Forfatterens værksted

Interview

Hvornår begynder processen med at skrive en bog?

»Der kan være 10 år fra jeg får impulsen, til jeg begynder at skrive den konkrete bog. Det skal vokse i en, til det bliver for stort at bære på. Spørgsmålet er mere, hvilken bog der skal være den næste? Det skal være den, der er mest fremme i ens bevidsthed, den, der er blevet 'for stor' på en eller anden måde. Så processen begynder, lang, lang tid før jeg begynder at skrive bogen. Jeg har nu måske fire romaner, jeg gerne vil skrive. Hvis jeg er i tvivl om, hvilken der står for tur, begynder jeg på to af dem og har lyst til at flette dem sammen, men det kan ikke altid lade sig gøre. Det bruger jeg meget tid på. Det er forarbejdet«. Når du så har valgt en roman, tænker du så ikke på de andre?



»Nej - kun med længsel! Jeg tænker: Åh, den ville have været mere interessant, eller sådan noget. Man lever jo ikke kun på ét plan«. Giver det tryghed at vide, at du har de bøger inde i dig?



»Ja, absolut. I det hele taget giver det tryghed at skrive. At have det som noget, der er et centrum i ens liv. Noget som ikke forsvinder. Man er i en vis forstand usårlig. Det er lidt ligesom et magisk skjold, som beskytter en«. Mange taler om den store tomhed, når man lige har afleveret noget. Har du også den?



»Ja. For uanset hvor hurtig man er - og jeg er langsom - så tager det forholdsvis lang tid at skrive en roman. Så det er som en maniodepressiv proces. Til sidst arbejder jeg mig op til en mani, for hvis det skal hænge sammen, og jeg skal sørge for ikke at have for mange gentagelser, så skal jeg faktisk huske det hele udenad. Jeg lever i en mani det sidste halve år. Og efter det må man naturligt dykke ned bagefter. En anden effekt af den mani er, at jeg ofte blive syg bagefter af influenza-agtige symptomer«. Har du ikke en slags kartotek på personerne i f.eks. et kæmpeværk som 'Elskede ukendte'?



»Nej, det har jeg ikke. Det har jeg aldrig haft«. Er det redaktøren, der kommer ind og siger: Hov, hun var jo lyshåret i første kapitel!?



»Redaktøren på forlaget kommer først ind i billedet, når jeg er helt færdig. Jeg har andre til at læse manuskriptet først. Det betyder ikke, at redaktøren ikke kan sige: Er det der ikke for langt?, eller: har du tænkt over det?«.

»Når jeg begynder på noget nyt, som jeg skal til nu for alvor, så holder jeg op med at tage ud og læse op. Jeg er sluttet med at tage rundt med 'Bonsai', som jeg gjorde i godt et år fra oktober 2000«.

»Jeg oplever tit, at nogle historier, der kommer frem i medierne, bekræfter noget, jeg er i gang med at skrive. Når man er koncentreret om noget, så ser man det alle vegne. Og det er en skøn tilstand at være i, for hele verden hænger sammen. Og den energi, der ligger i sammenhænge, bliver jeg afhængig af. Jeg kan se det, jeg er ved at lave, i alt - og jeg kan bruge næsten alt«.

»Starten er det værste. Til sidst er trangen til at skrive nemlig så stor, at man ikke behøver være disciplineret - man står op, og det eneste man har lyst til er at gå derind og skrive. Selv om jeg måske skal ud om aftenen, kan det ikke få mig ud af det. Jeg sætter mig igen næste dag, uanset om jeg har drukket for meget«.

»Det er fatalt, hvordan jeg får startet. Selv om jeg kan lave det om, er det meget styrende, et spor, der hænger fast. Men jeg skriver meget spredt og løst i starten, hvor jeg ikke rigtig er fokuseret, heller ikke stilistisk. Jeg har ikke nogen fast disposition. Den skriver jeg mig frem til. Jeg har kun nogle punkter, og jeg ved, hvad jeg skal hen til, for det er det, jeg vil skrive om«.

Besværligt med skrivemaskine
Hvilke redskaber bruger du?

»Bonsai er den første roman, jeg har skrevet på computer. De andre skrev jeg i hånden først. Så skrev jeg hver dag ind på maskine - før kan jeg ikke se, om det står rigtigt. Ligesom jeg nu laver udskrifter fra computeren hele tiden - jeg retter kun på papiret«. Så må du bruge bunker af papir



»Ja, det gør jeg også. Jeg printer meget ud, hele tiden. Jeg laver et print efter de første to sider! Jeg skriver stadig i hånden, men mindre, efter at jeg har fået computer. For den har jo den samme egenskab som en blyant: du kan rette med det samme. Det er så besværligt på en skrivemaskine. Hvis jeg rigtig skal koncentrere mig, eller noget er svært, sidder jeg og skriver det i hånden først. Men computeren har lettet fantastisk - det er bare en drøm. Jeg skriver også meget bedre på den. Når jeg skulle aflevere manuskripter før i tiden, havde jeg en til at skrive rent for mig på skrivemaskine med gennemslagspapir - 'Elskede ukendte' skrev hun dog rent på computer. Nu afleverer jeg manuskriptet selv.

Jeg kan faktisk ikke arbejde uden en printer. Hvis jeg rejser et sted hen for at skrive - hvad jeg er begyndt på mere og mere - så skal jeg have en printer med. Og det er lidt besværligt«. Bruger du små lapper, stilebøger eller hvad?



»Jeg kan ikke lide de hefter, der ligner en bog med lodret ryg. Jeg bruger stenogramblokke med brede linjer og spiralryg foroven. Dem har jeg skrevet alle mine bøger i, så dem har jeg brugt mange af. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor mange. Jeg synes, de er skønne med de brede linjer. Jeg kan ikke lide, når linjerne er for smalle, som de er i et almindeligt kollegiehefte. Og der må ikke være marginstreg! Den kan jeg ikke lide, den streg der!«. Den er da ellers meget rar, hvis man vil tilføje noget?



»Nej! - så skriver jeg oven over linjen. Jeg køber mine blokke nede i Vesterbros Kontorforsyning. Der er nemlig mange, der ikke har dem. Jeg skriver kun på den side af papiret. Medmindre jeg ikke har fået købt en ny blok - for så bliver jeg nødt til at skrive på bagsiden også«.

»Hvis jeg sidder og skriver ind på computeren og kommer på noget nyt, så skriver jeg direkte videre uden at have skrevet forlæg. Og selv om jeg arbejder med print, bruger jeg blokken hele tiden. Men jeg går ikke rundt med en blok, for når jeg er i en situation, forestiller jeg mig aldrig, at det her vil jeg skrive om. Men hvis jeg er rigtig inde i en bog, har jeg nogle små kinesiske bøger - sorte med rød ryg og hjørner - som jeg skriver ideer i. Det kan være en sætning, som kommer ind i mit hoved, eller noget jeg har set. De bøger bruger jeg mest, når jeg rejser. De skal helst være helt små. Så fordeler jeg ideerne i de små bøger, alt efter hvilken roman de er til«. Det er ikke sådan, at du hører en sætning i køen i supermarkedet, du vil huske?



»Det kan ske, men så skal jeg være langt inde i en bog. Men før har jeg gjort det meget. Jeg har samlet på historier, på skæbner, på alt! Det gør jeg ikke rigtig mere«. Hvorfor ikke?



»Fordi det, jeg skriver nu, er noget andet«.

Morgenskriver
Er du A-menneske eller B-menneske?

»Jeg er A-menneske! Puha, jeg kan slet ikke skrive efter klokken 16! Jeg skal arbejde, lige så snart jeg står op. Det er derfor, jeg ikke abonnerer på nogen aviser. For jeg elsker at læse avis, så hvis der ligger en avis ude i entreen, kan jeg ikke lade den ligge! Og hvis jeg læser en avis, kan jeg ikke skrive - det er helt umuligt for mig«. Kan du heller ikke gå til bageren?



»Nej. Jeg står op, og så spiser jeg heller ikke noget. Jeg drikker Nescafé mellem 8 og 10, alt efter hvornår jeg står op. Jeg klæder mig ikke på eller går i bad, men sidder i morgenkåbe og bare fødder«. Og så sidder du der og ligner noget, katten har slæbt ind?



»Ja, jeg tør slet ikke tænke på det!«.

Fotografen vågner af sin tale-påførte døs og udbryder: »Der har vi jo billedet!«, og vi overvejer at leje en lift til klokken 7 næste morgen, der kan løfte ham op foran Kirsten Thorups vindue på 2. sal. Men den går ikke:

»Nej jeg ser frygtelig ud, det ønsker jeg ikke for nogen, at de skal se!«.

Kaffen drikkes af store glas: »Det er noget nyt for mig, men jeg synes, det er en skøn måde at drikke kaffe på. Og jeg kan godt lide Nescafé, den der lidt sødlige smag. Kaffen er vigtig for mig ... og kodymagnyler indimellem. Det er en skidegod kombination om morgenen. Uden at spise«.

Her følger formaninger fra den moderlige interviewer om kodymagnylers hærgen i mavesækken, og Kirsten Thorup bøjer beskæmmet hovedet. Men:

»Det skal være uden at spise, for ellers bliver effekten ødelagt. Hvis jeg har hovedpine, hvad jeg dog meget sjældent lider af, så tager jeg dem som smertestillende. Om morgenen spiser jeg dem kun som opkvikker«. Hvor mange?



»To«.

»Når jeg er færdig med at skrive ved fire-femtiden længes jeg kun efter, at det skal blive morgen igen. Jeg skal bare have tiden til at gå. Og så bruger jeg fjernsynet eller går i biografen. Det er i det sidste halve år af skrivefasen. Nu er det slet ikke sådan. Og der er også lange pauser, hvor jeg ikke skriver eller er gået i stå. Men det hører jo også med til processen at gå i stå. Når jeg ikke skriver, tænker jeg meget over, hvad jeg skal have med og hvordan. Når jeg skriver, tænker jeg mest over, hvordan sætningerne lyder, og om det er kommet ned på papiret«. Panikker du i de perioder, hvor du er gået i stå?



»Ja, det kan jeg godt gøre. Jo. Eller det er måske mere den moralske følelse af, at man ikke arbejder. Den moral har man jo fået ind. Sådan som jeg er opdraget, måtte kvinder ikke sidde uden et strikketøj, for det var lediggang! Og jeg føler også, at jeg spilder mit liv, hvis jeg ikke skriver«.

Fotografen vil tilbage til kaffen og kodymagnylerne:

»Ja, så sætter jeg mig ved bordet i mit arbejdsværelse med min blok ved siden af computeren. Men det tager noget tid, inden jeg begynder. Jeg sidder lidt og kigger ud i luften eller ud ad vinduet og ser sikkert ret dum ud. Min computer summer ikke, og jeg føler ikke, den kræver noget af mig. Det er mere en invitation. Og det kan lige så godt være blokken, der er tom. Hvis jeg skal koncentrere mig, skal jeg sidde helt stille. Jeg får ikke nogen tanker, når jeg går eller cykler - det lyder ellers skønt. Der sker ikke noget i hovedet på mig, når jeg bevæger mig«. Betyder rummet noget?



»Det er jeg ikke sikker på. Og jeg har en kedelig udsigt. Jeg ville gerne have haft en anden udsigt. Jeg skriver meget langsomt, og jeg går også til og fra. Men jeg kan sagtens gå en hel dag uden overhovedet at klæde mig på. Og jeg går ikke ud før mørkets frembrud. Så jeg går direkte fra computeren til fest. Men jeg spiser et stykke mad indimellem. For det er jo også underholdning. Jeg skal have underholdning, mens jeg skriver«. Hvordan med at få makrelsalat på manuskriptet?



»Det vil jeg gerne have. Jeg er også meget rodet og ustruktureret. Det synes jeg i hvert fald selv«.

Det sidste tilføjer Kirsten Thorup, da hun bemærker vores skeptiske blik på den meget ryddelige, luftige og smagfulde lejlighed.

»Jeg er i hvert fald ikke systematisk med at skrive ned. Det kører lidt kaotisk, og jeg skal faktisk helst have det hele oppe i hovedet«. Holder du øje med klokken?



»Nej, det giver sig selv, hvornår jeg stopper. Og jeg kan ikke lide at have et ur på væggen. Jeg skal have fornemmelsen af en total frihed. At der er en uendelig tid foran mig. Det kan også genere mig, hvis jeg ved, jeg skal rejse en uge efter. Jeg ville ønske, det ikke var sådan, og hvis jeg skal være skrap ved mig selv, synes jeg, det er udisciplineret. Hvis jeg har to dage, tænker jeg: De to dage kan jeg jo ikke bruge til noget! Nogle dage, hvor jeg virkelig har haft det godt og har skrevet meget, så har det vist sig næste dag, at det bare ikke er godt. Andre dage sidder jeg og tænker: »Nej, det her er kedeligt!«, og jeg keder mig, mens jeg skriver det - og så duer det faktisk! Der er slet ikke nogen sammenhæng mellem den måde, det er blevet til på, og så resultatet«. Men det er vigtigt hver dag at skabe betingelserne for at kunne skrive?



»Ja, absolut! Der skal være meget faste rammer. Det er også derfor, enhver forfatter gør de samme ting. Det, jeg beskriver nu, har jeg gjort altid. Vanen er opstået, da jeg havde min datter i børnehave og skole. Der begyndte jeg, og den rytme har jeg bevaret. Og den passer mig tilfældigvis godt, fordi jeg er A-menneske«.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce