soldaterhistorie. 36-årige  Lars Husum brød igennem med romanen  ’Mit venskab med Jesus Kristus’ for to år siden. Bogen er solgt til ni lande. I dag  er han forfatter på fuld tid. Han ser selv  ’Jeg er en hær’ som en samtidsroman med soldater som hovedpersoner.  Foto: Lærke Posselt

soldaterhistorie. 36-årige Lars Husum brød igennem med romanen ’Mit venskab med Jesus Kristus’ for to år siden. Bogen er solgt til ni lande. I dag er han forfatter på fuld tid. Han ser selv ’Jeg er en hær’ som en samtidsroman med soldater som hovedpersoner. Foto: Lærke Posselt

Stærke mænd beder ikke om hjælp

Nu kommer den første roman om soldater, der kæmper for at bevare normaliteten.

Interview

Han er et muskuløst brød på 1,90. Hun er en spirrevip på 1,60. Jakob og Lone.

De mødes på et diskotek i København og går hjem til ham, for han gider ikke kneppe på gaden, som han siger.

»Hvorfor har du kun bøger om krig«, spørger hun ud i hans lejlighed.

»Jeg har ikke kun bøger om krig. Der står også krimier, men jeg er premierløjtnant i livgarden. Derfor«.

»Er du?«.

Jakob er vant til at lyve om sit job. Ofte siger han, at han er lærer eller tømrer, for han ved, folk har fordomme om soldater. At de er idioter, voldspsykopater, som kun kan tænke på død, mord og lemlæstelse, når de trækker uniformen på. Derfor plejer han at lyve. Men det vil han ikke gøre nu. Ikke hjemme. Der er han soldat.

»Har du noget imod hæren«, spørger han.

Stærke mænd beder ikke om hjælp
Lige dér begynder Lars Husums nye roman, ’Jeg er en hær’.



For to år siden debuterede Lars Husum med den sorte romankomedie ’Mit venskab med Jesus Kristus’. Denne gang er det den både dystre og dramatiske historie om to barndomskammerater, Jakob og Jesper. Jakob er på vej ind i et forhold med Lone, som er alene med en søn. Jesper har en kæreste og to døtre.

De er begge i hæren. De bliver udsendt til Bosnien og Afghanistan, og de kæmper på hver sin måde for at holde livet og forstanden på ret køl, selv om katastrofale begivenheder gør, hvad de kan, for at skubbe de to soldater ud over afgrunden.

Bogen udkommer på et tidspunkt, hvor det er kommet frem, at soldater efter udsendelse i krigszoner har søgt ensomheden i skoven, fordi det er svært at vende tilbage til normaliteten, og her to uger før udgivelsen har en tidligere udsendt soldat erkendt at have myrdet to af sine genboer, en mor og hendes søn.

LÆS OGSÅ »Der er desværre mange historier, hvor soldater ikke kan finde en fast grund at stå på, og de kan være meget svære at hjælpe, for det er mænd, der ser sig selv som stærke. Der skal meget til, før stærke mænd siger, de har brug for hjælp. De bider i stedet for tænderne sammen, for det er hele deres selvbillede, der er på spil, og hvis man beder om hjælp, så er man svag«, siger Lars Husum. Ingen krigsfiktion Han ser de ulykkelige hændelser omkring psykisk ustabile soldater som gigantiske råb om hjælp. »Det kan være svært at sige, hvad der får nogen til måske at slå naboer ihjel, men når nogen går ud i skoven, er det jo tydeligvis, fordi de ikke kan være blandt andre mennesker«. I Lars Husums roman følger hans to hovedpersoner også de træk, som er kendt fra virkelighedens verden, når soldater får mentale kriser. Enten isolerer de sig, eller også tager de, som Husum siger, en normalitetsmaske på, så omverdenen har svært ved at afkode deres problemer. Ingen af dem flygter dog ud i skoven, men den ene isolerer sig i sit hus, og de kæmper begge for at opretholde en normalitet. Soldaterne i ’Jeg er en hær’ kommer imidlertid stadig længere ud i desperationen, og Lars Husum undrer sig stadig over, at det højdramatiske stof ikke i højere grad har appelleret til skønlitterære forfattere. »Det interessante for mig er, at krigen ikke præger os mere, end den gør. Vi hører om krigen dagligt, og der er også masser af bøger om den, men ikke i fiktionen«, siger Lars Husum. Læst af soldater Han tror, han det seneste år har læst alt, hvad der er skrevet om de danske soldater, og han har også læst bøger om krigen, eksempelvis ’I morgen angriber vi igen’. »Det er en god bog, men det er endnu en journalistisk bog. Min bog kan noget andet. Jeg kan skrue op og ned for volumen, når jeg har behov for det, og jeg kan gå ind i hovedet på personerne på en måde, som de journalistiske bøger ikke kan, for jeg bestemmer også, hvad soldaterne tænker«, siger Lars Husum. Men selv om det er en roman, er den fast forankret i en virkelighed. »Min bedste ven er kaptajn, og ham har jeg brugt på næsten daglig basis til at tjekke de formelle procedurer i hæren og til at fortælle mig, hvordan soldaterne taler. Jeg har også haft flere soldater, som har været udsendt, til at læse manuskriptet, og en af dem skrev til mig, at han var lidt skuffet over, at hans navn ikke stod på forsiden, for jeg havde bedt ham om at skrive alle de anekdoter ned, han kunne huske fra sin udsendelse, og jeg har brugt hver og en af dem«.

Hvad er en soldat for dig? Nogle ser ham som en beskytter, mens andre ser ham som the bad guy?

»Det er nok også en af grundene til, at jeg har skrevet bogen, så man kan få et mere varieret billede af soldater. Jeg har været i mange sammenhænge, hvor folk har gjort det meget klart, at de synes, soldater er dybt uintelligente. Og det er der da nok nogen, der er, ligesom der er uintelligente skuespillere og forfattere. Jeg tror, at fordommene om soldater er kolossale, så jeg havde vel lyst til at skrive om et menneske i stedet for at skrive en fordom om mennesker«.

Krigsspil på computeren
Måske er der en tendens til, at folk lader deres politiske holdning til krig influere på deres syn på soldater?

»Det tror jeg. Jeg kan huske, at da filmen ’Armadillo’ blev vist, havde Politiken en voxpop, og en af personerne sagde: »Jeg havde jo ventet, at de folk, vi sendte til Afghanistan, var noget mere tænksomme, og så sidder de bare der og spiller krigsspil på computeren««.

»Så er det, jeg tænker, ja, det er en mand i starten af 20’erne, og mænd i starten af 20’erne spiller krigsspil på computeren, uanset hvor de er. Måske har de en vis forkærlighed for krigsspil på computeren, ligesom en racerkører vil have en vis forkærlighed for at spille f.eks. ’Grand Theft Auto’. Der er en tendens til, at man meget hurtigt har nogle ubehjælpsomme meninger om soldater«.

Jeg tror, at fordommene om soldater er kolossale, så jeg havde vel lyst til at skrive om et menneske i stedet for at skrive en fordom om mennesker



Har du en mission med bogen?

»Det har jeg vel. Ikke på krigens eller soldaternes vegne, men om at beskrive en gruppe mennesker, som er meget lidt i skønlitteraturen, og gøre det på en måde, som jeg håber, alle kan gå til, og som soldaterne selv kan gå til. Dertil kommer så min egen egoistiske mission, som er, at jeg synes, det er spændende og interessant at skrive om noget, som er fyldt med følelser. Alt bliver sat på spidsen, fordi det hele er liv og død og savn og smerte«.

Håbløsheden
Har det nogen betydning, hvad du selv mener om krigen

»Det har det sikkert, men jeg tror ikke, det har nogen betydning for læseren, hvad jeg mener. Til gengæld har jeg været helt bevidst om, at jeg ville vælge en karakter, som vil forsvare krigen. Man kan ikke have en soldat, der tager til Afghanistan, men mener, det er en forkert krig. Men nogen ved siden af ham, hans far og andre, mener krigen er det stik forkerte«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Hvad mener du selv om krigen?

»Jeg tror, jeg er splittet. Der er en vis håbløshed i hele situationen, men samtidig synes jeg, det er indiskutabelt, at Afghanistan var et frygteligt sted før, og det er også et frygteligt sted nu, og hvad fanden skal vi gøre ved håbløsheden. Det er vel også det, bogen bærer præg af. Håbløsheden dukker op«, siger Lars Husum.

Ikke nogen antikrigsbog
Som forfatter er han ikke den type, som planlægger hele handlingen på forhånd. Han har nogle løse ideer, men ellers udvikler begivenhederne sig undervejs. Her vidste han imidlertid, at der skulle være to kammerater, som på skift var hinandens beskytter. Han vidste også, at en del af handlingen skulle foregå omkring 11. september 2001, og – allervigtigst – han vidste, at personerne skulle komme ud for en personlig katastrofe.

Hvad katastrofen består i, må man læse bogen for at finde ud af, men den har ikke noget med krigshandlinger at gøre.

»Jeg vidste, katastrofen skulle lægges et andet sted hen, for ellers ville læseren alt for let kunne sige, aha, her har vi en antikrigsbog. Hvis manden fik skudt en arm af i kamp, ville det kunne blive en alt for entydig læsning«, siger Lars Husum.

SE FOTO

I begyndelsen af ’Jeg er en hær’ virker de to soldater Jakob og Jesper ret almindelige, men måske lettere dysfunktionelle?

»De fleste mennesker er jo lettere dysfunktionelle, og fuldstændig sunde og blanke personer er sjældent gode som hovedpersoner i romaner. Der findes sikkert også sundere soldater end Jakob, men jeg er helt sikker på, at han ikke ville stikke ud i flokken. Han ville ikke blive opfattet som værende unormal«.

Personlig katastrofe
Onsdag kom der en rapport fra Forsvarsakademiet, som sagde, at 95 pct. af de soldater, der var på et udsendt hold, kom hjem uden psykiske problemer, men dine to hovedpersoner går det mindre godt?

»Jeg tror heller ikke, det er svært for soldater at slå ihjel, for det er de trænet til. Det er nok ikke det, der giver dem en psykisk brist. Det er det heller ikke i min bog. Når de knalder sammen, er det på grund af personlige katastrofer. Krigen giver jo mening for dem«.

»Måske er det forkert, men jeg tror, flere havde psykiske problemer efter udstationering i Bosnien end i Irak og Afghanistan, fordi de i Bosnien ikke måtte gøre noget. De havde fået besked på bare at skulle se på, mens folk blev slagtet. Det gør, at man bliver bundet af en håbløshed«, siger Lars Husum.

Som han har opfattet det, er soldaternes problem ikke, når de selv er i fare. Problemet er, når de ikke kan få tingene til at give mening. Eksempelvis hvis der sker noget for deres pårørende derhjemme, mens de selv er udsendt. Den situation kan være svær at håndtere, fordi det netop er soldaterne, som er eller burde være i fare og ikke dem derhjemme.

Jeg tror heller ikke, det er svært for soldater at slå ihjel, for det er de trænet til. Det er nok ikke det, der giver dem en psykisk brist. Det er det heller ikke i min bog. Når de knalder sammen, er det på grund af personlige katastrofer. Krigen giver jo mening for dem

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Flugten indad

I ’Jeg er en hær’ søger begge soldater – da de er i krise – ind i en slags normalitet, som for dem er hæren. Her giver deres indsats mening. Her er de i kontrol. Den ene af soldaterne opretter sit helt eget war room, hvor han lader sig opsluge af krigens faktiske og taktiske forhold, uanset om han befinder sig i sin container som udsendt, eller om han sidder i sin lejlighed på vej i mental opløsning. »Han søger tilflugt i soldaterlivet, når noget falder sammen for ham i privatlivet . Han kan sige, at han slet ikke behøver være privatperson, men kan nøjes med at være soldat, og senere måske også være en lille smule privatperson, men han er det kun på skrømt«. Nogen vil måske synes, din bog er voldsom. Tror du, den vil skabe debat?»Det er svært at skrive om krig, uden at det bliver voldsomt, men jeg håber da, den vil skabe debat«. Rapporten fra Forsvarsakademiet siger, at langt de fleste kommer jo hjem fra krigen i god behold. Hvad nu hvis nogen siger, det slet ikke er så slemt, som det ser ud i din bog?»Ja, man kan sige, at sådan er det ikke, men jeg vil sige, at sådan er det også«. Hvad siger de soldater, der har læst bogen?»Indtil nu har de været glade for den, men der kommer nok også nogen, der ikke kan lide den. Seks soldater har læst den, og de har ønsket noget, som var ægte, og som de føler repræsenterer dem på en ordentlig måde. Jeg har ikke lavet noget, som er lyserødt eller sukkersødt i forhold til soldaterne, og hele smerten er der«, siger Lars Husum.













Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce