Annonce
Annonce
Annonce
Bøger 9. feb. 2010 KL. 08.28

Pamuk: »Mine politiske ideer er mindre vigtige«

Nobelprismodtageren fortæller om politik, litteratur og uskyldens museum.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Fakta

Frode Saugestad underviser i litteraturvidenskab ved Harvard University og er aktuel med bogen ’Individuation and the Shaping of Personal Identity: A Comparative Study of the Modern Novel’.

’The Museum of Innocence’ udkommer på Gyldendal, formentlig i slutningen af 2010.

Titlen på Pamuks Harvardforelæsningsrække er ’The Naive and the Sentimental Novelist’, hentet fra Friedrich Schillers essay om, hvordan vi mennesker æstetisk forholder os til det at modtage et budskab.

Forelæsningerne kan kort opsummeres som Pamuks teori om romanen, og de skal efter planen udgives på engelsk i 2011.Rygterne svirrede: Orhan Pamuk skulle være efterårets store satsning ved The Humanities Center, et af Harvard Universitys mest prestigefyldte centre, og tildeles The Charles Eliot Norton Professorship in Poetry.

Dette professorat har siden oprettelsen i 1925 været en stilling, som kun særligt markante forfattere, og nogle få musikere, er blevet tildelt.

Vil hellere til USA
Senere på efteråret 2009 mødes vi på vores lokale kaffebar, og det første, Pamuk fortæller mig, er, at han befinder sig godt i USA, og at han har været her meget de seneste fire år, fordi han er professor i litteraturvidenskab ved Columbia University.

LÆS ARTIKEL Tyrkere ville dræbe nobelprismodtager

Han smiler, og jeg tænker, at han nok er lettet over, at de alvorlige anklager mod ham fra den tyrkiske stat blev henlagt for nogle år siden, før han bryder ind og tilføjer, at »selv om jeg ikke havde haft et politisk pres på mig hjemme i Tyrkiet, ville jeg sætte stor pris på at være i USA. Men The Norton Lectures er noget, man kun kan gøre én gang i livet«.

Har droppet farverne
Pamuks seneste bog, der er oversat til dansk, er essaysamlingen ’Andre farver’, og jeg synes, titlen er spændende, i betragtning af at mange af Pamuks tidligere titler handler om netop farver: ’Det hvide slot’, ’Den sorte bog’ og ’Mit navn er rød’.

I samlingen er det et essay om den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa, der skiller sig ud som mest interessant.

Jeg spekulerer derfor på, hvordan Pamuk ser på spørgsmålet om litteratur fra det, vi ofte kalder den tredje verden, og hvordan han forholder sig til Fredric Jameson (amerikansk litterat, red.) og hans argument, at al litteratur fra den tredje verden er en national allegori?

Og om han ikke er enig med Jamesons påstand; at der er særlige kendetegn ved denne litteratur?

LÆS ARTIKELMan famler rundt i Pamuks essaysamling

»Absolut ikke! Det er ikke bare forkert at tro, at der er noget særlig universelt ved den; det er også arrogant. Jeg vil ikke sige, at det er racistisk, men sådanne generaliseringer er uden substans. Hvis nogen kommer til mig og siger: ’Orhan, kan du pege på nogle særlige træk ved vestligt maleri eller vestlig litteratur’, så er det bare dumt. Det afslører spørgerens manglende viden. Det, Jameson og hans ligesindede leverer, er generaliseringer, som tilfredsstiller deres publikum. Jeg tænker ikke på deres tekster som andet end hule, og jeg foragter disse mennesker«.

’Andre farver’ er en samling af essays, notater, interview og andre tekster, hvor Pamuk inviterer os hjem til sig. Her tænker jeg ikke bare til Istanbul, som han gør i de øvrige bøger, men ind i sit eget hjem, i sig selv og sine personlige tanker.

Han fortæller os, hvem han er, eller i hvert fald hvem han ønsker at være. ’Andre farver’ er Pamuks ’selvbiografi’, i meget højere grad end hans romaner er det.

... jeg kan ikke sige, at jeg kun skriver for Tyrkiet, for det er ikke sandt

Tyrkernes forhold til Europa
Ved at fortælle os om sine to store kærligheder – bøger og Istanbul – får vi som læsere også indsigt i hans personlige liv og hans forhold til det at skrive bøger. Han ’afslører’, hvad han selv mener, er essensen i nogle af sine romaner.

I bogen findes også en værdifuld tekst om Dostojevskij og ’Optegnelser fra et kælderdyb’, som kan fortælle os meget om Pamuks helt nye roman, ’The Museum of Innocence’. (Anmeldt side 4, red.)

