Det var omkring 1975.

Der skulle være gadefest i Kartoffelrækkerne, der i de år blev overtaget af akademikere og venstreorienterede med samstemt VS-sindelag, jævnaldrende børn i skolealderen og lyst til at komme hinanden ved.

Så nu skulle der være fest.

Ganske usædvanligt havde en af de tilbageværende gamle i kvarteret, bryggeriarbejderen, meldt sig til festen.

Til festen ville alle de nye snakke med den autentiske arbejder, der kunne fortælle om ’gamle dage’ i kvarteret, og som aftenen skred frem blev bryggeriarbejderen helt opildnet af al den opmærksomhed og snak.

Han skålede med de smukke damer, blev halvfuld og ville så danse.

Derfor satte han sine højttalere ud i vinduerne fra sin stue og satte festmusik på.

»Det var sådan noget tysk schlagerpop, dum-dum-dum-du-du-du-dum-dum og et stort kor som sang. Det faldt totalt til jorden. Og så var der simpelthen lukket over for ham, fordi han havde bragt sin dårlige, platte smag ind i vores fest«, husker Martin Kongstad.

Kun jazz eller Doors
Teenageren Martin Kongstad bed dengang mærke i, hvad han opfattede som intolerance hos de ellers på overfladen über-tolerante beboere over for denne mand, der trådte lidt ved siden af ’den gode smag’.

De ville nemlig kun høre jazz eller Doors og ikke hans skidt.

Men de kaldte sig alle socialister, og når arbejderne strejkede, købte de støtteklistermærker og satte dem på deres døre, så »alle kunne se, de var nogle gode og ordentlige mennesker«.

»Men lige så snart der blev sat en forkert plade på, så for de alle sammen op. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det her skal jeg fandeme huske, for her kan man se hykleriet. Eller måske snarere intolerancen over for folk, som mener eller gør noget andet end en selv. Jeg synes, det samfundslag, jeg er vokset op i, er meget sådan... åndshovent, ikke?«

Kogeøer og poder i modetøj
Over tre årtier senere sidder gadefestepisoden stadig fast i skribent, reklame-, teater- og filmmand Martin Kongstad, der i disse dage er aktuel med sin skønlitterære debut, novellesamlingen ’Han danser på sin søns grav’.

LÆS OGSÅ Årets debutant: Går priser ikke kun til fine bøger?

Bogen foregår blandt de privilegerede, det, man kalder den kreative klasse, dem omkring de 40, der i de nyligt overståede opgangsår brugte alle friværdikronerne og hvert et vågent øjeblik på at bygge kogeøer og samtalekøkkener, klæde deres børn i designertøj, køre i lækre biler og ikke mindst lave lækker mad.

»Mad er for vores tid, hvad socialisme var for 70’erne«, skriver Kongstad i bogen.

Hvis det er sandt, så er vi også nogle gode socialister.

Der er i hvert fald chèvre chaud-salat på bordet og diskret jazz i højttalerne, da vi mødes på forfatterens stamsted, frokostrestaurationen Blegdammens Stjerne, på Nørrebro.

Foto:  Niels Christensen En lille tidslomme hvor man hilser pænt på hinanden, hvor malerierne er tilpas taktfulde, og kaffen serveres uden for meget overflødig varm mælk.

Vi har taget plads i herreværelset, hvilket lyder mere hemmeligt, end det er.

Men her ser stedets stamgæster, inklusive Kongstad, fodbold, derfor det med ’herre’.

Mister Skide i egen rede
Bogens syv noveller foregår i årene 2001-09 og følger den samme vennegruppe med hovedpersonen Mikkel Vallin i centrum fra Østerbro til Taarbæk og Tisvilde.

Vallin går ligesom Kongstad, der er madanmelder på Dagbladet Information, meget op i det kulinariske og arbejder som mad- og livsstilsjournalist på et større dagblad, der ligner Politiken.

Gennem ham møder vi hans galleri af forkælede, selvtilstrækkelige venner og bekendte, der har gået på Bernadotteskolen, boet i Kartoffelrækkerne, og som voksne er blevet det, man kan kalde den kulturelle overklasse.

Klassen og miljøet, som Kongstad beskriver i bogen, er hans eget, og selv om personerne er opdigtede, kan man sagtens genkende typerne fra det københavnske parnas.

»Det har aldrig været min ambition at hænge en speciel klasse ud, men da jeg var færdig, kunne jeg godt se, at det var det, det var endt med. Det er ikke sådan en mystisk, snæver kreds, men det, man kunne kalde det københavnske bedsteborgerskab. Folk der, som mig, er opdraget til at synes, at ånd og kultur er vigtigere end bare at halse rundt efter pengene«, siger Martin Kongstad.

LÆS ANMELDELSE Novellesamling er underholdende ond

Han kan efter eget udsagn kun finde ud af at skrive om sit eget miljø og er derfor efterhånden blevet berygtet som ’Mister Skide i egen rede’.

»Irmaklassen«
Sin såkaldte klasse kalder Kongstad for »Irmaklassen«, folk, der er opdraget til at synes om bebop-jazz og klassisk musik og kunst, som hellere læser Dostojevskij end krimier og omgiver sig med masser af træ og danske møbelklassikere.

»Jeg fandt ud af for nogle år siden, at man kan leve hele sit liv i de kredse. Blive kæreste med en fra nabogaden eller Virum. Holde sommerferier i Tisvilde eller til nød Rørvig. Gå til koncerter på Montmartre og senere JazzHouse, og når man ser en film, skal det være i Grand. Der er alle de her uskrevne regler for, hvad der er lødigt og ikke lødigt, godt eller ikke godt«.

I bogen slår den faste klike af venner hårdt ned på nye udefra, der ikke kender koderne og reglerne til fulde.

Som stakkels Jannik, der er opvokset i den forkerte del af Nordsjælland, Kregme.

Ikke Rungsted eller Søllerød, men Kregme. Eller tilflytterrigmanden i Tisvilde, der falder igennem ved at købe kantareller i stedet for at samle dem.

»Vi er vokset op hos forældre, som havde råd til at spise oksesteg i weekenden og at drikke rødvin og tage på sommerferier i Sydfrankrig, men samtidig stemte VS eller SF og havde hjertet på rette sted, nemlig til venstre, og så var vi ligesom dækket fuldt ind. Der, hvor jeg er vokset op, var det at være borgerlig et socialt skældsord. Der kom ikke nogen hjemme hos os, der var borgerlige. Jo, min farfar, men han kom kun sjældent«, griner han.

Vi er ved at have skudt os ind på et segment, man vel godt kan betegne som Politikens kernelæsere.

»Vi hører ikke Johnny Reimar Party«
68’ere, kulturradikale, venstresocialister, folk med mange rigtige og gode meninger, men også en automatrynket næse til dem, der ikke er som dem selv.

Foto:  Niels Christensen»Hvis man siger, at vi per definition er nogle ordentlige mennesker, ikke nogle borgerlige, reaktionære svin, som bare vil udnytte alle andre og løbe rundt efter store biler og dumme, store huse. Vi er de ordentlige, der lever nogenlunde nøjsomt. Men vi er heller ikke ligesom underklassen, arbejderklassen, som vi ellers skulle være så solidariske med. Vi er jo ikke platte, vi hører ikke Johnny Reimar Party, og vi ser ikke dårlige film uden dybde«, siger han, inden han sætter ind der, hvor det virkelig gør ondt:

»Det vil sige, at vi er bedre end både de mennesker, der er under os og over os pengemæssigt. Og hvis man bliver opdraget til, at man har mere ret end alle andre, så bliver man jo faktuelt opdraget til, at man er et overmenneske. Og så tænker jeg, det er sgu da ikke særlig godt. Det er da farligt? Det må da gøre noget ved mennesker, hvis man fra barnsben af bliver opfostret til at være bedre end alle andre. Det må da gøre noget ved ens selvforståelse? Og jeg kan da også mærke en vis kynisme over for mennesker, som ikke lige passer ind i vores lag«.

