Rig. Ian Rankin, 52, har skrevet over 25 romaner. De fleste af dem har kriminalkommissær John Rebus i hovedrollen.
Foto: PR-foto

Rig. Ian Rankin, 52, har skrevet over 25 romaner. De fleste af dem har kriminalkommissær John Rebus i hovedrollen.

Interview

Succesforfatter: »Krimien som industri er skandinavernes skyld«

Skotske Ian Rankin sendte sin romanhelt John Rebus på pension for seks år siden. Nu er han tilbage igen.

Interview

Ian Rankin er big business.

Hans romaner om den skotske kriminalmand John Rebus sælger så godt, at forfatteren for længst er nået forbi det punkt, hvor han skriver for at få økonomien til at løbe rundt.

Man skulle ikke lige tro det, når man ser krimiforfatteren sidde hjemme i sofaen. Håret vælger sin egen ikke-frisure, og som han engang sagde i et portrætprogram, kan man godt se, at det ikke er tøj, han bruger penge på.

LÆS OGSÅ

Rankin er på alle måder en afslappet og meget tilgængelig mangemillionær, uspoleret af sin succes.

Når han tager imod i familiens hus i Edinburgh, bliver man lukket ind, som var man en af naboerne, der lige kommer forbi til en kop te.

Mens forfatteren småsludrer i telefonen, skribler han lidt på den glittede køkkenkalender, han har taget med ind i stuen. Her har hvert af familiens medlemmer en kolonne, hvor de kan føre deres forskellige aftaler ind i små, hvide rubrikker.

Køkkenkalenderen er kommandocentralen i forretningen Rankin, og forfatteren indrømmer blankt, at alt ville bryde sammen, hvis den forsvandt.

Det er vel at mærke en forretning, som, siden man begyndte at indsamle officielle data for bogverdenen, har omsat for mellem 450 og 500 mio. kr. Alene i Storbritannien. Andre forfattere af den kaliber ville ansætte en assistent eller få partneren til at klare det praktiske.

»Men jeg er kontrolfreak, så jeg ville bruge lige så lang tid på at dobbelttjekke deres arbejde, så det ville være helt spildt. Det er også derfor, jeg er romanforfatter, for der kan jeg være Gud, der har total kontrol over liv og død for mine personer«, siger han.

Trangen til kontrol betød også, at det var Rankin selv, der få timer før interviewet her stod i kø på det lokale posthus for at få afsendt pakker med signerede bøger, som skal sælges til fordel for et velgørenhedsprojekt.

Fofatterkvarter
At forfatteren være big business, er dog tydeligt, når man slentrer en tur gennem hans kvarter i Edinburgh.

To huse længere henne holder en skinnende Land Rover foran et hus, der er lige så stort som Rankins. Her bor ’Sandy’, som Rankin konsekvent kalder Alexander McCall Smith, forfatteren bag den succesrige serie, der begyndte med ’Damernes detektivbureau nr. 1’.

Lidt længere væk bor Kate Atkinson, og på vej mod en af de lokale bistroer passerer vi de to kæmpestore, sammenbyggede huse, som husede J.K. Rowling og hendes familie, før de flyttede for at få mere plads og især en større have.

»Jeg anede ikke, der boede andre forfattere herude, da vi flyttede ind«, siger Ian Rankin.

Jeg er romanforfatter, for der kan jeg være Gud, der har total kontrol over liv og død for mine personer



I dag nyder han at have kolleger tæt på. Han og McCall Smith ses jævnligt, og helt nostalgisk tænker han tilbage på de dage, hvor de to og Rowling sad nede på den lokale Starbucks, hver for sig eller sammen, bøjet over et manuskript, en avis eller bare en kop kaffe.

»Engang havde jeg min forlægger med dernede, og han spærrede øjnene op, da han så J.K. Rowling sidde og skrive ved et bord ovre i hjørnet, uden at nogen løftede et øjenbryn«, fortæller Rankin med et grin.

Forlæggeren blev endnu mere chokeret, da Rowling gik på toilettet – og lod sit manuskript ligge frit fremme på bordet imens.

