Hun tænker ikke længe, måske et par sekunder, hvor hun lige når at lægge jordbærret, hun har taget en bid af, på en serviet, og siger så helt uden den afvæbnende latter, der ellers ofte ledsager hendes ord:

»Jeg kan ikke tage ejerskab på folks reaktioner på bogen. Men jeg mener, at ordet 'husmorporno' er kvindefjendsk. Det er, som om man siger: Voksne kvinder kan ikke dagdrømme eller have lyst til at have sex, efter at de er blevet mødre«.

»Og hvor vover man!«.

Vi befinder os i den blå salon på Hotel Diplomat i Stockholm, hvor et hold skandinaviske journalister har fået en halv time hver med forfatterinden og fænomenet E.L. James.

Verdens bedst sælgende forfatter
Og hvad jeg hurtigt erfarer er, at der bag pseudonymet gemmer sig en engelsk kvinde, der er mindre af statur (under 1,60), og som er større i kæften (ordet 'fuck' er hende ikke fremmed), end man kunne have forestillet sig.

Egentlig hedder hun Erika Leonard, er i slutningen af 40'erne og havde et lederjob i den engelske tv-branche indtil 2009, da det lykkedes hende, som hun selv formulerer det, at kanalisere sin ene hobby, at dagdrømme, over i sin anden hobby, at skrive skønlitteratur.

LÆS OGSÅ Mainstreamkulturen har fået sex på hjernen

Her tre år senere kan E.L. James så kalde sig verdens bedst sælgende forfatter. Hendes romantrilogi 'Fifty Shades' er blevet et globalt hit, samtidig med at de litterære anmeldere har givet hende bundkarakterer, også i Danmark.

Eventyrforfatter
Men hvem er hun, denne 1-2-stjernede forfatter, der nu bor på dette 4-stjernede hotel?

Kun sjældent har hun ladet sig interviewe, og måske derfor har beskrivelserne hidtil været temmelig sparsomme og sært paradoksale:

På den ene side har hun fået en plads på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer, hun har knækket koden, der giver adgang til alverdens boghandler, og hun har solgt over 40 millioner bøger alene i engelsksprogede lande.

På den anden side er beskrivelserne af hende fuldkommen fastlåst i betegnelser som »den generte engelske mor«, »SM-moren« eller »mummyporn-forfatteren«.

»Jeg har aldrig været husmor. Husmødre går ikke på arbejde. Og jeg har altid arbejdet. Jeg havde en virkelig glimrende karriere i tv-branchen, indtil jeg begyndte at skrive«, svarer E.L. James, da jeg spørger, hvem hun egentlig er.

Nu er hun så blevet eventyrforfatter. Med fed streg under ordet eventyr, understreger forfatteren flere gange.

Blot eskapisme
Så vi bør ikke gøre et nummer ud af, at kvinder kan lide at læse om underkastelse?

»Noooo«, svarer hun med syngende britisk falset. »Slet ikke. Noooo. Der er en kæmpe forskel på fantasi og virkelighed, og jeg tror, at kvinder er meget, meget dygtige til at adskille de to og ved, hvad forskellen er. Vi ønsker stadig ligeløn, men det er rart at kunne flygte indimellem og tage på besøg i et andet liv, og hvis dette andet menneskes liv er ekstremt glamourøst med fantastisk sex, så er det fint«, svarer E.L. James.

»Det er bare eskapisme«.

Men eskapisme, er det ligefrem sundt?

»Om det er sundt at have en forestillingsevne og kunne flygte? Ja! Jesus Christ! At vi skulle sætte en stopper for den slags er en skræmmende tanke. Påstår nogen det modsatte, bør de sættes med ryggen op ad muren og skydes«, siger hun og løfter den ene arm truende i luften på en ikke særlig truende måde, så guldarmbåndene om hendes højre håndled klirrer.

Opskriften på succes
Meget, faktisk rigtig meget, er allerede blevet sagt og skrevet om den erotiske trilogi, der udfolder sig som en kærlighedsaffære mellem den 21-årige universitetsstuderende jomfru Anastasia Steele (Ana) og det lunefuldt, forførende 27-årige sadomasochistiske forretningsgeni Christian Grey, der har en udtalt hang til kæder, piske, håndjern, kugler og bondagereb.

'Fifty Shades' er blevet en succes, fordi moderne kvinder i et moderne ligestillet samfund længes efter seksuel underkastelse som en pause fra omverdenens krav, argumenterer nogle.

LÆS ANMELDELSEMan kan godt blive liderlig af dårlig prosa

Nej, nej, siger andre, det skyldes, at 'Fifty Shades' netop er skønlitteratur, hvor den kvindelige læser kan hengive sig til en semipornografisk verden med ren social samvittighed (ingen stakkel af en ukrainsk medsøster skal spille rollen Ana, idet hun får med pisken, som man måske kunne risikere i billedpornografiens verden).

Et helt tredje argument er, at kvinder bare gerne vil læse om sex og ikke kan tillade sig at være kræsne, fordi den erotiske litteratur har snorkboblet under slumretæppet siden Anaïs Nin og Marguerite Duras lagde pennen.

Lidenskabelige kærlighedshistorier
En fjerde forklaring får man imidlertid, når man spørger E.L. James selv:

»Grunden til, at mine bøger er så succesfulde, er, at de er lidenskabelige kærlighedshistorier. Kvinder holder af at læse lidenskabelige kærlighedshistorier. Og de kan lide at læse om seksuel underkastelse, som fungerer fantastisk på papir. Men i den virkelige verden tror jeg at kvinder foretrækker, at deres mænd tager opvasken og så indimellem tager styringen i soveværelset«.

