Annonce
Annonce
Bøger

Forfatter om holocaustmor: »Det var mit ansvar, at hun holdt sig i live«

Forfatteren Josefine Ottesen er barn af en holocaust og først sent i livet har hun taget livtag med sin fortid gennem sit forfatterskab.

Annonce

fakta

Blå bog Josefine Ottesen

Børne- og ungdomsforfatter. Født 1956 i København. Opvokset i Nordjylland, Smørumnedre og Jægerspris.

Uddannet klovn, skuespiller og dramaturg.

Har skrevet omkring 80 bøger. Blandt andet fantasytrilogierne ’Krigeren’, ’Historien om Mira’ og fremtidstrilogien ’Det døde land’. Har desuden skrevet ’Slægtens offer’, som er den første af ti planlagte historiske romaner. Og fem letlæsningsserier for børn, ’Drageherren’, ’Enya’, ’Sagaen om Sigurd’, ’Krigerprinsessen’ og ’Den skjulte nøgle’.

Det var en søndag eftermiddag i januar 1963. Vintersolen stod lavt på himlen og fandt vej gennem havedøren og ind i vinkelstuen i gasbetonhuset i Smørumnedre. Josefine Ottesen sad i en solstribe på stuegulvet og legede med sine bondegårdsdyr.

Henne ved spisebordet sad hendes mor og snakkede med et familiemedlem på den måde, voksne gør, når det ikke er meningen, at børnene skal høre det. Lavmælt og intenst.

Bardomsrædsler
Det var snart Josefines 8-års fødselsdag. Og måske var det hendes gave, de talte om. Meget diskret lod hun plastikdyrene galopere hen over gulvet, indtil hun sad helt inde under spisebordet.

»Jeg ville ønske, at jeg aldrig var kravlet derind«, siger hun.

For det var ikke fødselsdagsgaver, de voksne talte om. I stedet hørte hun moren fortælle om sin barndom i Budapest. Om hvordan hendes legekammerater havde bundet hende til et gitter og sagt: »Jøderne korsfæstede Jesus, og du er jøde, så nu skal du korsfæstes«.

Hængt i lygtepæl
Hun hørte også, hvordan hendes onkel havde siddet i en sporvogn i Budapest, da nogle revolutionsgardister kom ind og pillede dem fra, der så jødiske ud, og hængte dem i de nærmeste lygtepæle.


Der skete noget for mig, da jeg stod med de sværd og den kampstav. Der var noget rigtig fedt ved fornemmelsen af, at man kunne forsvare sig selv

Josefine Ottesen

Om alle de familiemedlemmer, hendes mor havde mistet under holocaust. Og om morens egen flugt til Sverige fra Danmark i 1943 med Josefines to ældre søskende.

»Hun fortalte, hvordan de blev ført ned på stranden et sted i Nordsjælland. Min søster var 2 år og min bror bare 3 måneder. Oppe i klitterne stod de tyske soldater med ryggen til. Og så kom de om bord på en stenfisker, og min søster græd, fordi hun havde tisset i bukserne. Heldigvis var der en dame, der havde to stykker sukker i lommen, som hun viste barnet og sagde: »Hvis du er stille, får du dem her, når vi kommer frem««.

Én af dem
Alt det sad Josefine Ottesen under spisebordet med bankende hjerte og forsøgte at kapere. Og det gik op for hende, at hun var én af dem.

»Jeg var sådan én, der når som helst kunne risikere at blive forfulgt og endda slået ihjel. Ikke fordi jeg havde gjort noget, men bare fordi jeg var blevet født«.

Men hun hørte også noget mere. Nemlig sin mors fortvivlelse. Det var sådan set ikke noget nyt.

»Men pludselig kunne jeg også høre, hvor kort vej der var ind til hendes sammenbrud. Og det kom til at præge mig meget«, siger den nu 55-årige forfatter.

Livslang pagt
Morens jødiske baggrund blev aldrig omtalt igen. De få gange, Josefine Ottesen siden forsigtigt berørte emnet, begyndte moren at græde. Og da forældrene var blevet skilt få måneder tidligere, virkede det påtrængende at holde hende i godt humør.

»Jeg indgik en uudtalt pagt med hende om, at det var mit ansvar, at hun holdt sig i live«, som hun siger.

Blyant og samuraisværd
Først sent i livet tog Josefine Ottesen livtag med sin jødiske baggrund. Og med alt det andet gods, hun har slæbt med sig gennem tilværelsen. I 28 år har den danske børne- og ungdomsforfatter skrevet sig igennem de vigtigste spørgsmål og problemstillinger i sit eget liv i omkring 80 bøger for børn og unge.

Det er blandt andet sket i de tre trilogier, hun har produceret i løbet af de seneste ti år. Først fantasytrilogien ’Krigeren’ om den forældreløse dreng Odd. Så ’Krystalhjertet’ om pigen Mira fra den ildesete tuwa-stamme. Og senest den dystopiske romantrilogi ’Det døde land’, hvor det sidste bind blev afsluttet for nylig med en ordentlig tudetur på Langeland.

»Jeg er sådan en forfatter, der er on a mission. Jeg skriver, fordi der er nogle historier, jeg synes, jeg er nødt til at fortælle. Men det har også været en nødvendig rejse for mig selv«, sige Josefine Ottesen, der formentlig er den eneste danske forfatter, som har både en våbentilladelse, et samuraisværd og et vikingesværd blandt sine arbejdsredskaber.

Farvestrålende rod
Hun tager imod en regnfuld formiddag i byhuset i Svendborg, hvor hun holder til i et kolossalt farvestrålende rod af bøger, billeder, pizzabakker, musikinstrumenter, kattegrus og et hav af hverdagens andre små efterladenskaber.

Jeg troede egentlig, at jeg var en dreng. Det ville min mor også helst have haft. Min fars sønner havde mange problemer, og jeg tror, at hun havde en forestilling om, at hun skulle føde min far den rigtige søn.

Josefine Ottesen

»Jeg gik ikke ud fra, at det var en boligreportage, så jeg har ikke ryddet op«, siger hun og går i gang med at lave kaffe – fuldstændig uanfægtet af det milde kaos, der hersker omkring hende.

Et helt rum i overetagen er reserveret hendes musikermands 23 guitarer, hans computerkirkegård og den enorme ormegård af ledninger, der følger med den slags. Nedenunder har han et tilsvarende rum, som Josefine Ottesen diplomatisk kalder »musikværelset«. Plus et lydstudie, som fruen indimellem låner til at indlæse sine bøger på mp3. Selv opholder han sig i stuen bag et langt skæg, omgivet af et par guitarer og med en enkelt af sine computere på skødet.

’At bo i sig selv!’
Josefine Ottesen har sin arbejdsplads i hjørneværelset i overetagen. ’At bo i sig selv!’ står der med store bogstaver på en huskeseddel, hun har hængt op på væggen i øjenhøjde.

De mange vinduer giver hende fuldt overblik over den aflange have med himmelsengen og de sirligt arrangerede bede, der snor sig ned mod byen. Midt i rummet troner et stort skrivebord med en bærbar computer placeret i centrum.

’JO’ står der med guldtape på den lille think pad. Og har man fået bare et overfladisk indblik i al den elektronik, der holder til på matriklen, forstår man godt, at hun har klistret sine gyldne initialer fast til computerens låg.

Det er den, og en række udtjente forgængere, der har lagt tastatur til, når hun har tappet roman efter roman ind befolket med elvere, forældreløse krigere og deforme monstre, der holder til i hendes fantasy-universer og dystopiske fremtidssamfund.

Genreskifte
Men nu er det tid at begynde på et nyt liv. Eller i hvert fald et, hvor forfatterskabet ikke flår i hovedstolen i samme omfang som hidtil, selv om bøgerne har solgt i hundredtusindvis af eksemplarer. Nu vil Josefine Ottesen nemlig skrive historiske romaner. Ambitionen er at aflevere i alt ti bind – et fra hvert århundrede fra 1000-tallet og frem til i dag.

»De tre store trilogier har taget udgangspunkt i min egen frygt, undren og forskrækkelse. Og nu kunne jeg godt tænke mig at skrive noget, som ikke koster mig helt så meget. Selvfølgelig skal man identificere sig med stoffet, men man behøver måske ikke sætte hele sin personlige eksistens på spil hver gang«.

Mediatorbarnet
Josefine Ottesen er født i Bredgade i København – ifølge hendes far i samme værelse, som Kierkegaard døde i ret præcist 100 år tidligere. Josefine var et mediatorbarn, der skulle skabe bro og samhørighed mellem to midaldrende forældre og de henholdsvis to og tre børn, de hver især havde i forvejen.

Efter et par år flyttede hele storfamilien til Nordjylland, hvor faren blev forstander for et statsungdomshjem for kriminelle teenagedrenge. Så sin tidlige opvækst spenderede Josefine syd for Løkken, hvor vinden var så stærk, at man ikke kunne gå oprejst imod den, og hvor hun godt kunne mærke, at der var noget statusbetonet over at være forstanderens datter. For resten af pengene nød hun de lange uovervågede dage, hvor hun sammen med de øvrige medarbejderes børn legede vilde indianerlege og sloges »med de andre drenge«, som hun siger.

Drenge-pige
»Jeg troede egentlig, at jeg var en dreng. Det ville min mor også helst have haft. Min fars sønner havde mange problemer, og jeg tror, at hun havde en forestilling om, at hun skulle føde min far den rigtige søn. Og så blev det altså mig«.

Og Josefine spillede villigt rollen, for: »Alle børn vil gerne have, at deres forældre er lykkelige. Og når man har rygsækken fuld af sorg og savn, som min mor havde, så kører der hele tiden en undertekst, som børn jo læser. Så jeg brugte meget energi på at passe ind. For hvis man ikke gjorde det, blev man lidt usynlig«.

Intellektuelt stimuleret
Moren var karismatisk, flirtende og fortvivlet. Og brugte en masse kræfter på at genskabe den storfamilie i Løkken, som hun havde mistet under Anden Verdenskrig. Hun var kommet til Danmark i 1934 med sin første mand, en russisk jøde, og havde fået et barn med ham. Ægteskabet holdt ikke, moren blev gift med en dansk mand og fik endnu et barn, inden hun i 1943 måtte flygte til Sverige.

Noget af det, hun hørte under spisebordet den solskinseftermiddag i 1963, havde bidt sig fast

Ottesens far var en velbegavet og blufærdig teolog fra Vestjylland, hvor man skulle ligge med hovedet på et bestemt skriftsted i Bibelen, når man ikke havde opført sig ordentligt i skolen. Og hvor der ikke var plads til den sensitivitet, der var en stor del af hans personlighed.

»Han var god til at håndtere de kriminelle på ungdomshjemmet, når de stak af, lavede bræk hos den lokale købmand eller stjal gårdmændenes biler. Men sine egne børn var han ikke så god til. Han var meget sky, og som barn var det svært at komme i kontakt med ham, men jeg fik stimuleret mit intellekt voldsomt, for det var der, jeg kunne møde ham«.

Slut med Løkken
Josefine Ottesen nåede at gå i skole i et år i Nordjylland med børn fra gårdmandsmiljøerne og fiskerhusene, som »ikke havde nogen tænder, fordi de allerede var rådnet væk«, før forældrene skulle skilles, fordi hendes far havde mødt en anden.

»Skilsmissen var meget, meget hård for min mor. Det er problemet, når man er så iscenesættende. For når de andre så ikke følger manuskriptet, er man jo fortabt. Og hun var fortabt efter den skilsmisse. Hun var næsten 50 år og sagde senere, at hvis det ikke havde været for mig, så havde hun givet op. Og det signal har jeg nok fornemmet. Jeg var overbevist om, at det var, fordi jeg havde overset noget i mit arbejde som mediator, at de blev skilt. Og nu var det min opgave at sørge for, at hun holdt sig i live og ikke brød sammen«.

Hvordan holder man sin mor i live?

»Ved at passe ind i hendes iscenesættelse«.

Hvilken rolle havde du i den?

»Jeg skulle klare mig godt i skolen, der skulle ikke være nogen problemer eller noget, der faldt tilbage på hende«.

Ballademager
En enkelt gang i 2. real lavede hun ballade og blev skældt ud af en lærer. Og dagen efter rykkede hun af egen drift op mellem klassens to dydsmønstre.

»For der skulle bare ikke være noget«.

I skolen blev Josefine Ottesen ved med at dele øretæver ud, når det var nødvendigt. I 3. klasse knaldede hun en drengs hoved så hårdt ned i katederet, at han fik hjernerystelse.

Romantik
Det gik også meget sent op for hende, at pigerne faktisk ikke ville forsvares, når de legede drengene efter pigerne. I det hele taget var romantik ikke en spidskompetence.

Da hun i 4. klasse forelskede sig i den nye dreng i klassen, kom hun løbende mod ham gennem formningslokalet og stak ham sådan én på hovedet, da hun nåede frem.

»Jeg havde aldrig nogen kærester. En enkelt gang spurgte jeg min mor til råds, da jeg var forelsket. Og hun foreslog, at jeg skulle lade som om jeg faldt, så han kunne hjælpe mig op. Og jeg tænkte bare: »Hvad? Det kan man da ikke«. Jeg havde ikke sans for de finere nuancer i det der parringsspil. Og fik det aldrig«.

Jordede bejlerne verbalt
Det hjalp så heller ikke, at hun tog rigtig meget på, da hun kom i puberteten. Og at hendes mor straks registrerede det og satte ind med noget kur.

»Jeg har altid haft et billede af mig selv som tyk og grim og ikke attraktiv. Og det fremmer jo ikke lysten til at gå i clinch med det der. Til gengæld var jeg skidegodt begavet. Så mange af dem, jeg var forelsket i, jordede jeg verbalt i stedet. Jeg lavede ligesom min egen kategori. Og det er jo også en måde at undgå at konfrontere sig selv med noget på, man ikke er så god til«.

Men Josefine Ottesen blev også altid understøttet i at være noget særligt. Både i skolen og af sin mor, der skrev bøger om drama og kreativitet og havde huset fuldt af kunstnervenner og var mere eksotisk end klassekammeraternes forældre.

»Hun talte med stærk accent, og så var hun fraskilt, og det var man ikke der i 60’erne. Jeg kunne også en masse fremmedord, fordi min mor brugte mange af dem. Jeg blev respekteret i skolen, men havde også en klar fornemmelse af, at jeg havde en anden baggrund end dem«.

Selvfølgelig kan jeg det
Og bortset fra den underliggende fortvivlelse var moren også »enormt inspirerende«.

»Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde ikke har haft et udtryk. Der var altid papir, farver, maling, perler og dukketeater. Jeg voksede op i en kæmpe kulturel kontekst, som har givet mig meget på hovedstolen. Jeg ved ikke, hvor stort mit talent er, men jeg har været god til at udnytte det, jeg har. Jeg har mødt folk, der var lysende talentfulde, men som ikke har fået så meget ud af det, fordi de ikke har noget selvbillede som kunstnere. De har en drift og nogle talenter, men de kan ikke fokusere det, for de kan ikke forestille sig at leve sådan et liv. Og det har jeg fået med i udpræget grad. At selvfølgelig kan jeg det«.

Skrev for fornøjelsen
Men egentlig var det aldrig nogensinde på tegnebrættet, at Josefine Ottesen skulle være forfatter. Efter sin hf-eksamen arbejdede hun i mange år som instruktør og teaterskuespiller, tog en dramauddannelse, en uddannelse som klovn i USA, læste dramaturgi på universitetet og skrev lidt ved siden af for sin fornøjelses skyld.

»Sådan nogle små, metaforiske eventyr, som egentlig bare udsprang af mit eget behov for at skabe nogle forklaringer på mit liv«, som hun siger.

To af dem fik hun udgivet, fordi en forlægger gennem en fælles bekendt fik fingrene i dem. Og da den næste historie bare voksede og voksede mellem hænderne på hende, lagde hun den væk og tænkte, at så var talentet for at skrive små historier nok røget.

»Min mand har spillet musik, siden han var 12 år, og havde en drøm om at blive rockstjerne. Sådan havde jeg det slet ikke. Jeg havde faktisk ikke rigtig nogen forestilling i det hele taget«.

Prismodtager
Først senere, da hendes mor lå på Glostrup Sygehus med en hjerneblødning, skrev hun videre på fortællingen i morens hus i Virum i pauserne mellem hospitalsbesøgene. Da moren efter ti dage kom ud fra intensivafdelingen, havde Josefine Ottesen færdiggjort manuskriptet til ’Fjeren og rosen’, som hun året efter modtog Kulturministeriets børnebogspris for.

»Jeg var fuldstændig overvældet over, at man kunne få en forfatterpris, når man slet ikke var forfatter«, som hun siger.

Og hun skulle have et par børn og miste begge sine forældre, før hun i midten af 1990’erne blev forfatter på fuld tid.

En rejse ind i herreland
Josefine Ottesens søn mødte bevæbnet i børnehaven hver dag, fra han var 3 år. Og da han blev lidt større, begyndte han at spille skydespil på computeren.

»Og hvis der var blod, var det godt«, som hun siger.

Drengen fik forbud mod de drabelige spil. Og gik i stedet over til den lidt ældre nabodreng og spillede dem der.

»Jeg gik længe og ventede på, at det skulle gå over. Det gjorde det ikke. Så begyndte han at gå til kampsport – både taekwondo og Aikido. Og jeg tænkte: Hvad fanden er det for en fascination? Jeg bliver nødt til at prøve det«.

Facineret af våbentræning
Og så begyndte hun at gå til Aikido. Og blev vildt fascineret af våbentræningen.

»Der skete noget for mig, da jeg stod med de sværd og den kampstav. Der var noget rigtig fedt ved fornemmelsen af, at man kunne forsvare sig selv«.

Pas  på. Josefine Ottesen har både en våbentilladelse, en museumskopi af et vikingesværd og et samuraisværd, som hun har med rundt på landets skoler, når hun demonstrerer krigerteknikker. »Blandt vikingerne var det bedste, man kunne gøre, at gå bersærk, for så var man besat af Odins hellige vrede. Men hos samuraierne var det en dødssynd at blive vred, så havde man mistet al værdighed«. Foto: Joachim Adrian

Så læste hun en masse om krigerkultur og så ’Once Were Warriors’ og ’Band of Brothers’, til øjnene blødte. Og det blev optakten til trilogien ’Krigeren’ om den forældreløse Odd, der skyller i land på Berkanas ø, bliver troldkvindens træl og senere en af kongens krigere.

»Der er tre egenskaber, der går igen hos krigere over hele verden: Du skal være nærværende, du skal kommunikere klart, og du skal vide hvilke værdier, du kæmper for. Da jeg kom på sporet af de tre kvaliteter, kunne jeg godt forstå, at min søn var så optaget af det der. Det burde vi faktisk alle sammen være. For det er spørgsmålet om, hvorvidt man betragter sig selv som offer i sit eget liv eller som den, der sidder med styrepinden«.

Rejse i herreland
For Josefine Ottesen var arbejdet med ’Krigeren’ en rejse »ind i herreland«. Hvilket ikke var nogen svær strækning at tilbagelægge.

