om han efterfølgende koketterede med, at han var glad for, at den amerikanske pris gik hans næse forbi, for så ville han jo aldrig få Nobelprisen, som han sagde til den norske avis Dagbladet.

Stor i slaget
Jo, Sjón kan bestemt være både stor i slaget og sprængfyldt med humor, ironi og fortælleglæde. Præcis som de bøger han skriver.

Det seneste eksempel er hans roman 'Skugga-Baldur', som netop nu har sikret ham endnu en prisnominering.

Denne gang til Nordisk Råds Litteraturpris, og netop denne pris har helt særlige kvaliteter for Sjón. Det vender vi tilbage til.

Islandske folkeeventyr
Hans fortælling 'Skugga-Baldur' er en historie, hvor læseren konstant hører ekkoet af de gamle folkeeventyr, og det er der ifølge Sjón en meget god grund til.

»Når jeg i min nye bog skriver i traditionen fra folkeeventyrene, skyldes det, at det er en type historier, der har fulgt mig gennem alle årene«.

»Da jeg var dreng, boede jeg og min mor i nogle år hos min bedstemor, og hjemme hos hende stod der på reolen fem bind med islandske folkeeventyr, og jeg elskede dem. I dag har jeg arvet bøgerne, og da jeg skulle slå op i dem under arbejdet med 'Skugga-Baldur', gik det op for mig, hvor godt jeg kendte dem. Jeg kunne stort set historierne udenad«, fortæller Sjón.

'Skugga-Baldur' er hans femte roman, og det er jo, som han siger, ikke meget, når man efterhånden er blevet 42. »Jeg skriver også meget langsomt«, siger han først, men måske er sandheden i virkeligheden, at han forbereder sig meget længe, før han går i gang, og derefter går det hele meget hurtigt.

Ubarmhjertig skæbne
»Jeg researchede på 'Skugga-Baldur' gennem halvandet år, men da jeg så begyndte at skrive, tog det mig kun seks uger at skrive hele historien. For mig er det at skrive som at skyde en film. Jeg har nærmest en slags story board for alle kapitlerne, men selvfølgelig sker der da også ting undervejs, som jeg ikke havde planlagt«, siger Sjón.

'Skugga-Baldur' er et folkeeventyr med magiske eller surrealistiske træk. Historien foregår i 1800-tallet i Island, hvor en mand tager en mentalt handikappet pige til sig.

Det er en af den slags piger, det rå bondesamfund normalt sørger for at skaffe sig af med allerede ved barnets fødsel. Pigens skæbne er rå og ubarmhjertig, og det viser sig, at den lokale præst har været involveret i hendes mørke forhistorie.

»Der er ingen i min generation, der skriver i traditionen fra folkeeventyrene, og jeg kunne godt tænke mig at se, hvad der skete, hvis jeg prøvede«, fortæller Sjón.

Jagten på stemmen
Foreløbig er der sket det, at anmelderne har taget flot imod bogen, der bevidst har lagt sig efter folkeeventyrenes mundtlighed, og i det hele taget er fortællestemmen i Sjóns bøger noget, han arbejder virkelig hårdt med.

»Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg når frem til stemmen i den enkelte historie, men jeg tror, stemmen som regel vokser ud af det materiale, jeg arbejder med«.

»I 'Skugga-Baldur' fandt jeg stemmen ved at læse mange gamle breve fra islandske studerende, der skrev hjem, mens de boede i København. Jeg kan bruge lang tid på at finde den rigtige stemme, og under det forberedende arbejde skriver jeg hele tiden forskellige kapitelforsøg«, siger Sjón.

Alle kneb gælder
Hans danske læsere vil vide, at der bestemt ikke er tale om, at han fører den ene fortællestemme videre fra bog til bog.

Da han for tre år siden fik udgivet romanen 'Dine øjne så mig', var det blandt andet med en sprælsk kærlighedshistorie fra Anden Verdenskrig, hvor man også møder djævelen og ærkeenglen Gabriel og en løssluppen fortællestemme, der flot løfter taget af husene, for at man kan få indblik i, hvad bogens personer nu har for inde i stuerne.

Intet er umuligt i Sjóns fortællinger, og han elsker bøger, der bruger litteraturens kneb til det yderste, ligesom han kun har foragt for bøger, der bare er forklædte filmmanuskripter. »Jeg elsker bøger, der ville ruinere ethvert Hollywood-selskab, hvis de forsøgte at filmatisere dem«, siger Sjón.

Han er selv inspireret af science fiction-forfattere som Philip K. Dick, og hans yndlingsroman er den russiske forfatter Mikhail Bulgakovs historie 'Mesteren og Margarita', hvor man kan opleve djævlen, der lægger vejen forbi Stalins Moskva for at se, om han ikke kan give en hånd med.

Værtshusdigte
I dag opfatter Sjón sig som romanforfatter, men han indledte sin forfatterkarriere som digter. Som helt ung blev han høj på moderne lyrik, og han var især dybt fascineret af, hvad man som forfatter kunne tillade sig i sproget.

Sine første digte udgav han selv som såkaldte værtshusdigte, hvor han med tasken fuld af bøger gik rundt i Reykjaviks barer for at afsætte sin produktion. »De seneste år er traditionen med værtshusdigte kommet frem igen, og indimellem køber jeg da selv bøger af unge digtere, der på den måde forsøger at gøre opmærksom på sig selv«, siger Sjón.

Selv har han i dag udgivet et sted mellem elleve og tretten digtsamlinger. Helt sikker er han ikke, så for at være på den sikre side holder han sig til elleve.

Boblende humor
Det er også i lyrikken, man skal finde hans optagethed af fortællestemmen. Han er vokset op i performance-poesien, og det er arven herfra, han bærer videre over i arbejdet med de længere romaner.

»I performancepoesien er man meget mundtlig, og jo mere sær en historie er, jo mere må man tage læseren ved hånden«, siger Sjón, som egentlig hedder S(igurs)jón Birgir Sigurdsson.

Sjón var et kunstnernavn, han fandt på, da han som 15-årig udgav sine første digte. Navnet kunne han bruge til at dække sig bekvemt bag - nogenlunde ligesom de solbriller, man ofte ser ham fotograferet med i dag. Det er solbriller, der ifølge Sjóns bramfri forklaring beskytter folk mod det tindrende lys, der skulle komme indefra.

Jo, humoren ligger altid og bobler lige under overfladen, og han mangler sjældent ord, som f.eks. dengang for tre år siden, da tidsskriftet Sentura spurgte, om der var en særlig islandsk definition på surrealisme. »Det længe ventede møde mellem væddertestikler og dine læber på en gaffel«, lød svaret.

Björk og alle de andre
Bortset fra en studentereksamen har Sjón ingen formel uddannelse. Han har skrevet sig til sin særlige position i islandsk kulturliv, hvor han gør sig gældende inden for alt fra sangtekster til filmmanuskripter, bøger og teater.

Han er vokset op i en kreds af unge, kunstnerisk interesserede islændinge, der har leveret navne som Björk og The Sugarcubes til den internationale scene. Der går også historier om, at Sjón var en del af The Sugarcubes, men ifølge forfatteren selv var han nu mest bare en del af kredsen omkring gruppen.

Sjón boede på et tidspunkt i London, men i dag er han tilbage i Island, selv om det kan være vanskeligt at overleve økonomisk som kunstner i et land, hvis befolkning er nogenlunde lige så stor som indbyggertallet i Århus.

»Det er også derfor, jeg er med i alt muligt. Så er det filmmanuskripter, så er det teater eller bøger«, siger Sjón, der efter sin succes med sangtekster til Björk blev efterspurgt som tekstforfatter af popgrupper verden over. Dengang hævdede Sjón over for avisen Aftenposten, at han dybest set var som en luder, der sagde ja til hvem, der nu ville betale.

Misundelige forfatterkolleger
Sådan forholder det sig nu ikke. Hvis ikke en melodi siger ham noget, er der ikke store chancer for, at han vil ulejlige sig med at skrive tekst til den.

»For to timer siden har jeg faktisk lige sagt nej til at skrive sangtekst til Melodi Grand Prix'et. Det kan godt være, jeg er et æsel, men jeg løber ikke efter en hvilken som helst gulerod, man holder hen for snuden af mig. Men hvis du holder en buket roser hen foran mig, så følger nu jeg nok efter«, siger Sjón.

Om få dage er han med i det felt, der har chancen for at stå med en helt anden buket roser - Nordisk Råds Litteraturpris og 350.000 danske kroner, der kan sikre en kunstner arbejdsro i rigtig lang tid. Men hvad vil prisen i givet fald betyde for ham personligt?

»Jeg vil komme i rigtig godt selskab. Det er jeg allerede ved at være nomineret sammen med en masse gode forfattere, men hvis jeg vinder, kommer jeg i virkelig godt selskab med de tidligere vindere. En god sideeffekt er så, at det vil skabe en del misundelse hjemme hos forfatterkollegerne i Island. Det kan jeg nok godt leve højt på i en uge eller to«, griner Sjón.