Om hun har ret eller ej: Lige nu går forfatterens liv med at fordøje chokket over, hvor stor en succes hendes trilogi er blevet. Og chokket er ikke begyndt at løje af.

»Nej. Jeg er jo målløs over, hvad der er sket. Jeg føler mig som en hare fanget i skæret af billygterne. Det er meget intenst og overvældende«.

Hun tilføjer så:

»Og kvaliteten af den journalistik, der har været skrevet om mig, har været det største chok«.

Har du glemt 'Frøken Julie'?
E.L. James er blevet et navn, man kender. I taxaen mod hotellet har den midaldrende mandlige chauffør straks udbrudt, da jeg har fortalt, hvem jeg skal interviewe: »Ah, det er hende med de 'Fifty Shades'. Tror du, at det er noget for mig?«.

Jeg ser romanen, chaufføren har liggende i forruden, og svarer, at hun jo ikke ligefrem er Strindberg.

»Nej, men Strindberg kunne jo også godt lide det frække. Har du glemt 'Frøken Julie'?«, svarer han.

Og han siger noget, ham chaufføren. August Strindberg provokerede jo desuden også med sin stockholmerroman 'Det röda rummet', som blev kaldt »smuds« af Aftonbladet i 1879, og E.L. James provokerer med sit 'red room of pain', det rum, som det mest smudsige foregår i, så trilogien er bandlyst på biblioteker i USA.

Forskellen er bare, at der hos Strindberg lød bidske udfald mod samfundet inde fra det røde værelse, mens der hos E.L. James ofte lyder omsorgsfulde »Er du okay?« efter milde SM-seancer.

Og derfor er Ana heller ingen Frøken Julie: Ana går forført mod alteret, mens Frøken Julie går fortabt i døden. E.L. James skriver i den erotiske genre, men trækker den mod romancen. Og det er nærmest opskriften på at falde i kulturel unåde hos kritikerne.

Genmæle mod anmelderne
At 'Fifty Shades' er en disneyversion af sadomasochismen, kunne man læse i Politikens anmeldelse forleden, hvor Lilian Munk Rösing tildelte bogen 1 hjerte og kritiserede den for især at mangle et »litterært sprogs sanseskærpning«. Men hun skrev også:

»Jeg skrev engang, at jeg bliver liderlig af god prosa. Efter at have læst 'Fifty Shades' må jeg indrømme: Jeg kan også blive liderlig af dårlig prosa«.

»Ja, jeg kender argumentet«, siger E.L. James, da jeg har læst højt for hende. Forfatterens stemme ændrer sig, som var hun en tjenestepige, der henvender sig til herskabet: »Hvordan ønsker Deres højhed at opnå ophidselse i aften?«.

I et alvorligere tonefald siger hun så.

LÆS OGSÅHusmorporno er det nye årtis svar på Harry Potter

»Hvad jeg finder påfaldende er, at så mange anmeldere skriver, at bogen er så dårligt skrevet, men at de ikke kan lægge den fra sig«.

Forfatteren holder inde et kort øjeblik.

»Jeg må lade salgstallene tale for sig selv. Men hvad jeg selv sætter pris på er: Bogen bringer kvinder sammen. Den gør dem stærkere. De taler om deres sexliv og deres seksualitet. Og den bringer folk, som ikke har læst en bog i 28 år, ind hos boghandlerne«.

Men salgstallene har bestemt ikke fået kritikken til at forstumme. Tværtimod problematiseres succesen i især i en feministisk kontekst:

»Gå ind på dit værelse, og læs Erica Jong. Det er fandeme for trist at læse 534 sider om en kvinde, der insisterer på, at hendes lyst er underordnet et asshole af en mands«, harcelerede Weekendavisens Leonora Christina Skov i sin anmeldelse.

Det private er det private
Når den demografiske udbredelse er blevet så stor, er den ret generelle bekymring, at moderne mennesker står i kø for at vende kvindefrigørelsesprojektet ryggen. Jeg spørger, om der ikke er noget om det. Ana underkaster sig faktisk Christian. Og folk lader sig inspirere af bogen.

»Det er rigtigt, at folk skriver til mig, at de har mere sex, og sex er fantastisk. Men dette feministiske vrøvl gør mig virkelig arrig. Det er en fornærmelse, at nogle kvinder mener, at andre kvinder ikke kan se, at der er tale om et eventyr. Det er ganske enkelt meget arrogant, nedladende og latterligt. Desuden har vi ikke ret til at dæmonisere kvinder, der virkelig kan lide at have sex på en særlig måde«.

Så det private er ikke politisk, modsat hvad 70'er-feminismen argumenterede for?

»Nej. Det private er det private. Hvordan du knepper i soveværelset, er fuldkommen op til dig«, svarer E.L. James kontant og sender en håndflade i bordet.

Kedeligt med en powerwoman
Men ville det ikke være en udfordring for dig at skrive en erotisk roman om en moderne powerwoman?

»Det ved jeg ikke, om jeg kunne. For det er jo ikke min fantasi og mit eventyr. Men en powerwoman, siger du?«.

E.L. James tygger på ordet, mens hun kigger ud ad vinduet på Nybroviken i det skandinaviske tusmørke.

»Det det ville jeg faktisk mene ville blive en enormt kedelig bog. Jo, personerne ville være glade, det ville være helt politisk korrekt, men det ville blive så kedeligt at læse. Jeg ville ikke anbefale nogen at gå i gang med at skrive den roman«.

Rosinante betalte Politikens rejse til Stockholm