»Og det er nok fordi, jeg skulle have været en dreng. Jeg skrev den bog, fordi jeg havde brug for at fokusere på ikke at opfatte mig selv som et offer for de omstændigheder, jeg var udsat for gennem min opvækst, men at tage sagen i egen hånd og sige: »Hvis jeg skal være en kriger her i mit liv, hvor er min indre styring så?«. Og det har været så vigtigt for mig at få det formuleret. Der er mange af mine handlinger, der har været styret af trods. Og man bliver ydrestyret, hvis man føler, at man er underlegen, og at det er nogle andre, der bestemmer, om man er god nok«.

»Når jeg bankede de andre som barn, gik det jo også op for mig, at jeg havde en indre kriger. Og aggression er jo ikke nødvendigvis noget, vi skal undgå. Det er først, når du siger: »Nu er det fandeme nok«, at der er noget, der flytter sig«.

Omvandrende skeletter
I mange år lagde Josefine Ottesen de historier væk, som hun havde hørt under spisebordet som barn. Indtil hun som 15-årig så filmen ’Nacht und Nebel’ i en historietime i skolen med de optagelser, som de russiske soldater lavede, da de kom frem til udryddelseslejrene østfra.

»Det var nogle helt forfærdelige billeder. Alle de omvandrende skeletter og alle de døde. Hallerne med bjerge af menneskehår, spande fulde af guldtænder og tatoveret hud, som blev brugt til at lave lamper af. Mens jeg sad og så den, gik det op for mig, at det faktisk kunne være noget af min familie. Det var en meget voldsom oplevelse. Også fordi det ikke gav nogen mening«.

Josefine var døbt, hendes far var protestantisk præst, hendes mor var vokset op i et sekulariseret miljø i Ungarn, og de holdt aldrig jødiske helligdage i hendes hjem.

»Jeg var hverken religiøs eller kulturel jøde, så der var ikke nogen begrundelse for, at jeg var jøde. Andet end at det var der nogle andre, der havde bestemt. Det var ikke noget, man kunne melde sig ud af, og jeg havde aldrig meldt mig ind. Det var meget paradoksalt, så jeg gjorde, som man er nødt til at gøre: Jeg lagde det væk. Holdt mig fra historier om holocaust og har hverken set ’Sophie’s Choice’ eller ’Schindler’s List’«.

Spisebordsdialogen havde bidt sig fast
Det var først, da hendes søn blev 13 – eller med Ottesens ord nåede den alder, hvor man »går i seng med skostørrelse 39 og vågner op med størrelse 45« – at det meldte sig igen.

Nogle gange går vi ned og spiller og synger swing og country på gaden i Svendborg, og så går vi ud og spiser for pengene bagefter.

Josefine Ottesen

»Han var vokset ud af sine gummistøvler og ville ikke have nogen nye. Han var virkelig ikke noget friluftsmenneske, vi boede i byen, og han tilbragte al sin tid bag trommerne eller computeren. Så der var ikke nogen overvældende begrundelse for, at han skulle have nye gummistøvler. Men jeg havde det bare sådan, at det skulle han. Det var meget vigtigt for mig, at vi alle sammen havde gode støvler«.

For noget af det, hun hørte under spisebordet den solskinseftermiddag i 1963, havde bidt sig fast. For eksempel vidste hun, at det vigtigste, når man skal flygte, er, at man har godt fodtøj.

»For hvis ens fødder bliver våde, og der kommer sår på dem, så kommer man ikke videre. Derfor skulle vi alle sammen have gummistøvler. For det lå dybt i mig, at man aldrig kan vide, hvornår man bliver nødt til at slippe alt, hvad man har, og gå på landevejene for at komme væk. Det gik også op for mig, at jeg havde et helt utroligt stort lager af bønner og kikærter og ris, som man kan tage med sig, og som kan holde sig«.

