Du har skrevet en kogebog for lænestolseventyrere. Hvorfor?
»Det startede som en intern vittighed mellem min bror og mig. Jeg har rejst en del og altid samlet opskrifter. En dag foreslog han mig at lave en kogebog, der parodierede andre kogebøger, så jeg samlede opskrifterne og lagde dem ud på min hjemmeside. Det gav mere end 10.000 unikke besøgende om måneden«.

»Alle opskrifterne er autentiske og viser, hvor forskellige mennesker er. Det synes jeg er mere interessant at formidle, end hvor ens vi er. Globaliseringen har stået på i 600-700 år, men kulturel identitet ligger ofte i mad. At spise og respektere andres mad er en rigtig god måde at få kontakt på, når man rejser«.

Venskaber går gennem maven, skriver du, men det gør manglende forståelse for andre vel også. Folk, der spiser insekter, er jo næsten ikke mennesker.
»Præcis. På Borneo eller Ny Guinea er det altid naboerne, der har været kannibaler. Aldrig dem, man taler med. De er helt normale. Men nabostammen – den spiser underligt. Set med vestlig optik spiser de dog alle sammen ret unormalt«.

»Her i Danmark blev mange forarget over, at prins Henrik har spist hundekød. Men prinsgemalen har en baggrund i Vietnam, hvor hunden er et brugsdyr. Mad er kulturelt betinget og bestemmes af, hvad der på et givent sted findes af dyr, fisk og planter. Når vi ikke har spist hunde i Danmark, er det, fordi man har brugt dem som jagthunde. Jeg er sikker på, at franskmændene heller ikke har spist deres trøffelgrise«.

Er det synd for dyr, at man spiser dem?
»Nej. Mennesket er kødæder og øverste led i fødekæden. Det er i orden at slå dyr ihjel for at spise dem. Men jeg er ikke tilhænger af, at man piner og plager dyr og ikke behandler dem ordentligt f.eks. i landbruget og under transport. Eller af, at man i Kina spiser udryddelsestruede dyr, fordi der er status forbundet med det«.

Bogen bringer bl.a. en opskrift på abehjerne i kokosmælk ...
»Nogle dyr er så intelligente og ligger så tæt på os, at min grænse er nået, så abe har jeg sagt nej til. Når jeg ser mig selv i spejlet om morgenen, er jeg ikke i tvivl om, at jeg har et nært slægtskab med aben, og jeg vil ikke spise min fætter. Jeg ville formodentlig heller ikke spise delfin. Men grænsen er meget individuel. Jeg har smagt både hund og kat og hval, men ville aldrig kunne spise et dyr, jeg havde kløet bag øret og kaldt ved navn«.

Har du en livret?
»Faktisk har jeg to. Jeg er vild med dansk smørrebrød. Det er danskernes svar på sushi. Hvis vi nogensinde skulle bidrage til verdenskøkkenet, ville det være med smørrebrød. Den anden er fra Laos. Frisk, reven papaya med gæret fiskesovs smager edderhyleme godt. Får man så også stegte nudler til, er man i himlen«.