Annonce
Annonce
Annonce
Bøger

Amerikansk stjerneforfatter: Jeg finder værdi i den kritiske nostalgi

Michael Chabon forklarer til Politiken, hvad populærkulturen gør ved os.

Gem til liste

Michael Chabons ’Telegraph Avenue’ udspiller sig i Temescaldistriktet mellem Oakland og Berkeley øst for San Francisco.

Eftersom Chabon selv bor i Berkeley, kunne han lave en god del af sin research ved at gå en tur i kvarteret, hvor Telegraph Avenue også i virkeligheden skærer sig vej fra det overvejende sorte Oaklands centrum og ned i det hvide, velstående Berkeley.



Meget af romanen udspiller sig i og omkring pladeforretningen Brokeland Records, hvor de to gamle venner, den sorte Archy Stallings og den hvide Nat Jaffe, sælger brugt vinyl truet på livet af digitaliseringen og den senmoderne kapitalisme.

Nat og Archys koner arbejder også sammen som jordemoderduo.

Archys hidtil ukendte søn, Titus, dukker op og indleder et forhold til Nats søn Julie. Så sort og hvid er godt og grundigt blandet sammen i en roman om fædre og sønner akkompagneret af ’lyden’ af masser af musik fra før verden gik af lave.

Tilsyneladende forældede idéer
Michael Chabon tilhører en generation af forfattere, som skriver på en diæt af populærkultur.

I ’Den utrolige historie om Kavalier & Clay’ var det tegneserier.

I ’Telegraph Avenue’ er det sort musik og blaxploitation-film. En filmgenre, som opstod i begyndelsen af 1970’erne, hvor cool sorte fyre i trompetbukser for første gang fremstod som de seje og de stærke helte over for den hvide autoritet.

LÆS OGSÅSuccesforfatters nyeste murstensroman er en af årets bedste amerikanske udgivelser

»Et af temaerne i bogen er forældede – eller tilsyneladende forældede – teknologier og ideer«, fortæller Chabon, da vi mødes på hans danske forlag Rosenkilde & Bahnhof i Toldbodgade.

»Vinylpladerne var tilsyneladende uddaterede, men forsvandt aldrig helt og har på en måde bevaret deres værdi. Noget tilsvarende gælder i Amerika for jordemødre, hvor de blev erstattet af hospitaler og læger. For begge dele gælder det, at de ikke er faldet ud af billedet, fordi de blev overhalet af noget bedre. Vinyl og jordemødre blev umoderne af dårlige grunde. I sit forhold til sin teenagesøn vil Nat Jaffe gerne kunne være til nytte, men han føler sig usikker og umoderne som en vinylplade«.

Mere end blot nostalgi
Flere af figurerne i romanen ser sig selv som et forbund af enlige mænd forenet i deres jagt på en svunden verdens tabte vidundere?

»Jeg betragter ikke mig selv som en apologet for nostalgi. Visionen om pladeforretningen Brokeland Record, hvor folk kan finde sammen uanset vidt forskellig baggrund og blive forenet i en fælles passion for vinylplader, er, som navnet antyder, en knækket vision«.

Blå bog

Michael Chabon

Modtog i 2001 Pulitzerprisen for romanen ’Den utrolige historie om Kavalier & Clay’.

Inden da havde Chabon skrevet ’Pittsburgh-mysterierne’ og den filmatiserede ’Wonder Boys’.

Hans seneste roman ’Det jiddische politiforbund’ fik også applaus, og den aktuelle ’Telegraph Avenue’ er en af årets mest roste romaner i USA.

49-årige Chabon bor i Berkeley med sin kone, forfatteren Ayelet Waldman.

Sammen arbejder de på en HBO-serie om clairvoyante og andet godtfolk i krig mod Hitler.

Men man kan have et forhold til vinylplader og bøger, som ikke handler om nostalgi, men handler om at insistere på nogle virkelige, sanselige genstande?


»Ja, det handler ikke om nostalgi eller ej, men om, hvad der er bedst. Vinylplader har deres begrænsning. Man kan ikke lytte til dem på flyet eller i bilen, og de bliver ridsede. Men på et godt anlæg lyder de stadig bedre. Bøger er tunge, kan falde i badekarret og blive spist af insekter. Elektroniske bøger er på mange måder mere praktiske, men bøger har et sanseligt element. De lugter, de vejer, deres omslag huskes. Det er ikke bare nostalgi. De tiltaler sanserne på en anden måde. 25 år senere kan man finde bogen frem, og synet af siderne og hvad man engang skrev i marginen vil fremkalde erindringer. I en e-bog er der kun informationen i teksten«.

Flittig pladevender
Har du selv et personligt forhold til vinylplader?

»Jeg lytter konstant til dem, når jeg arbejder. At lytte til lp’er er inkorporeret i min arbejdsrutine. Det anbefales at strække benene hvert 20. minut, så det passer perfekt med at skulle vende en plade«, smiler Michael Chabon, der har sammensat et omfangsrigt ’soundtrack’ i ’Telegraph Avenue’.

LÆS OGSÅDen nye amerikanske roman er interessant og velvinklet

Bogen er spækket med titler og navne på musikere. Men hvordan undgår man at forsvinde helt ned ad Nørdegade?

»Man må selvfølgelig hele tiden gøre op med sig selv, hvorvidt musikken er en nødvendig reference. Hvis man skal skildre en person, der ved alt om musik og har et hoved konstant snurrende af musik, er det helt nødvendigt at bruge meget musik for at karakterisere ham. Men det kan selvfølgelig let blive for meget«, siger Chabon. På det punkt får han opbakning fra en af sine hovedpersoner. Nat fra Brokeland Records føler sig på et tidspunkt ligefrem invaderet og frastødt af den musik, han har brugt et liv på at dyrke.

»Det er et meget vigtigt øjeblik«, fastslår hans forfatter.

»Det, jeg bedriver i mine bøger, er ikke en kritikløs fejring af populærkulturen. Jeg er ambivalent over for den magt, disse ting har over os. Det kan komme ud af kontrol«, siger Chabon om fankulturens faldgrube, hvor man risikerer at isolere sig med sin fetich.

Deltager i minstrel-tradition
Hvordan har folk reageret på musikken i bogen?

»Nogle har klaget over de mange referencer og følt, det er gået helt hen over hovedet på dem. Andre er vildt begejstrede gået på opdagelse i musikken. Selv lærte jeg rigtig meget om funk og souljazz fra sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne.

Det, jeg bedriver i mine bøger, er ikke en kritikløs fejring af populærkulturen. Jeg er ambivalent over for den magt, disse ting har over os. Det kan komme ud af kontrol

Michael Chabon

Jeg kendte enkelte album med f.eks. Herbie Hancock og Freddie Hubbard, men jeg havde slet ikke en mere præcis fornemmelse af den kontekst og det miljø og den bevægelse, de dengang indgik i. Selv de dårligste blaxploitation-film havde et godt soundtrack!«, udbryder Michael Chabon, der lader sine personer være stærkt optaget af Tarantinos film.

Tarantino, som med ’Jackie Brown’ lavede sin egen kærlighedserklæring til blaxploitation-genren. Hermed ville Chabon signalere, at han vidste, han bevæger sig ind på et følsomt område, når han som hvid forfatter skriver om sorte mennesker og benytter sig af sort kultur.

»Det kan være en speget affære som hvid forfatter at tilegne sig en sort kulturs stil og udtryksformer i sit eget værk. Det bliver sjældent gjort. Kun få hvide forfattere skriver bøger med sorte hovedpersoner. Det er næsten tabu. Stort set kun krimiforfatterne gør det. Men jeg ville skrive en roman om almindelige sorte mennesker, som hverken var politi, røvere eller involveret i narkohandel. Men uanset hvor gode ens hensigter er, bliver man automatisk deltager i en meget lang minstrel-tradition for at komme skosværte i hovedet for at lade, som om man er sort«.

Sprogligt flow
Prøvede du at skrive funky?

»Nej, men hiphop fik en uventet betydning. Jeg dyrkede hiphop fra dag 1, men holdt op omkring 1994. Nu begyndte jeg igen. Jeg havde ikke tidligere fanget, i hvor høj grad mange af de gode hiphoppere opfatter sig selv som forfattere og hele tiden taler om at skrive. Jeg begyndte at føle et slægtskab.

LÆS OGSÅForfatter forsvarer 'den dårlige mor'

Men hvordan kan en hvid, midaldrende mand træde i forbindelse med en ung sort fyr, der er vokset op i slummen i Brooklyn? Jeg fandt fælles grund i vores tilgang til sproget i vores sans for at lege med det. Med brug af billeder, metaforer, hyperbler osv. Det gik op for mig, at det, jeg gerne ville opnå med sproget i ’Telegraph Avenue’, er, hvad rappere kalder flow. Det var ikke funkiness, jeg ville opnå, men et flow i mit sprog«.

Mødet i pladesamlingen
Bogen er også blevet en bog om sønner af fraværende fædre?

»Det er et fremtrædende tema i alle mine bøger«, svarer Chabon – og fortsætter efter en lang pause:

»Nok til dels fordi mine egne forældre blev skilt. Min far flyttede ud og flyttede til en by langt borte. Indtil jeg var 12 år, var min far der, og så var min far der ikke. Det var en voldsom oplevelse for mig, og det er nok derfor, forestillinger om fraværende fædre dukker op.

Men i denne bog sker det på en anden måde. Når man taler om plader og pladesamlinger, er det meget nemt at komme til at snakke om fædre og sønner. Indtil for ikke så længe siden var pladesamlingen en slags legeplads, hvor fædre og sønner kunne mødes.

Jeg læste rapperen Jay-Z’s selvbiografi, hvor han skrev noget i retning af »min generation havde ikke fædre, men vi havde vore fædres plader«. Det overbeviste mig om, at jeg havde fat i noget autentisk stof«.

PolitikenPlus
  • NI HAO NUUK En ekspedition i anledning af Grønlands fremtid.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 145 kr. Køb
  • Robotboys Hvis du ikke kender dem, gør dine børn det. Med over 100 millioner views på YouTube er Robotboys et fænomen i verdensklasse.

    Pluspris 130 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Side by Side Engang var de selv unge, håbefulde musikskoleelever. Nu giver musikerne i Det Kongelige Kapel erfaringerne videre til morgendagens musikere og musikelskere.

    Pluspris 60 kr. Alm. pris 75 kr. Køb
  • DR Big Bandet med John Scofield Det er ved at være et par år siden DR Big Bandet sidst spillede sammen med en af jazzen helt tunge drenge, John Scofield.

    Pluspris 184 kr. Alm. pris 250 kr. Køb
  • Tryllefløjten For første gang lader Operaen tæppet gå for en helt ny opsætning af den populære opera 'Tryllefløjten', der har været elsket af publikum siden 1791.

    Pluspris fra 556 kr. Alm. pris fra 695 kr. Køb