Kultur eller penge
Kynisme er der også masser af i Kongstads bogunivers, hvor kampen især står mellem de rige og de kulturelle.

»Den moderne klassekamp står mellem os og dem. Mellem kultur og penge. Men det er en ulige kamp. De rige ved nemlig ikke, at den eksisterer«, siger hovedpersonen i bogen som kommentar til indrykket af »overløbere fra Hornbæk«, der opkøber huse i sommerhusbyen Tisvilde i Nordsjælland for at »få noget ånd«, som Kongstad formulerer det.

De rige er vulgære og drikker champagne til tusindvis af kroner og kører i åbne BMW’er, mens de kulturelle cykler ned og bader i slidte årgangs-badekåber, bager deres eget brød og i det hele taget iscenesætter sig selv som de rigtige og autentiske.

»Jeg havde som udgangspunkt troet, at jeg ville synes dårligt om de rige. Men jeg fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne lide mange af dem, så jeg kom til at skrive et forsvar for dem i stedet. De er meget mere ligefremme end den klasse, jeg selv kommer fra, hvor man har travlt med at tale dobbelt og dække sig ind. De rige står ved, at de gerne vil tjene penge og bruge dem, og der er ikke noget hemmeligt der. Så jeg synes, der var noget formildende over deres stupide ligefremhed«, siger han med et smil, som om han godt kan høre kultursnobberiet i det udsagn.

Glemte visionerne
De fleste skribenter, der skriver om deres egen generation, ender med et forsvar, hvilket Kongstad også i den grad gjorde med sin bog ’Dengang i 80’erne’, som han skrev med Henrik Vesterberg i 2003.

I den nye bog langer han dog primært ud efter egne rækker og de yuppieværdier, som hans generation har levet efter, siden de blev voksne.

»Da vores generation endelig fik ordet, talte vi om langtidsbagte tomater og alternativt havebrug«, har han udtalt.

»Gennem de sidste ti år har min generation været i vores bedste alder, 30-40’erne, og er nået til et vist punkt i vores karrierer med ledende poster. Men min anklage er, at vi har forsømt at afstikke nogle retningslinjer og have ambitioner, der rakte ud over hjemmets fire vægge. For da vi endelig fik magt, fik vi på samme tid så utrolig mange penge i form af friværdi og opskrevne andelskroner, at vi glemte at tænke større«.

Dermed mener Kongstad, at hans generation og omgangskreds forsømte chancen for at være visionære og tage vigtige diskussioner, men i stedet gav sig til at nyde.

Nyde boligen, maden, forbruget.

»Den kulturelle overklasse begyndte at opføre sig, som overklassen altid havde gjort og overtog deres livsstil. Og vi begyndte at bruge gourmetmad og vin som en form for overspring fra noget, som kunne være vigtigere. F.eks. at tale ordentligt sammen. Eller bede en bøn, eller hvad fanden man nu kunne gøre i stedet«, mener Kongstad.

Blachman som talsmand
Af samme årsag er hans generation ikke er særlig stærkt repræsenteret i den offentlige debat, ifølge forfatteren.

»Vi har glimret ved fraværet af visionære tanker. Bare se hvor skræmmende få talsmænd og debattører, der er fra vores generation. Det er faktisk ved at være Thomas Blachman, der er en af de største«, siger han og fnyser.

Spørgsmålet er så, om ikke Martin Kongstad med sin skrappe selvransagelse ender med at give forældregenerationen, 68’erne, brændstof til deres årelange anklager mod den såkaldte nå-generation, der ikke ville noget og ikke mente noget.

»Jo, det kan da godt være en uheldig bivirkning! Men hvor jeg tidligere har hakket løs på 68’erne, så kan jeg nu sætte mig i deres sted. For foreløbig er det jo ikke blevet til noget som helst fra vores side«.