Tog hul på holocaust
Og da hendes mand i en periode var på kant med sin chef, og en bekendt gik rundt ude i byen og fortalte om det, var hun parat til at hanke op i hele familien og forlade Svendborg.

»Jeg tænkte, at vi blev nødt til at flytte. Jeg havde taget det med fra min mor om, at der ikke måtte være nogen af os, der skilte sig ud. Der måtte ikke kunne sættes en plet på nogen af os. For man kan aldrig vide, hvad det er starten på«.

Så tog hun hul på holocaust. Læste Primo Levi, Viktor Frankl og Iboja Wandall-Holm, der fortalte om deres ophold i tyske koncentrationslejre.

»Der var ret hurtigt et centralt spørgsmål, der meldte sig. Nemlig hvordan det kan være, at nogle mennesker kommer igennem de forfærdelige ting og bliver stærkere, mens andre går fuldstændig fra hinanden, selv om de overlevede. Og det handlede meget om, hvorvidt man var i stand til at fastholde, at der var en virkelighed uden for lejren. Om man blev ved med at kigge ud gennem hegnet«.


Opmærksom på egen historie
I det, der viste sig at blive hendes research til trilogien ’Historien om Mira’, som Josefine Ottesen selv kalder »en fantasytrilogi om fascisme«, blev Josefine Ottesen opmærksom på, hvad det var for en historie, hun selv havde taget ophold i. Og at man godt kan ændre den.

»I mange år syntes jeg, at det var meget besværligt og begrænsende at have den mor, fordi jeg har skullet kæmpe så hårdt for at blive hjemme i mig selv i stedet for at rende og fikse alle de andre. Men den historie har ændret sig. I dag kan jeg jo godt se, at jeg også fik rigtig meget med. Så ’Historien om Mira’ handler om, hvordan man både bliver hovedperson i og hovedforfatter til sin egen historie. Så jeg har ikke længere skabene fulde af gummistøvler og bønner«.

»Og nu skal vi have noget at spise«.

Det store sammenbrud
Efter frokost starter vi bilen og kører mod Langeland for at besigtige det sommerhus, hvor Josefine Ottesen tager hen, når hun skal have ro til at skrive. Regnen plasker mod ruderne, da vi tager den over broerne til Tåsinge og Langeland og lægger Simmerbølle og Kassebølle bag os på vejen nordpå mod Hou. Efter 45 minutters kørsel drejer hun af og ind i en tæt bøgeskov.

»Nu kører vi gennem den magiske tunnel til den anden virkelighed«, siger hun.

’Skovhuset’ ligger og trykker sig i skovbrynet og er i modsætning til huset i Svendborg fuldstændig renset for hyggeligt rod.

»Jeg er meget karrig med at få ting herud. Jeg kan godt lide, at det er enkelt her«, siger hun.

Tavle over næste roman
I stuen hænger en kæmpestor gammeldags grøn skoletavle, hvor en masse navne er forbundet med hinanden med hvide kridtstreger. Drude, Thorbjørn, Hertha og Vladimir er alle karakterer i den historiske roman, Josefine Ottesen arbejder på.

Der var også her, hun tog over i efterårsferien, da plottet og slutningen i det sidste bind af ’Det døde land’ drillede. En dystopisk trilogi om et fremtidssamfund fuldt af ødelæggelse og meningsløshed.

For Josefine Ottesens søn blev ældre, holdt op med at spille skydespil og begyndte i stedet at høre og spille death metal. Og hans mor var rystet. Fordi den musik »er så ekstremt destruktiv«, men:

»Sådan nogle teenagedrenge interesserer sig altså ikke for en midaldrende kvindes liv. Så hvis man vil have kontakt med dem, er man nødt til at interessere sig for det, de er optaget af. Også selv om det ikke umiddelbart er appellerende«.

Dystopisk fremtidsroman
Så Josefine Ottesen satte sig til at høre dødsmetal. Og var ved at tisse i bukserne af skræk, mens en dystopisk fremtidsroman begyndte at stå og banke inde i hovedet på hende.

»Den musik vakte en urfrygt hos mig og bragte mig direkte tilbage til min egen ungdom og angsten for Tredje Verdenskrig. Og da jeg spurgte mig selv, hvad jeg var allermest bange for i hele verden, stod det lysende klart i løbet af et splitsekund, at det var det store sammenbrud. At vi som mennesker får malet os op i et hjørne, hvor vi har ødelagt planeten. For det ville jo også betyde, at mine børn ikke skulle leve længere. At de ikke skulle udfolde sig og få et liv«.

Skrækslagen
I 14 dage sad hun på en bjergside på Peloponnes i Grækenland med dødsmetal i ørerne og hjertet oppe i halsen, mens første bind af ’Det døde land’ sprøjtede ud af fingrene på hende.

Noget trægere gik det, da hun for nylig skulle færdiggøre tredje og sidste bind og havde indlogeret sig her på Langeland med mand og computer og playlister med destruktiv musik. For efter at have befundet sig i en postapokalyptisk verden i fire år var hun blevet smittet med meningsløsheden.

»Jeg var blevet fanget af hovedkarakterens sortsyn. Og kunne simpelt hen ikke gøre den bog færdig, det gav ingen mening. Men jeg skulle skrive den. For ellers havde jeg accepteret, at der ikke var nogen mening med det hele«.

Nogle dage i træk gik hun i seng og stod op, uden at der skete noget som helst. Men en morgen gik hun ned og satte sig på en sten ved vandet, koncentrerede sig om at prøve at skubbe meningsløsheden til side og appellerede til sit højere jeg om at få hul igennem til noget livskraft.

»Og så gik jeg hjem og satte mig ved computeren. Og så sagde det wroummmm, og så var der hul. Efter tre dage var jeg kommet igennem og havde fået plottet færdigt. Og så satte jeg mig ned ved spisebordet og vrælede i halvanden time. Af lettelse over, at det gik ham godt, og at han blev reddet«.

Gik det ellers ikke meget godt?
Vi tjekker, om roserne er sprunget ud. Propper en pilatesbold i bagagerummet, som skal lette det hold i ryggen, forfatteren har haft i en uges tid. Drikker ingefærte og spiser småkager og glor lidt på den bue og pil, hun har stående i entreen. Det er også et af skriveremedierne. For at skyde til måls hjælper hende til at fokusere i skriveprocessen.

Så kører vi gennem den magiske bøgetunnel, forbi Tullebølle, Kassebølle og Simmerbølle og mod den anden verden på Fyn igen. Og taler om, at det var godt, hun mødte Jan for snart 30 år siden. Som både kører med til Tyskland i sommer, når hun skal lave research, som tager med til Langeland, når hun har brug for det, og holder sig i omegnen på den stilfærdige måde, når skriverierne driller.

»Nogle gange synes jeg godt, han kunne give mig lidt mere medynk. Men det bliver højst til: »Det skal nok gå alt sammen«. Og hvis jeg er rigtig nede, sætter han mig på vitstræning. Så læser han åndssvage vitser højt fra internettet, og så er det altså svært at lade være med at grine. Jeg får også nogle af dem for og bliver hørt i dem indimellem«.

Gademusikanter
Vi kører lidt, mens regnen banker mod ruderne.

»Det har meget stor betydning for mig, at jeg har sådan en livsledsager. Det har det sgu. Jeg kommer fra de der splittede familier og havde slet ikke nogen fornemmelse af, at der lå noget i det der til mig«, siger hun så med øjnene på vejen.

»Nogle gange går vi ned og spiller og synger swing og country på gaden i Svendborg, og så går vi ud og spiser for pengene bagefter. Vi har ellers ikke lige alderen til at være gademusikanter længere«, siger hun og griner lidt.

»Og når vi står der med gråt hår og skæg, er der da nok nogen, der går forbi og tænker: »Gik det ellers ikke meget godt for dem i en periode?«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce