At fiske i livets flod

Interview

Turkis er en grøn farve. Alle former for fyrværkeri er forbudt - selv nytårsaften. Og omkring hvert tredje barn bliver hentet i børnehaven af en bedsteforælder.

Altså ikke i Danmark. Her er turkis jo en blå farve. Her brager raketterne de nye år velkommen. Og her er det normen, at forældre selv henter børn, og vi forventer heller ikke andet.

Det er italienerne, der tæller turkis med i familien af grønne nuancer. Hvad man også sagtens kan, hvis man slipper sin egen forestilling og prøver at se med friske øjne.

»Efter at vi er flyttet til Italien, har jeg opdaget, at jeg har taget en masse ting for givet, som er en del af min identitet, selv om de kan opfattes på helt andre måder. Opfattelsen af dem er relativ, og det bliver meget synligt, når man flytter til udlandet. Man lærer meget om sig selv og sin egen kultur«, siger Merete Pryds Helle i telefonen fra Toscana, hvor hun i nogle år har boet sammen med sin mand, forfatteren Morten Søndergaard, og deres to børn.

Her skrev hun de 458 sider i sin labyrintiske, medrivende fortælling 'Fiske i livets flod', der udkom sidste år og blandt andet fik følgende skudsmål af Politikens anmelder Niels Brunse: »Merete Pryds Helle blander uforfærdet forskellige skriftarter i sin store roman: den jævnt fortællende, den minutiøst skildrende (og grundigt researchede!), den tungetalende metaforiske«.

Og i Toscana har hun senest skrevet 'Solsiden', hvor hun igen blander det fantastiske og det realistiske i en historie om kvinden Gedske, der er midt i 30erne, da hun dør i en bilulykke sammen med sin mand, Joakim. I døden har Gedske stadig sin bevidsthed og tænker tilbage på sit liv. Både barndommens og det voksne liv med to børn og Joakim, som har været ved at forlade hende.

Mens hun erindrer, oplever Gedske, at døden er noget andet, end hun forventede. Hun havde tænkt sig et Himmerige med venlige engle. Men hun kommer til en egyptisk nedreverden, hvor guden Osiris skal veje hendes hjerte og beslutte sig for, om det er let nok til at give hende evigt liv eller så tungt, at hun skal ædes af en løvinde.

Merete Pryds Helle har skrevet om Gedskes møde med døden, fordi døden er en af de ting, vi kun kan forestille os:

»For mig handler 'Solsiden' om, at vores opfattelse af verden er vævet ind i et net af forestillinger, vi har om den. Når man kommer til fremmede verdener, har de deres koder og forudfattede indstillinger, som man skal lære at gebærde sig i. Det oplever Gedske, da hun kommer til døden, og det oplevede jeg, da vi flyttede til Italien«.

I 'Solsiden' skriver Merete Pryds Helle et sted, at Gedske først finder ud af, hun kan være sig selv, da hun bliver en fremmed.

»Det er en meget vild oplevelse at finde ud af, der findes andre virkeligheder og andre opfattelser af dem. Især i en verden med mange kultursammenstød synes jeg, det er en ambition at kunne gå udover sin egen kultur«.

»Men jeg tror ikke, at opdagelsen af det relative kun har noget med kulturforandring at gøre. Alderen spiller også ind. Mens man står midt i tingene, ser man ikke så klart. Når man bliver ældre, eller hvis man flytter sig fysisk, kommer man ligesom Gedske i romanen en smule væk og får et andet syn på tingene. Så er man nødt til at spørge sig selv: 'Hvem er så jeg? Hvordan gør jeg det her?'. Man prøver at søge tilbage bag det kulturskabte og se sin egen identitet«.

Hvem er Merete?
Hvem ser Merete Pryds Helle så i spejlet, hvis hun prøver at skrælle de tids- og kulturbundne ting bort?

Hun ler:

»Det er svært at forklare, men jeg tror på, at der er noget uforanderligt i et menneske. Man har et temperament, som er ens eget. Selv er jeg nok en blanding af meget sød og meget hidsig - hvilket tit er ret upraktisk. Jeg tror også, at ens hjerne er indrettet på en bestemt måde. Man kan være meget auditiv, men den sans er lille hos mig. Jeg er nærmest tonedøv. Til gengæld er jeg analytisk skarp og også meget visuel. Jeg skal se alt i mine historier for mig, før jeg skriver det«.

»Jeg tror ikke, vi er tilfældige. Når man er ung, vælger man uden at ane, men når man bliver ældre, kan man jo godt se linjen. Pludselig hænger ens valg og handlinger sammen. Der er tråde i tingene. Jeg tror ikke, det er et tilfælde, om man får børn eller ej eller har en kæreste eller ikke. Derimod tror jeg godt, at forløbet af livet kunne have været anderledes. Hvornår man fik sine børn, og hvad man forventede af verden«.

»Egentlig er det lidt uhyggeligt at sidde som 35-årig og tænke på, hvor lidt man vidste, da man var 20. Når man er midt i 30erne, kan man begynde at huske mange år tilbage i tiden på sig selv som voksen. Jeg synes, det er ligesom at se på en krystal, der står og drejer, og tingene ser hele tiden nye ud i den«.

I Merete Pryds Helles generation har verden for mange danske kvinder været som et hav af muligheder. Forældrene og bedsteforældrene tog slæbet med at skaffe de basale, materielle ting og sørgede også for, at flere fik længere uddannelser, og at der blev skabt forventninger til kvinder om udadvendte arbejdsliv.

»Vi troede, at man kunne det hele. Midt i 30erne vågner man og opdager, at man ikke kendte omkostningerne. Jeg er overbevist om, at det høje skilsmissetal i Danmark hænger sammen med, at vi ikke har lært at tage det hårde slid. Og det er hårdt at være småbørnsmor. Jeg ville virkelig have børn, og da jeg fik dem, gik jeg enormt meget op i at være mor. Uden rigtigt at vide, hvordan jeg skulle være det«.

»Min mor kom fra fattige kår og syntes, det var fint, hvis vi havde varme og mad. Jeg tog for givet, at de fysiske rammer var i orden, da jeg fik mine børn. Til gengæld havde jeg så en forestilling om at give dem noget mere følelsesmæssigt og pædagogisk, men jeg anede ikke hvad og hvordan. Er det noget med at lege med modellervoks? Er det noget med at leve op til de ikoner, som mange danske familier bruger, når de får børn? At give børnene det 'rigtige' tøj på? Og at læse de 'rigtige' bøger for dem?

»Hvordan klarer man det med fuldtidsjob, børn, hjem? Hvem er man imens? Jeg skal ikke klage, for jeg arbejder hjemme og kan tage mig en middagslur, hvis jeg har brug for det. Men vi er jo alle lidt ude at skide. Der sker tit noget med en, når man bliver provokeret og er i en situation, hvor man ikke længere kender sig selv«.

»Hvis man er træt, udmattet, hidsig, så reagerer man voldsommere og anderledes. Samtidig er det i de situationer, man finder ud af, hvordan man egentlig er. På den måde tror jeg, det er vigtigt at udfordre sig selv i sit liv. Selv om man måske opdager, at man har sider, man ikke er opdraget til at finde positive«.

At holde ved
Merete Pryds Helles yngste barn er fire år. Og først nu kan hun se, hvor hårdt det var, mens datteren var lille.

»Som de fleste andre fik jeg et chok, da jeg blev mor. For det mindede mig om, at mænd og kvinder ikke er lige og ikke er ens. Man er et køn. Men man ved ikke, hvad det vil sige at være et køn, og hvordan det passer til ens forestillinger om at kunne alting. Samtidig er der også en stor styrke i det, for vi kan jo netop både være køn og være os selv ud over det rent kvindelige, og det, tror jeg, gør min generation af både kvinder og mænd meget stærke. Men det har også omkostninger«.

»Ligesom et ægteskab har omkostninger; man skal både kunne være sig selv og kunne forsvinde. Man skal kunne være til for den anden i en konstant, flydende bevægelse. Det er vanskeligt og givende på en gang, og når der er så mange singlemennesker i dag, tror jeg, det hænger sammen med, at det føles farligt at skulle opgive sig selv, selv om det måske kun er for korte perioder«.

Hvis hun var italiener, var der måske en familie eller en kirke, som satte grænsen, hvis hun ville skilles. I Danmark er forventningerne til parforholdet mere flydende. Også på det punkt skal man lede efter sin egen kerne. Man skal 'fiske i livets flod', som Gedske også gør det i 'Solsiden'.

Som forfatteren ser dem, er hendes to seneste romaner forbundne. Efter at have skrevet 'Fiske i livets flod' var der tanker tilbage, som blev til 'Solsiden'. Først nu kan hun komme videre med en anden idé.

»For hele skriveprocessen føles, som om den styres af materialet selv. Jeg kan ikke altid skrive, selv om jeg har ideen til det. Det er nærmest som en vandhane, der slås til og fra, og når den er slået til, minder det nærmest om et anfald, hvor jeg bliver helt væk«.

»Det varer fra en halv time til et par timer - aldrig længere. Bagefter er jeg ramt af en lammende træthed og er nødt til at sove. Jeg skriver altid om dagen og aldrig, mens børnene er hjemme. Det kan jeg ikke, for bliver jeg forstyrret, gør det nærmest fysisk ondt at skulle slippe tråden«.

»I de perioder, hvor jeg skriver intenst, er jeg nok også irritabel. Jeg er straks mere omgængelig, når materialet skal skrives fra det håndskrevne ind i computeren, hvor det ingenting gør, at der bliver set Disneyfilm ved siden af, eller telefonen ringer«.

»For mig opstår den bog, jeg skal skrive, først som et rum. Ligesom hvis man står i et rum med lukkede øjne, men alligevel kan sanse rummets dimensioner og stemning. Det er det første, der skal til. Det er det, jeg ved, jeg skal vente på, inden jeg kan begynde at skrive. Men når først rummet er der, gør det ikke noget, jeg ikke kommer i gang med det samme; det er som om, bogen allerede findes, selv om jeg måske ikke ved noget som helst om den«.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce