For fem år siden fik Knud Romer besøg af sin ven Sascha fra USA. Den danske forfatter havde netop skrevet romanen ’Den som blinker er bange for døden’.

»Nu er det din tur«, sagde Romer til sin jævnaldrende ven, som har en russisk mor og en amerikansk far.

Lige siden han mødte Sascha første gang i 1979, havde han været fascineret af hans historie. Som diplomatsøn var Sascha blandt andet vokset op i Teheran under shahen. Hans far havde været amerikansk konsul og CIA-mand. Diplomatsønnens bedste ven var søn af manden, der styrede shahens møntvæsen. De var kun et par håndtryk fra den absolutte magt i Iran.

Den dag i København serverede Knud Romer cognac og cigarer for sin ven, mens han tryglede ham om at skrive sin spionfamilies historie. Da det ikke hjalp, gik han over til skiftevis at skælde ham ud og håne ham i en grad, så de to venner fik deres første skænderi nogensinde.

»Om ikke andet, så fortæl historien til mig«, sagde den danske forfatter.

En måned senere sendte Sascha et foto af sig selv som 7-årig i Istanbul. Samtidig fortalte han, at han var begyndt at skrive sin beretning. Det blev til i alt 60 sider, og selv om det hverken var en hel- eller halvfærdig historie, forsøgte Knud Romer alligevel at gøre både forlæggere og litterære agenter i ind- og udland interesseret i manuskriptet. Men alt var forgæves.

I mellemtiden var Knud Romers egen succes blevet total. Hans debutroman blev en bestseller. Han fik De Gyldne Laurbær, og han fik opfyldt sit livs drøm om at udkomme på tysk på Insel Verlag, side om side med Walter Benjamin, Rainer Maria Rilke og Herman Bang.

I modsætning til sin ven Sascha var Knud Romer ikke i tvivl om, at han skulle skrive. Han ville være det, han havde stræbt efter hele sit liv. Forfatter. Nej, mere end det. Poet. Han ville være det, han havde fantaseret om, siden han som ung gik rundt om natten på Falster og citerede Novalis og så på himlen, hvor Rilke var Orion, Novalis var Cassiopeia og Store Bjørn var Grass. De var stjernerne på hans litterære himmel.

Men hvad skulle han skrive? Hvad skulle toeren i forfatterskabet være? Var det, hvad man kunne kalde en ’svær toer’?

Døm selv, og hør siden forfatterens egen vurdering.

Kastede energien over konens familie
»Jeg troede egentlig, jeg skulle fortsætte i samme spor og fortælle min fars familiehistorie. Men da jeg endelig kunne vise ham De Gyldne Laurbær og udgivelsen på Insel Verlag, var han blevet dement og vidste ikke, hvem jeg var. Derfor kender jeg ikke hans historie«, fortæller Romer.Hans oplevelser med demens betød imidlertid, at han i samarbejde med komponisten Bent Sørensen skrev et korværk om sygdommen. Det gik der en del tid med, før stykket blev opført i Tivoli.

»Bagefter døde både min far og min interesse for projektet. Der ligger godt nok et manuskript om den del af familien, som min onkel Ib har efterladt, men efterhånden stod det mig til halsen. Mor, far, familie. Yrk«.

I stedet kastede Knud Romer sin energi over sin kones familie.

»De har en fantastisk historie. Hendes farfar var ham, der rettede Skjern Å ud, og hans yngste søn var ham, der gjorde den bugtet igen. Hele familien er skåret over i to lejre, der enten går ind for det lige eller det krumme. Det er jo en fantastisk historie, fordi man også kan skrive danmarkshistorie«.

Den historie gik forfatteren i gang med i 2007. Han researchede på geografien og ingeniørkunsten, men inde i sit hoved havde han fået historien bygget op, så han kun ville kunne fortælle den med udgangspunkt i det middagsselskab, hvor han selv er deltager og hører historien første gang. Efterhånden indså han, at den ramme ikke kunne bære mere end en novelle.

Den Røde Baron
Videre. Efter et kort intermezzo med en historie om en frisør med en smertefuld baggrund i romamiljøet blev han nærmest påtvunget en historie om en mand, hvis far var næstkommanderende i de tyske besættelsestropper i Danmark.

»Ring til mig«, lød beskeden, som manden med den tyske baggrund efterlod nogle gange på Knud Romers telefonsvarer, men på det tidspunkt ringede Romer stort set aldrig tilbage til nogen, for det var lige, mens debatten om debutromanen var værst. Dengang det var ved at blive en folkesport i Nykøbing Falster at sige, at Romers romanskildring af folkene og byen var helt ved siden af. At han ikke havde været en outcast, og at familien ikke havde været tyskersvin.

LÆS OGSÅAt fortælle (en) historie

»Til sidst ringer jeg til ham, og så møder jeg en 2 meter høj skaldet mand, der kan fortælle sindssyge historier om social udgrænsning i Danmark. Han har gået på Stenhus Kostskole og er den sidste dreng i Danmark, der er blevet pisket. Hver onsdag i tre måneder sad han hos mig og fortalte sin historie om familien, som har været med i samtlige krige siden 1100-tallet. Hans oldefar fløj i eskadrille med Den Røde Baron. Hans far var under besættelsen kommandør over Sjælland og Øerne og dermed også over Nykøbing, og han kunne vanvittige historier om Falster, men efterhånden var jeg blevet træt af den samme historie om danskere og tyskere og tyskersvin, så selv om historien var farverig, begyndte det at gentage sig. Jeg vil stadig gerne skrive om det, men det bliver på en anden måde«, siger Romer.
Som forfatter sammenligner han sig med indbyggerne i en by i Østrig, hvor de bygger violiner. De går rundt og banker på træerne for at høre, om der er musik i dem. Og er der det, bygger de en violin af det.

»Jeg gik også rundt og bankede på træer, og undervejs fandt jeg den historie, jeg vil skrive næste gang. Det er en kunstnerroman. Den skal foregå i Wien. Det er en by, hvor man i centrum på Karlsplatz for eksempel finder en hattemager, et konditori og en frimærkehandel. Det sted kan jeg lide«.

Ja, Knud Romer er romantiker. For fulde omdrejninger. Han elsker at fortælle, hvordan han i sin barndom boede over for Theodor Adorno, som var så indfoldet i sine egne dybe tanker, at borgmesteren i Frankfurt fik sat et lyskryds op alene for at passe på den distræte filosof, når han var på vej til sit institut. Respekt for de intellektuelle, for kunsten. Derfor elsker han også Wien. Musikken, kagerne, traditionen.

»I cafehusene sidder tre-fire generationer ved samme bord. En skaldet mand spiller violin, og hans storbarmede kone spiller klaver, og tjeneren har overskæg og værdighed. Det er der, hvor den musik, poesi, kunst, jeg elsker, er opstået. Min kone, som er soloviolinist, har boet hos Alfred Brendels ekskone. Alene det er en fantastisk ting. Det bliver en musikerroman, en kamp om at komme til udtryk. Den kommer meget til at handle om dette sadistiske cirkus. Se bare på min kone, som har et violin-ar, der går fra øret og ned til hagen. Folk glemmer, at af intet kommer intet. Hvis du vil være god til noget, må du øve dig, men så får livet også en mening, for du får et mål«, siger Knud Romer.

Det bliver en roman, siger han, som viser sindssyge russiske mestre, som i en masterclass sviner folk til, som ellers har øvet sig i 20 år og nu må holde fast i sig selv, trods ydmygelsen fra mesteren.

En roman om en tvangsneurotisk kvinde, som er spærret inde i sin violin og kun kan komme ud ved at spille musik. Nogen ville måske sige, at det også lyder som en historie, der kunne handle om en mand, der hedder Knud, og som kun kan få luft ved at skrive, og det ved han selvfølgelig godt selv, men nu er det altså en kvindelig hovedperson, og det er problemet.

Jo mere han kommer ind i stoffet, jo mindre synes han, at han er klar til at knække den fortællestemme, som umiskendeligt skal tilhøre en kvinde.

Med andre ord – ny historie. Igen. Der skal bankes på flere træer.

Der er nu gået tre år siden debuten, og Knud Romer er stadig ikke kommet i gang med sin toer.

’Kort over Paradis’
Måske er det på sin plads at fortælle, at der også lige har været en historie indover, som skulle handle om den tyske kartograf Johannes Meyer, som i 1600-tallet skulle måle Danmark op for kongen. Problemet var bare, at da han havde udført arbejdet, ville kongen ikke betale. Meyer blev derefter så forbandet, at han leverede en kopi af sit landkort til den svenske konge, som derefter kunne bruge det som brugsanvisning, da han skulle angribe danskerne.

»Det er en god historie, men efterhånden kunne jeg se, at jeg bare ville blive skudt i skoene, at det var noget, jeg havde skrevet, fordi jeg havde læst Kafkas ’Landmåleren’ og Daniel Kehlmanns ’Opmålingen af verden’. Derfor bliver det nu kun en novelle«. Knud Romer er imidlertid ikke alene om at strande med sine historier. Hans ven Sascha er også langt fra målet. Han har til hudløshed fortalt sin historie til sin psykoterapeut. Han er færdig med den.

Men det er Knud ikke. Han ved, at Sascha – som har et helt andet navn – aldrig fortæller alt, hvad han ved om sin CIA-far og familiens fortid, og han ved, at hver gang de taler om historien, siger Sascha, at han bare skal glemme det hele, for man ved aldrig, hvem der en dag står og banker på ens dør.

Og Knud Romer ved på den anden side, at Sascha – selv om han siger, at han har vendt det hele ryggen – i dag bor i et alt for stort og dyrt hus for en, der bare er amerikansk webmaster. Stoffet er for godt at lade ligge, men han må love sin ven, at han aldrig nævner hans navn.

»Der ligger jeg så med alt det stof. Jeg kender ham, og jeg kan spejle mig i ham. Hvor jeg var fremmed i mit eget land, er han fremmed i et andet land, i Iran, og hvad laver amerikanerne der? Det er den fremmede, det er Camus om igen. Forfatteren er en randeksistens, der ikke hører til, men derfor kan skrive om alt det, han desværre ikke er en del af. Den historie har jeg så skrevet på i to år. Den kommer til at hedde ’Kort over Paradis’«.

Titlen har han hentet fra mønstret i et persisk tæppe af den slags, han selv har liggende inde i en af stuerne. Et mønster, hvor fugle, blomster og øvrige motiver på sindrig vis er vævet ind i hinanden.

Skal kunne læses af alle
I Romers roman er fortælleperspektivet bundet til en dreng, man følger, fra han er 7, til han er 16 år.

»Det er en rejseroman og en historisk roman, som er en udviklings- og dannelsesroman, men som også er en spionroman. Men i stedet for at få spionens historie og dermed en knaldroman, får vi spionens søns historie. Det er spionens hverdagshistorie som far, opdrager, forsørger og ægtemand. Den fraværende far, som ikke kan være der for sin søn, og hvis liv er en ren kulisse. Det er en historie om at miste sig selv og verden«.

Knud Romer ved, at han slår et stort brød op, når det hele, persernes historie, historien om Teheran under shahen, CIA og Mellemøsten, alt sammen skal fortælles gennem en hovedperson, som gennem bogen vokser op og bliver teenager.

LÆS OGSÅMedicinmuseum minder Knud Romer om hans egen sårbarhed

Han ved, at han ikke må sætte en fod forkert som forfatter, for så ryger magien. Han skriver i den form, han selv betegner som lyrisk prosa, men samtidig er hans ambition, at teksten skal kunne læses af alle fra nobelpristagere til frisører og 103-årige, der må stave sig igennem det, de kan se gennem en lup.

»Vi ser, at de hader amerikanerne, og at de har præstestyre. Er de gale eller hvad? Jeg ville gerne skrive en historie, så folk bedre forstår perserne og deres historie. Hvis jeg skriver godt nok, kan persiske og irakiske børn og alle mulige andre med fryd slå en dansk bog op, som giver udtryk for deres følelser og kultur«, siger han. Som forfatter ved han imidlertid godt, at mange af tidens succesrige bøger ofte handler om noget, danske læsere har et nært forhold til, og han er helt klar over, at mange nok ville elske en historie om en familie, der først rettede Skjern Å ud og derefter gjorde den krum igen.

Günter Grass skælder ud
»Jeg har også for nylig siddet i tre dage i Lübeck med blandt andre Günter Grass, som fortalte mig, at det, jeg laver, er noget lort. »Hvorfor holder du dig ikke til dit stof, Knud? Det her er ikke sjovt eller grotesk og har slet ikke den humor, der er i din første bog. Hvorfor skriver du ikke på samme måde igen?«. Grass blev ved med at punke mig med, at denne roman slet ikke har det, som min første roman har«.

Selvfølgelig får sådan en dom fra en nobelpristager Knud Romer til at ryste på hånden et øjeblik, men han gider altså ikke skrive den samme bog igen og igen, og i øvrigt er han uenig med Grass. Det samme var 12 voksne højskoleelever, som bagefter elskede Romers nye historie og siden har sagt ja til at være hans permanente læsegruppe, indtil bogen er færdig.

»Jeg er 100 procent sikker i min sag om, hvor fantastisk denne historie er. Selvfølgelig er jeg i tvivl 24 timer i døgnet, men det er bare en drivkraft til at skrive bedre, for ellers ville du bare blive så selvforelsket, at du lod den tekst stå, som du skrev først«, siger han.

Romanen er i virkeligheden færdig, siger han. Altså, i den forstand, at han kan skrive 500 sider på et halvt år, hvorefter han bruger to-tre år på at redigere teksten ned i den form, som den skal have.

»Min drivkraft er, at jeg ved, hvor fed historien er. At pointen bliver så sindssyg, at jeg knuser det sidste menneskes hjerte med det her. Jeg åbner en afgrund, der er så forfærdelig, at du vil falde resten af dit liv. Denne historie – bare dens overflade – er så brillant«.

Selvfølgelig er der stadig udfordringer, før romanen er færdig, indrømmer han, men han kender ikke til noget forventningspres. No way. Han er kold.

»Jeg har skrevet, siden jeg var 13. Som akademiker, som kulturskribent og reklamemand. Nogle gange har jeg haft 14 dage til at knække et koncept – fem ord i en oneliner, som skulle være det søm, du kunne hænge en kampagne til 120 millioner på. Det skal jeg levere, ellers er der 20 mennesker, der bliver fyret. Det er jo ikke sådan, at jeg skriger af angst over at skulle skrive en bog. Jeg skriger nærmest af fryd. Jeg nyder hvert sekund«.

Eller rettere – sådan ser han verden i det ene øjeblik. I det næste tårner udfordringerne sig op, som når han afleverer den første tredjedel af sin roman til sit danske og tyske forlag og får at vide, at den ene halvdel er vidunderlig og den anden en ørkenvandring.

»Så gik jeg i 14 dage og kom med den ene undskyldning efter den anden om, at det her var stor kunst. Ja, sagde Anette Wad, men Knud, det er også en kunst at få læseren med, og jeg kunne kun give hende ret«.

LÆS OGSÅNorsk generationsroman er venligere end Knausgård

I dag er Anette Wad fyret på Lindhardt & Ringhof, og det har faktisk afgørende betydning for Romers arbejde med roman nummer 2. Det er anden gang, han har mistet sit faste holdepunkt på forlaget. Første indtraf, da Charlotte Jørgensen startede det lille C&K Forlag og ikke kunne lokke med hverken et stort forskud eller en stor marketingafdeling til Knud Romer. Han mener stadig, at det var forræderi af ham, at han ikke gik med Charlotte Jørgensen, men han så ikke andre muligheder end at holde fast i L&R og et forskud på 600.000 kroner, så han kunne få råd til at skrive sin toer.

»Jeg er et psykisk ustabilt menneske, der har brug for en klippe at støtte mig til i stormvejr, når jeg tvivler på mig selv, eller folk er efter mig. Eller jeg har paranoia eller bliver psykotisk eller fortvivlet. At Anette Wad er gået, er den største katastrofe for denne roman. Jeg skrev den også til hende, så vi sammen kunne løfte armene i triumf og sige »Ja, ja, I siger, at Lindhardt & Ringhof kun er kogebøger og samtalebøger, men nu skal i bare se. Verdenslitteratur, mine damer og herrer««.

I dag ser han sig selv som en tømmerflåde et sted i Indiske Ocean. Alene. Hans eneste holdepunkt er redaktøren på Insel Verlag i Tyskland.

Det er ham, han nu skriver til. Og til sin kone, Andrea, som han læser op for, når han ellers kan komme af sted med det. Gerne mens hun er på toilettet, så hun ikke kan undslippe, når han taler på hende.

»Når jeg skriver en sang til hendes søsters bryllup, er det eneste, hun nævner, det sted, hvor der er et halvrim. Og så skælder hun mig ud for, at det har taget mig otte timer. Ikke noget med, at det er sjovt eller godt. At jeg har hende ...«.

Han holder en pause og vender blikket mod loftet.

»Tak, Gud. Det farligste for en forfatter er folk, der slikker dig i røven«.

Knud Romer ved, at han har brug for folk som Anette Wad og sin kone for at bevare jordforbindelsen, for ellers går det, som dengang han engang i omtåget tilstand var sikker på, at han havde løst universets gåde. Da han vågnede, kunne han pludselig huske, at han havde skrevet svaret ned.

»Der stod: »Der er en spøjs lugt i lokalet«. Det var noget af en ahaoplevelse for mig«.

Den danske damefrisør
En helt anden og mere jordnær udfordring er, at han i dag er familiefar. Han har kone og to børn, og dybest set er det, som han siger, fuldstændig umuligt at skrive romaner i form af lyrisk prosa. Økonomisk og tidsmæssigt er det en umulighed, og kun ved at skrive virksomhedsprofiler og reklametekster kan han holde restskatten nede i omegnen af 200.000 kroner.

»Hvordan fanden skal man komme fra at skrive tekster til LO’s kursuskatalog – kursusdansk – til at skrive om, hvordan kvinderne, når de er tildækkede, i virkeligheden går med mændenes blik som et slør for deres ansigter? Det er jo smukt«, siger Knud Romer. Han smiler og nærmest sukker over sin egen formulering.

Det er sådan, han er. Det ene øjeblik midt i den økonomiske virkeligheds danske kvælertag. Det andet et sted i Teheran i 1970’erne, som han vil skrive frem, så vi som læsere kan se det hele for os. Helt ned til indretningen af den skønhedsklinik, som betjente hofdamerne fra shahens palads. En indretning med rødt velour på væggene, guldstole, glasmaling på spejlene og en stor gryde, som sydede og boblede med voks, som man brugte til at fjerne hår med. Kamme og børster opdelt i to grupper. En til kristne og en til muslimer.

Det var her, hovedpersonen Saschas mor kom i 70’erne. Knud Romer ved, hun kom der, for han har opsporet den gamle ejer af klinikken på Teherans strøg en lille kilometer fra paladset. Klinikken hed Lean of Copenhagen, og den gamle ejer bor i Ålbæk syd for Skagen. Hun har endda skrevet sin utrolige historie i bogen ’Teheran tur-retur’, men det vidste Romer ikke, da han første gang kontaktede Lean Waage Beck.

Han troede, at det var jomfrueligt stof, da hun fortalte om at være frisør for Jacqueline Kennedy og dække præsidentfruens flade nakke med bobbet hår. Og at ingen før havde fortalt om den danske kvinde, der blev muslim og med sin playboy-iraner flyttede til Teheran, hvor hun åbnede sin klinik. Eller at ingen havde fortalt, hvordan hofdamerne i byen elskede at få de falske øjenvipper, hun importerede fra USA, indtil det gik op for hende, at de var fjernet fra døde mennesker på et amerikansk hospital.

Ja, selvfølgelig elskede Romer historien om iranske kvinder, der gik rundt og så verden gennem døde menneskers øjenvipper. Han var trods alt manden, der skrev ’Den som blinker er bange for døden’.

Nu måtte han så skrive den danske damefrisør ud af romanen igen. I stedet trækker han på hendes viden fra dengang i 1970’erne, og hun er hans garant for, at han kan bringe læserne helt ned i Teherans gader. Men ethvert spor af hendes personlige beretning er væk. Romer vil ikke risikere, at nogen igen som med debutbogen kommer og tager fat i noget, de mener er en løs tråd i historien, og derfra forsøger at trevle hele sweateren op.

Knud Romer ved godt, at man i princippet også kunne tage fat i alle de andre virkelige personer i den kommende romans univers og ringe til dem for at høre, om det, han fortæller i bogen, nu også svarer til virkeligheden.

For romanen er, som han siger, en slags marionetteater, hvor han tager den skinbarlige virkelighed, begivenheder og personer, iranere og amerikanere fra dengang, og lægger det hele på plads i sin egen mosaik og rækkefølge bundet sammen med en tyk Romer-fiktion. Når alle de andre virkelige personer kan være der, hvorfor så ikke også en dansk damefrisør?

»Måske er det bare mig, der er sindssyg. Og det er nok, fordi hun er dansker. På en måde ville det røbe mig og fortælle, hvor jeg får mine ting fra. Det ville fortælle, hvordan jeg skriver, og måske også sige, at det, jeg skriver, ikke er helt sandt«, siger han.

Dermed er vi tilbage ved debutbogen, for det var netop det, der skete dengang. At de kom løbende fra øst og vest og sagde, at tyskerfamilien Romer aldrig var blevet dårligt behandlet hos bageren eller var ugleset på Falster.

»Det har aldrig været hensigten, at en person fra min første roman skulle kunne tage telefonen og ringe til ’Deadline’. Hvis det var interessant, hvem der med navns nævnelse spyttede på mig i skolegården i 1968, så havde jeg skrevet det og en helt anden roman. Eller slet ikke skrevet en roman. Who gives a shit, hvem der gjorde hvad«.

Ingen genveje til Paradis
Nej, Knud vil ikke have, at man skal kunne få fat i en tråd noget som helst sted. Historien skal være som en hvid rustning. Uigennemtrængelig. En helhed, som findes i verden og kun kan se ud lige nøjagtig sådan, som han beslutter sig for, når han går over gården og ned i kælderen i det skriverum, som med sit sortsværtede stengulv kunne være et udrangeret bilværksted med årtier gamle oliepletter, hvis ikke lige det var, fordi man dårligt nok kunne få en knallert ned ad den smalle, snoede trappeskakt.

Det er der, neden for trappen, han sidder og filer på sine sætninger. Hans kone siger godt nok, at han bare skulle bruge en diktafon og få andre til at skrive det ud, og at ingen alligevel kan se forskel på bogens tekster og de mail, han sender, men lige der er de vildt uenige.

Tryghed.  Knud Romer har brug for et holdepunkt. Sådan et er redaktøren på Insel Verlag i Tyskland. Foto: Lærke Posselt

Som Knud Romer ser det, er der kun en vej til den fantastiske fortælling. Hårdt arbejde. Han tror ikke på, at der er genveje til Paradis.

Ordene bliver filet og poleret, så de ligger i forfatterens mund, præcis som han ønsker. De skal have den rigtige rytme, den rigtige hastighed, og ordenes betydning skal lyse, som når han læser: »De havde åbnet deres ansigt i en bog, og når de var færdige, klappede de hovedet sammen og stillede det tilbage i reolen«.

»Er det ikke smukt?«, spørger han og gentager sætningen efter en pause.

»Man får sådan en dødsangst«
Nede i kælderen tilbyder han straks at læse op af bogens indledning, ’New Yorks havn’, hvor et skib lægger fra kaj.

Det er, som om han slet ikke lægger mærke til standerlampen uden skærm, stablen af vinterdæk, slikpapiret og de krøllede plastikposer på gulvet, den billige, hvide reol med et rod af gamle aviser, flyttekasserne og vinduerne, som er blændet af enten et stykke stof eller en opstabling af tykke bind fra Ordbog over det Danske Sprog.

Han har kun øje for teksten.

»Den er forhåbentlig færdig til efteråret, men jeg er efterhånden ligeglad. Det tager den tid, det tager at skrive den færdig. Bare jeg har noget at leve af så længe, og bare jeg ikke bliver kørt over. Kender du det, når man har skrevet noget, der er rigtig godt? Man vil godt dø, men vil gerne lige have det her skrevet først. Man får sådan en dødsangst, fordi det er så fedt«.

Men Knud Romer ved også, at han ikke er i mål endnu. Det er en udfordring at skrive, som han gør. Ingen litterære tricks som spring i tid. Det er en roadmovie, som han siger. Fra A til B til C til D. Han ved, at Günter Grass og hans venner ligeud fortalte ham, at det er dødens pølse at skrive en lineær fortælling, men Knud Romer er ligeglad.

I hvert fald det mest af tiden.

Men et eller andet sted dunker en erindring også rundt i ham. Han kan huske, hvad direktøren på Insel Verlag i Tyskland engang sagde til ham:

»Knud Romer. At udkomme på Insel Verlag er som at få sat en medalje på. Men den medalje kan godt tages af igen«.

Da Romer fortæller historien, stopper han op et øjeblik.

»Så har jeg fejlet«.