Et tilbagevendende tema i dine bøger er, at du bruger fortiden til at sige noget om nutiden og måske især igennem, hvordan du definerer Tyrkiet, den tyrkiske nation og dens identitet, men også Tyrkiets og tyrkernes forhold til Europa og … Med ét afbryder Pamuk mig og spørger, næsten lidt brysk, om det er et politisk spørgsmål, og om det, jeg egentlig lurer på, er, hvad han mener om Tyrkiets forhold til EU?

Stemningen skifter
Pludselig er det, som om stemningen skifter, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Pamuk for nogle år siden blev tiltalt for at have fornærmet den tyrkiske nationalstolthed, da han til en schweizisk avis udtalte, at omkring 30.000 kurdere og 1 million armeniere blev dræbt under Det Osmanniske Rige.

Sagen mod Pamuk blev ganske vist frafaldet, man aner, at hans stigende status på den internationale litteraturscene kan være en af årsagerne, men emnet vækker stadig stærke følelser.

LÆS OGSÅ Tyrkisk jubel over Nobels litteraturpris

For min egen del påpeger jeg hurtigt, at jeg spørger, fordi det er et emne, som han stadig vender tilbage til i sine romaner; forholdet mellem de forskellige karakterer, og hvordan de forholder sig til ’den anden’, som ofte er en europæer. Jeg nævner bogen ’Det hvide slot’, og med ét er stemningen mere behagelig igen.

Øst og vest er kunstige grænser
»Åh, du tænker på ’Det hvide slot’! Det er selvfølgelig en historisk roman, dog ikke på den traditionelle måde, men jeg bruger denne genre til at påpege, at øst og vest er kunstige grænser, en slags mental fiktion, som nogle gange minder om noget, der indeholder et gran af sandhed. Samtidig er det min måde at behandle det klassiske tema om ’dobbeltgængeren’«, siger Pamuk og fortsætter.

»Det er også relateret til Tyrkiets position mellem det såkaldte øst og det såkaldte vest, og man kan sige, at det er en legende tilgang til den problemstilling. Det er en egen lille tyrkisk-osmannisk genre, som er vokset frem af den kendsgerning, at Tyrkiets kulturelle geografi ligger midt mellem to civilisationer; og netop her ligger noget af Tyrkiets rigdom«.

Vækkelse og islamisme
Politisk kontrovers eller ej, eller måske netop derfor, er ’Sne’ nok den roman, som, sammen med ’Mit navn er rød’, virkelig gjorde Pamuk kendt uden for Tyrkiet.

Pamuk har her henlagt handlingen til en lille by i det nordøstlige Tyrkiet, hvor forfatteren Ka vender tilbage efter 12 år som politisk flygtning i Tyskland. I byen Kars har flere unge kvinder begået selvmord i de senere uger som følge af et forbud mod at bære hovedtørklæder i skolen.

Ka skjuler sin identitet ved at hævde, at han er journalist, og han trækkes ind i hændelser, der omhandler tabt kærlighed, religiøs vækkelse, islamisme og et militærkup.

Forfatterens udfordringer
Hvordan tror du, din egen opvækst i et vestligt øvre middelklasse-hjem i Istanbul har påvirket dine skildringer af landsbyer, islam og fundamentalisme i ’Sne’?

»Med ’Sne’ ville jeg skrive en politisk roman, hvor jeg forsøgte at betragte, eller snarere finde frem til, nationens sjæl. Jeg rejste til den nordøstlige by Kars, hvor jeg interviewede og mødte mange mennesker, og da jeg efterfølgende skrev romanen, opfandt jeg en lille by, der fungerer som et mikrokosmos af Tyrkiet. Jeg kan godt lide at rejse rundt til forskellige egne og forsøge at sætte mig ind i stedets problemer og udfordringer - og gøre mit bedste for at identificere mig med menneskene der. Forsøge at forstå hvordan denne kvinde eller mand opfatter verden. Jeg kan godt lide denne udfordring som forfatter«.

Ikke politisk
Når man læser ’Sne’, er det jo, med tanke på Tyrkiets ønske om at blive medlem af EU, ikke just den bedste reklame, landet kunne få. Pamuk fortæller om en hollandsk ven, som, lige efter at ’Sne’ var udkommet, fortalte, at han vidste, hvor meget Pamuk ønskede, at Tyrkiet skulle blive medlem af EU, men som efter selv at have læst bogen mente, at det måske alligevel ikke var en god idé.

Pamuk bryder ud i latter, og måske er den is, som var der for nogle minutter siden, da jeg først kom ind på Tyrkiet og EU, i færd med at smelte.

»Men: Mine politiske ideer er mindre vigtige end mine romaner, og man bør forholde sig til og tro på det, jeg skriver i mine romaner, ikke i mine politiske kommentarer eller mine utopiske og naive politiske programmer«.

Tyrkiets repræsentant
På samme måde som Charles Dickens skrev om London, Fjodor Dostojevskij om Skt. Petersborg, James Joyce om Dublin, Marcel Proust om Paris og Naguib Mahfouz om Kairo, er Istanbul bagtæppe for Pamuks romaner.

’Sne’ er en undtagelse, idet den foregår på grænsen op mod Georgien og Armenien - fordi det kun er her, han kunne finde, hvad han søger.

Jeg kigger i mine noter. Mens jeg hørte Pamuk fortælle om, hvilke af sine romanfigurer han føler sig knyttet til, har jeg skrevet »Tyrkiets repræsentant« på et stykke papir. Og tilmed sat en ring om det.

Flest læsere i udlandet
Indlevelse, troværdighed og ikke mindst repræsentation er måske særlig vigtigt for Orhan Pamuk, som finder størstedelen af sine læsere uden for Tyrkiet.

Pamuk er oversat til flere end 50 forskellige sprog, og hans millioner af solgte bøger står i stærk kontrast til debuten, som kun solgte 1.800 eksemplarer i hjemlandet.

LÆS ARTIKEL Tyrkiet letter adgangen til retssager mod intellektuelle

Til trods for at han i dag er den mest sælgende forfatter i Tyrkiet, har han størstedelen af sine læsere i udlandet, og jeg forestiller mig, at en så stor international læserkreds må have en vis indvirkning på Pamuk og skriveprocessen?

Vil tilfredsstille læseren
»Mine salgstal har været ret konstante i Tyrkiet, efter at jeg blev etableret som forfatter, men det er klart, at når man bliver oversat til mange forskellige sprog, så gør det noget ved mig som forfatter. Jeg forestiller mig, at mit publikum forandrer sig fra bog til bog, men jeg kan ikke sige, at jeg kun skriver for Tyrkiet, for det er ikke sandt. Jeg ser på mine læsere, som om de står og kigger mig over skulderen, og jeg må indrømme, at jeg på en barnlig måde har et ønske om at tilfredsstille dem«.

»Mange i Tyrkiet mistænker mig for at tilfredsstille læserne i udlandet, og det bliver af og til sagt, at jeg misrepræsenterer og i nogle tilfælde svigter Tyrkiet, og at udlændinge derfor ikke vil kunne få nogen sand forståelse for Tyrkiet gennem mine bøger«.

Uskyldens museum
Hvis nogen mener, at Pamuk misrepræsenterer eller svigter Tyrkiet, så forsøger han i det mindste at gøre noget ved det i sit seneste bogprojekt: ’The Museum of Innocence’, som udkom i Tyrkiet i 2008, på engelsk i 2009 og i dansk oversættelse formentlig i slutningen af 2010.

LÆS ARTIKELPamuk hylder kvinden og Istanbul i metaroman

Bogen er på hele 500 sider, og til trods for velkendte temaer som øst/vest er det i høj grad Istanbul, der er den egentlige helt i romanen: Hvordan byen vokser og kæmper sig op og frem mellem en traditionel tyrkisk og en importeret vestlig kultur.

Da jeg spøger ham, om han vil fortælle lidt om arbejdet med bogen, svarer han hemmelighedsfuldt, at »det ville ikke være pænt over for potentielle læsere i Danmark«.

Istanbul er helten
Noget, som gør ’The Museum of Innocence’ til en ganske særlig udgivelse, er ikke bare selve romanen, men hvad man potentielt får med i købet. Pamuk åbner til næste år sit eget virkelige ’Museum of Innocence’ i Istanbul.

På den måde bliver museet ikke bare en forlængelse, men også en fortsættelse af romanen, og med hver solgt bog følger en indgangsbillet til museet.

Under arbejdet med romanen besøgte Pamuk hundredvis af små hyggelige museer verden over, ikke bare for at samle inspiration, men også med tanke på det nye museum, som bliver fyldt med forskellige objekter relateret til den.

LÆS ARTIKEL Orhan Pamuk om den politiske islams drivkraft

Museet bliver derfor en slags fusion af det private og det offentlige, og samtidig får det samme funktion som romanen, idet de begge kan fungere som en slags tilflugtssteder fra verden omkring os.

Men til syvende og sidst bliver museet en repræsentation af, og et symbol på, Orhan Pamuks uendelige kærlighed til romanen som genre.

Oversættelse: Helle Albeck