»Jeg kunne have tjent en formue på at stoppe det i lommen«, siger Rankin.

Voksende succes
Det er denne afslappede atmosfære, han elsker ved Edinburgh.

Han flyttede dertil som 18-årig fra en lille kulmineby, da han stadig troede, han skulle være digter og bruge sin universitetseksamen i litteratur til noget.

Senere flyttede han først til London og derefter til Frankrig i fire år sammen med sin kone, Miranda.

Da de vendte tilbage til Edinburgh i 1996, kæmpede forfatteren stadig for at slå afgørende igennem.

»Da vi kom tilbage fra Frankrig, måtte vi bo til leje, for vi havde ikke råd til en lejlighed. Et par år senere købte vi en lille lejlighed ud til en stærkt trafikeret vej, og det var ikke i et af byens bedste kvarterer. Først i 2000 flyttede vi ind i et hus«, fortæller Rankin.

Et par år senere flyttede de ind i det nuværende, rummelige hus i flere etager. Familiens boliger afspejler meget godt, hvordan Rankins karriere har bevæget sig.

Jeg mødtes med ham i netop 2000, da han deltog i et forfatterseminar på Krogerup Højskole.


Dengang fortalte han, at hans forlægger netop havde tilbudt ham en million pund, hvis han ville forpligte sig til at skrive yderligere tre John Rebus-romaner, og Rankin havde afvist.

»Det var mange penge, men der har aldrig været en plan for mine Rebus-bøger, og jeg vidste simpelthen ikke, om jeg kunne skrive tre bøger mere«.

Rankins tvivl var dog ubegrundet, for i de følgende år skrev han troligt en ny Rebus-roman hvert eneste år, og succesen voksede.

Den seneste roman med titlen ’I en anden mands grav’ blev solgt i 120.000 eksemplarer i ordinærudgaven i Storbritannien alene, og i USA nåede den ind på listen i The New York Times over de mest solgte titler.

Små skriblerier
I årene efter 2000 voksede Ian Rankin så meget i læsernes og mediernes bevidsthed, at nyhedsbureauet Reuters udsendte et telegram, da han for seks år siden fortalte, at han sendte sin hovedperson John Rebus på pension.

Det var også en stor nyhed i de britiske medier, da han sidste sommer fortalte, at han nu havde tænkt sig at sende Rebus tilbage på arbejde. Denne gang som civilt ansat i afdelingen for ’kolde’ sager hos politiet i Edinburgh.

»Det var ikke en bevidst plan. Jeg vidste det ikke selv, før jeg gik i gang med den nye bog«, siger Ian Rankin.



Bogen, han henviser til, er romanen ’I en anden mands grav’, som netop er udkommet på dansk.

Ideen til romanen er opstået på præcis samme måde, som hans bøger altid begynder. I løbet af året klipper han artikler ud af aviserne eller skribler små noter til sig selv på en serviet eller bagsiden af et visitkort, hvis han får en idé eller hører en god historie af venner eller under et besøg på stamværtshuset The Oxford Bar inde i Edinburgh.

I slutningen af året ser han alle papirlapperne igennem og håber, at der et eller andet sted i vrimlen gemmer sig en god ide.

»Denne gang fandt jeg en lille lap papir, jeg ikke aner, hvornår jeg har skrevet. Der stod: En forælder til en pige, som forsvandt for ti år siden, kan ikke holde op med at lede efter hende. Forældrene mytologiserer tabet, og de hjemsøger vejen, hvor hun sidst blev set«.

Rebus i panik
Rankin spekulerede derefter over, hvordan forældrene i sådan en sag ville reagere, og han nåede frem til, at de selvfølgelig ville plage livet af det lokale politi, som til gengæld ville trække mere og mere på skuldrene, fordi der nu var gået ti år, og sagen efterhånden måtte betegnes som ’en kold sag’.

»Da jeg skrev den forrige Rebus-bog, vidste jeg, at Rebus efter sin pensionering ville komme til at arbejde i afdelingen for kolde sager, hvor han næsten kunne føle sig som en rigtig strisser, og hvis forældrene med det savnede barn kom til den afdeling for at tale med en kriminalmand, ville det selvfølgelig være Rebus, hvorfor ikke?«.


Rankin smiler, og hans forlægger har smilet endnu bredere, da han hørte om Rebus’ genkomst, for bøgerne om den uregerlige og lettere fordrukne kriminalopdager, som konstant bryder alle regler, har været en af Storbritanniens mest succesrige krimiserier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Serien er berømt for både billedet af Rebus og af Edinburgh. I den nye roman kaster forfatteren imidlertid sin helt ud på dybt vand.

Meget af handlingen foregår ude i landet nord for Edinburgh, nærmere bestemt i nærheden af hovedvej A9, som er den strækning på vej mod Inverness, hvor det i romanen viser sig, at en række yngre kvinder i årenes løb er forsvundet fra.

»Bogen er en slags road movie, hvor jeg prøver at skrive om resten af Skotland. Jeg tager Rebus nordpå, og han er ved at gå i panik, for han forstår ikke landet og landskabet, eller også har han ikke ord til at beskrive det. Han er blevet ældre, og han forstår heller ikke noget, da en yngre kollega forsøger at forklare Twitter for ham. En af kollegerne siger, at Rebus er en vinylfyr i en digital verden. Sådan er jeg jo også selv på en måde«.

Plade-nørderi
Rankin indrømmer åbent, at han ikke kan programmere navigationssystemet i sin bil, og han ikke bryder sig om mp3-filer.

Han får det helt dårligt over, at den lokale HMV-pladebutik er ved at bukke under for digitaliseringen og har ophørsudsalg, og det hjælper kun lidt på smerten, at han har fået en cd med The Cure og en instrumental-cd med det skotske band Mogwai uhyre billigt af samme grund.

Forfatteren synes dog at gå mere op i, at han med posten om nogle dage vil modtage en vinyludgave af Mogwai-udgivelsen, vel at mærke signeret af bandets medlemmer.

Man begynder med en forbrydelse. Derefter går man over til en undersøgelse af forbrydelsen, inden man finder en løsning og afslører forbryderen. Den struktur kan jeg godt lide, men inden for den struktur kan man have en masse sjov undervejs



Efter at have besøgt ham tror man på, at han engang drømte om at blive rockmusiker. Heldigvis for læserne opdagede han, at evnerne for at skrive var størst, men han dyrker stadig musikken med stor passion.

Hjemmet er udstyret med højttalere, der mistænkeligt minder om Meridians topmodel, der koster cirka det samme som en bil, og han fortæller da også, at så snart Miranda er på rejse, flytter han hele lp-samlingen ned i stuen sammen med pladespilleren, hvorefter han og vennerne kan sidde og nørde i timevis over gamle indspilninger og mindeværdige koncerter, de har deltaget i.

Det hele bliver først pillet ned, ti minutter før Miranda kommer hjem igen.

Lynskriver 150 sider
Ligesom sin romanhelt Rebus hører forfatteren musik, lige så tit han kan, men når han skriver, er det udelukkende instrumentalmusik. Alt andet er for distraherende, når han med to fingre hamrer handlingen til en ny historie ind på sin gamle, slidte computer.

Der er heller ikke plads til distraktioner, for som regel skal bogen skrives fra engang i januar til slutningen af juni.

I år er han først kommet i gang for alvor for tre uger siden, men han har allerede skrevet 150 sider i den roman, der skal udkomme til november.

Han fornemmer selv, at han er halvvejs i bogen, selv om han ikke kan prale af at have en detaljeret plan at gå frem efter. Han finder bare på tingene undervejs, som han siger.

»Folk er chokerede over det, og det er også derfor, jeg ikke kan undervise i creative writing. Engang forsøgte jeg at skrive et filmmanuskript med en ven, men vi var begge ved at blive sindssyge. Han mente, at en historie absolut skulle have tre dele. Hvorfor? spurgte jeg«.

Som Ian Rankin ser det, er der ingen grund til at gøre tingene unødigt komplicerede. Krimihistorier er bygget op på en bestemt måde, og de regler er rigelige i sig selv.

»Man begynder med en forbrydelse. Derefter går man over til en undersøgelse af forbrydelsen, inden man finder en løsning og afslører forbryderen. Den struktur kan jeg godt lide, men inden for den struktur kan man have en masse sjov undervejs.

I en af mine bøger begynder bogen med, at vi kender forbryderen, og mysteriet bliver så, hvorfor forbrydelsen er sket. Rebus skal finde ud af det, og jeg skal finde ud af det. Jeg aner ikke selv, hvor bogens handling skal bevæge sig hen. For eksempel var jeg 30 sider fra slutningen af ’I en anden mands grav’, uden at jeg vidste, hvem forbryderen var«.

Skandinavernes skyld
Som ung læste Ian Rankin med stor fryd forfattere som James Joyce, Samuel Beckett og Thomas Pynchon, og man kan stadig se spor fra litteraturstudierne på hans reoler, hvor Jane Austen, W.B. Yeats og T.S. Eliot kæmper om at få plads i den indbyggede stuereol ved siden af forfatterens egne krimier.

Rankin følger stadig med i Pynchons forfatterskab, og han er helt på det rene med, at den kommende roman af den gådefulde amerikaner, ’Bleeding Edge’, formentlig handler om en privatdetektiv i New York, men ellers er det ved at være længe siden, han læste de litterære klassikere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Der er alt for mange aktuelle bøger, man skal følge med i, nu da krimierne er blevet en global industri. Jeg plejer at sige, at det er skandinavernes skyld«.

Når skandinaverne i dag er så populære, skyldes det ifølge Rankin, at forfatterne kombinerer samfundskritikken fra Sjöwall-Wahlöös Martin Beck-romaner med den amerikanske thriller.

»Så får man nogle overdrevne seriemordere i stil med Hannibal Lechter, og de fungerer i en ramme, der har en social undertekst. Derfor kan man gå til de bøger, hvis man vil høre om det moderne byliv, og man kan også læse dem for at få en spændingsmæssig rutsjebanetur«, siger Rankin.

Martin Beck og Rankin

Han tror også, at mange synes, Skandinavien er lidt eksotisk, og derfor kan man lære om landenes kultur, mens man læser, og på den måde føles læsningen ikke bare som en jagt på, hvem morderen er, for undervejs i læsningen får man også noget at vide, mens man bliver underholdt. »Jeg elsker både Beck-bøgerne og Henning Mankells bøger. Beck-bøgerne føles stadig nye og nutidige. De handler eksempelvis om racisme og fremmedangst, og om sociale strukturer, der smuldrer, og politiet, der er i forandring. Alt det sker jo stadigvæk«. I sine egne bøger holder han sig dog langt væk fra ekstreme seriemordere. I Rebus-bøgerne søger han hele tiden en handling, der er præget af realisme. »Jeg tror ikke så meget på historier, hvor mordere efterlader snemænd uden for ofrenes hjem. Det nærmer sig eventyret, hvor man bliver advaret om, at bedstemor måske kan være en ulv. Hvis man tager en figur som Jo Nesbøs Harry Hole, så er han jo fantastisk, men han hører også til i Hollywood.





Hvis Hole får skåret halsen over, styrter han bare hjem og syr sig selv sammen igen. Hvis det var Rebus, ville han tage på hospitalet som alle andre, men Nesbø gør ham jo troværdig, fordi han er så god en forfatter. Han kan få dig til at tro på den verden, så længe du befinder dig i den«, siger Rankin. Han vil ikke sige noget som helst om, hvad han skriver på i øjeblikket, men at han stadig befinder sig i et realistisk, om end mørkt, univers, er der ingen tvivl om.

Selv om han ikke vil røbe noget om handlingen, kan han dog ikke dy sig for en lille tilføjelse: »Bliv ikke overrasket, hvis Rebus dukker op igen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce