Skudsmål. Don DeLillos seneste roman 'Point Omega' er hans mest interessante roman efter 'Underworld', mener Ed Caesar. Foto: Chris van Houts

Skudsmål. Don DeLillos seneste roman 'Point Omega' er hans mest interessante roman efter 'Underworld', mener Ed Caesar. Foto: Chris van Houts

Interview

Don DeLillo: Hvis en roman banker på, skal jeg nok skrive den

Den amerikanske forfatter har givet et sjældent interview.

Interview

Massiv succes er noget, man har folk til at interessere sig for.

Da kritikerne med rette begyndte at placere Don DeLillos postmoderne mesterværker ’White Noise’ og ’Underworld’ oppe blandt de vigtigste bøger i det 20. århundrede, påvirkede det ham ikke synderligt.

Det gjorde det heller ikke, da han vandt National Book Award i 1985 for ’White Noise’. Han rejste sig blot og sagde: »Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være her i aften, men jeg vil gerne sige tak til alle, fordi I er kommet«. Og så satte han sig ned igen.

Anekdoten om takketalen er karakteristisk for DeLillos knastørre humor, som han altid har på lager. Også den dag, hvor vi skal mødes på hans agents kontor på Upper East Side.

DeLillo har rundet de 73, hans ansigtstræk er markerede og skarptskårne, håret gråt og brillerne altid ved hånden. Han voksede op i Bronx i en katolsk arbejderfamilie fra Italien, og en gang imellem besøger han ’barndommens gade’ sammen med en gruppe af kammeraterne fra dengang.

Ingen af dem kom »ret meget længere end 10. klasse«, bortset fra DeLillo, der blev indskrevet ved Fordham University. Her faldt han i gryden med Hemingway og Joyce, men da han havde gjort sin uddannelse færdig, begyndte han at arbejde på et reklamebureau.

I 1964 forlod han dog bureauet og begyndte at skrive for alvor. Det har resulteret i 16 romaner, fire dramaer, et filmmanuskript og en række noveller og essays.

Holder e-mail ti skridt fra livet
I dag bor DeLillo i forstaden Bronxville, hvor han skriver på en gammel Olympia-skrivemaskine, holder e-mail ti skridt fra livet, ser gamle film i selskab med sin kone og giver så få interview, som det er muligt uden at fornærme nogen.

Han har ikke trukket sig helt tilbage fra verden, sådan som nogle aviser ofte påstår (det er han også alt for selskabelig til), men han foretrækker ikke at tænke over sig selv i tredje person.

På et tidspunkt gik han rundt med et visitkort med teksten: ’Jeg vil ikke tale om det’. Knastørt, og dog sigende.

»Gik Saul Bellow måske rundt og tænkte: »Jeg er Saul Bellow?««, spørger han med hørbare rester af dialekten fra barndommen i Bronx.

»Det tror jeg næppe. I stedet gik han rundt og havnede i klammerier med sin kone, diskuterede med sine kolleger osv. Man kan ikke splitte sig selv op. Man er den, man er, uanset hvad man arbejder med«.

En roman banker på
Og Don DeLillos arbejde er den postmoderne amerikanske roman.

Nogle centrale temaer er terrorisme, forbrugerisme, vold, splittet bevidsthed og den akademiske verden. Han beskrev engang det hele med ordene »the dusty hum of life« (livets støvede tummel, o.a.).

Hans største bøger har en episk, ’jazzet’ feeling, men efter ’Underworld’ fra 1997, der med sine 832 sider spænder over 41 års amerikansk liv og bl.a. handler om baseball, Lenny Bruce, J. Edgar Hoover, atomprøvesprængninger og Truman Capotes ’Black and White Ball’, har han forladt det store format.

Bøgerne ’The Body Artist’, ’Cosmopolis’, ’Falling Man’ og den seneste, ’Point Omega’, er alle korte, knappe bøger. Han siger selv, at det ikke er med vilje.

»Hvis der kommer en længere roman og banker på, skal jeg nok skrive den«.

»En roman skaber sin egen struktur og opstiller sine egne betingelser. Jeg følger bare med. Og jeg forsøger aldrig at trække tingene ud, hvis jeg kan mærke, at det er en kompakt bog«.

»Lejlighedsvise åbenbaringer«
DeLillo taler tit om, at han ’følger med’, at bøgerne skriver ham i stedet for omvendt. Hans ven Colum McCann har en historie om dengang, hvor DeLillo havde en masterclass i creative writing på Hunter College.

De studerende bombarderede ham med spørgsmål, og DeLillo måtte give svar på, hvordan det kan være, at han ikke ved, hvor fiktionen kommer fra. På et tidspunkt tog han sin baseball-kasket af og indrømmede: »Jeg bliver åbenbart ramt af lejlighedsvise åbenbaringer«.

En del af den litterære kritik holder stædigt fast i, at DeLillos åbenbaringer er tørret ind, eller at han i det mindste er faret lidt vild efter ’Underworld’. Den store dommedagspoet er blevet overgået af den virkelige verden efter 11. september.

»Fuck dem«, svarede han uddybende og blev ved med at skrive.

Uanset hvad, er hans seneste roman ’Point Omega’ den mest interessante roman efter ’Underworld’.
Den begynder med en scene, hvor unavngivne personer betragter en moderne kunstinstallation med titlen ’24 Hour Psycho’. Det er en videoinstallation af den skotske kunstner Douglas Gordon, hvor Alfred Hitchcocks film afspilles så langsomt, at den kommer til at strække sig over 24 timer.

Så rykker handlingen ud i en ørken, hvor en akademiker ved navn Elster, der var med i tænketanken bag invasionen af Irak, møder en dokumentarfilminstruktør og mister sin datter. Derefter rykker vi tilbage til installationen og de sidste af de 128 sider dramatisk, urovækkende prosa.

DeLillo så installationen ’24 Hour Psycho’ tre gange og blev fascineret af den.

»Jeg blev fanget af filmens ekstremt langsomme rytme, fordi den synliggør, hvordan vi under normale omstændigheder ikke ser de ting, der er lige foran vores næse. Da jeg så den tredje gang, var jeg ret sikker på, at jeg ville skrive om den. Men jeg er ikke videnskabsmand, eller filosof eller astronom, så da jeg satte mig ned for at skrive, anbragte jeg en person i det mørke, kolde rum og gik videre derfra«.

World Trade Center
Sådan begynder DeLillos romaner altid. En situation eller et billede fanger opmærksomheden, og så går han videre derfra.

I ’Falling Man’ om tiden efter 11. september, der fik en kølig modtagelse, var det billedet af en forretningsmand med en mappe under armen på vej væk fra det sammenstyrtede World Trade Center. DeLillo blev klar over, at han ikke vidste, hvad der var i mappen, og at mappen måske ikke tilhørte manden på billedet, og så gik han videre derfra.



I ’Underworld’ begyndte han med den berømte baseball-kamp fra 1951 mellem Giants og Dodgers, der fylder romanens første 60 sider. Det var sammenfaldet mellem sportsdysten og de sovjetiske atomprøvesprængninger den dag, der fangede hans opmærksomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forsiden på New York Times 4. oktober 1951 brugte lige meget plads på hver af de to begivenheder. ’Giants vinder trofæet’, hedder den ene overskrift, og den anden lyder: ’Sovjets anden atomtest på to år’.

’Point Omega’ og ’Underworld’ virker ikke, som om de stammer fra samme forfatters hånd. Den ene er som et karneval, den anden som et skakspil.

Sådan ser DeLillo faktisk også på det. Han har for kort tid siden genlæst ’Underworld’ for at kunne svare på spørgsmål fra oversættere af hans værker. Det var lidt af en øjenåbner, siger han.

»Faktisk kom jeg til at tænke på, om jeg ville kunne skrive sådan i dag ... så langt og så omfattende. Der er nogle steder i bogen, hvor livfuldheden, det altomfattende ..., hvordan skal jeg sige det, det overvældende ... Der er scener fra New York, der nærmest transcenderer virkeligheden på en vis måde«.

Har det bedst i periferien
Der er ingen bitterhed at spore hos DeLillo, når han fortæller om det.

»I 1970’erne, da jeg begyndte at skrive romaner, var jeg en perifer forfatter, og det var også der, jeg hørte til. Hvis jeg er på vej derud igen, så er det fint med mig, for det er altid der, jeg har følt mig mest hjemme. Tingene ændrede sig for mig i 1980’erne og 1990’erne, men jeg har altid befundet mig bedst i et eller andet hjørne af lokalet, hvor jeg kan iagttage livet omkring mig«.

Det er interessant at se, hvordan DeLillos temaer – hans interesse for Tvillingetårnene og terrorismens skamløshed – har vist sig at blive til smertelig virkelighed.

Det er også bemærkelsesværdigt, hvor mange af hans mere ’godartede’ forestillinger der er trængt igennem i samfundet. Det er f.eks. den velkendte historie med rockbandet Airborne Toxic Event, der opkaldte sig selv efter den kemiske sky, der er central i ’White Noise’ (DeLillo fik tilsendt en cd, men fandt den for »’mainstream’ til hans smag«).

I det hele taget slår DeLillos bedste romaner ofte profetisk ned på de ting, som inden længe vil trænge sig på i det virkelige liv.

I ’Underworld’ er der f.eks. et kapitel, der beskriver en reklamechef ved navn Charlie Wainwright, der arbejder på Madison Avenue i 1961. Det er næsten som en fuldstændig kopi af fjernsynsserien ’Mad Men’, om livet i Manhattans reklameverden.

»De gifte tekstforfattere mødte deres sekretærer, eller andre tekstforfatteres sekretærer, eller de høje og yndefulde sekretærer for økonomicheferne. De var velklædte og veltalende, og så kørte frokostflirteriet derudad«.

Begyndte i reklamebranchen
DeLillo arbejdede netop som tekstforfatter for Ogilvy & Mather i 1960’erne. Han har ikke set ’Mad Men’, for han ser kun »sport, dokumentarfilm og spillefilm. Aldrig serier«.

Han siger blot: »Det er ret interessant, at et show om den tid bliver populær lige nu«. Serien handler om skabelsen af brands og hele forbrugerhalløjet. Men mere vil han ikke sige.

Han vil meget hellere tale om, hvordan han arbejder, og sine særheder under arbejdet.

Han skriver f.eks. aldrig mere end et afsnit per side på skrivemaskinen, en vane, der stammer fra hans tid i Grækenland i 1970’erne under arbejdet med ’The Names’. Han lagde mærke til, at det græske alfabet ikke alene var et værktøj, men et helt kunstværk i sig selv.

Ved kun at bruge et enkelt ark for hvert afsnit kunne han se sit færdige værk mere klart for sig.

»Bogstavernes former begyndte at interessere mig. Jeg holdt øje med ordenes former og bogstaverne inde i ordene. Altså ikke blot den lyd og mening, de havde, men udseendet af bestemte rækkefølger af ordene. En sætning som »the raw sprawl of the city« (byens rå udstrækning, o.a.), som jeg brugte mod slutningen af ’Underworld’, kom sig af, at jeg så ordet »raw« inde i ordet »sprawl«, og det syntes jeg var helt fint. Det virker rigtigt. Og jeg glæder mig over det, når den slags ting opstår«.

Min metier
Det var også under arbejdet med ’The Names’, at DeLillo igen begyndte at tage romanskrivningen seriøst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han genopdagede den »store glæde«, han følte ved at indsamle materiale til sine værker, og DeLillo har været seriøs romanforfatter lige siden. Han siger selv, at han har haft »et heldigt liv« som forfatter og altid har kunnet gøre »stort set, hvad jeg har lyst til«.

Og trods teknologiens fremmarch og en svindende læserskare til ’rigtige’ bøger tror han fortsat fuldt og fast på sin metier.

Før han går, kommer DeLillo med et varmt forsvar for romanens fortsatte betydning.

»Det er den form, der bedst giver en forfatter lejlighed til at udforske menneskelivet. Derfor er det at læse en roman en potentielt betydningsfuld handling. Der er så mange former for menneskelig erfaring, så mange forskellige slags forhold mellem folk og så mange muligheder for at skabe mønstre i romanen, som man ikke har i en novelle, et drama, et digt eller en film. Romanen rummer simpelt hen flere muligheder for, at læseren kan forstå verden bedre, også den del af verden, der handler om kunstnerisk skabelse. Det lyder storslået, men jeg mener, det er rigtigt«.

Og dermed er det slut. DeLillo vil ikke tale mere om dét. Han må tilbage til arbejdet, afsnit for afsnit.

Oversættelse: Peter Mollerup

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce