JENSEN. Liz Jensen deler liv og lejlighed med forfatterkollegaen Carsten Jensen.
Foto: Jacob Ehrbahn

JENSEN. Liz Jensen deler liv og lejlighed med forfatterkollegaen Carsten Jensen.

Succesforfatter: »There is a kind of madpakkekultur in Denmark«

Forlaget giver pengene tilbage, hvis man ikke kan lide dommedagsthrilleren 'Varslet'.

Interview

Der er to ting, Liz Jensen virkelig gerne ville være. Nemlig troende. Og miljøskeptiker. For som hun siger: »It would be so damned hyggeligt«. Men i sin seneste roman, ’Varslet’, der udkommer på dansk i dag, er det tydeligt, at hun ikke er nogen af delene. For her spiller både Gud og miljøskeptikerne fallit.

Alligevel er den danskengelske forfatter lidt misundelig på folk, der tror på Gud. Eller på, at verdens miljøproblemer er en fis i en hornlygte.

»For så kan man leve sit liv uden at gå og være bevidst om de store problemer, verden står over for«, siger hun.

På videnskabens side
’Varslet’ er en apokalyptisk og psykologisk thriller om teenageren Bethany, der er vokset op i en stærkt religiøs familie og nu er spærret inde på en ungdomsinstitution, fordi hun har taget livet af sin mor og efterladt hende i en blodpøl med en skruetrækker gennem det ene øje.

Bethany har desuden en evne til at kunne forudsige, nøjagtig hvornår der udbryder naturkatastrofer rundt omkring i verden. Og så har hun fået en ny terapeut, Gabrielle, der efter en voldsom trafikulykke har forladt London og fået job på ungdomsinstitutionen i den britiske kystby Hadport.

Bethanys evne til at spå om fremtiden og til at kunne mærke folks almindelige menneskelige ulykker ved at lægge hånden på deres puls, har nu intet med Vorherre at gøre. Det er der en langt mere rektangulær videnskabelig forklaring på, som ikke skal afsløres her.

»Selv om mine bøger ofte bevæger sig på grænsen mellem den virkelige verden og fantasien, så er jeg altid på videnskabens side. Vi lever i den mest dramatiske og farligste tid i menneskets historie, fordi vi forandrer vores klima mere og hurtigere end nogensinde før. Derfor er det så skuffende, at der eksempelvis i USA er så mange, der helst vil tro på det, de læser i Bibelen i stedet for på evolutionen. Det er så ærgerligt«, siger hun.

Fuld tilfredshed eller pengene tilbage
’Varslet’ udkom i fjor i Storbritannien til fantastiske anmeldelser, er valgt som hovedbog i tv-bogklubben på Channel 4, og filmrettighederne er netop solgt til Tony og Ridley Scotts filmselskab, som vil producere den som en tv-serie.

Og i Danmark tror Politikens Forlag så meget på bogen, at man kan få sine penge retur, hvis man er skuffet efter endt læsning.

»En knaldgod økothriller«, skrev Daily Mail. »Sådan skriver man en engagerende thriller om et af tidens store emner uden at miste respekten for læserens hjerneceller«, lød det i The Guardian. Mens The Times lovede en »dommedagsblockbuster, der vil hjemsøge dine mareridt«.

Efter min mening er den globale opvarmning verdens vigtigste emne, nærmest det eneste emne, der er værd at skrive om lige nu.



»Efter min mening er den globale opvarmning verdens vigtigste emne, nærmest det eneste emne, der er værd at skrive om lige nu. Og derfor udkommer der også en række postapokalyptiske romaner i disse år. De klimaforandringer, vi oplever, er primært menneskeskabte. Det bliver vi nødt til at se i øjnene og tage ansvar for«, siger Liz Jensen.

Men, understreger hun:

»Jeg fører ikke kampagne. Budskaber er noget, folk selv må trække ud af mine bøger. Når jeg skriver en roman, er det for at finde ud af, hvad jeg tænker. Og jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte om global opvarmning, før jeg skrev ’Varslet’«.

Dansk madpakkekultur
Liz Jensen tager imod i den store lejlighed på Østerbro, hvor hun i de seneste ti år har spenderet halvdelen af sin tid sammen med forfatteren Carsten Jensen. En energisk, mørkøjet skikkelse med rødt opsat hår og smil i alle kroge af ansigtet.

Hun er fløjet ind fra London samme morgen, hvor hun bor den anden halvdel af tiden sammen med sin yngste søn. Og spadserer gennem næsten tre timers interview på dansk, som hun har lært sig gennem de senere år – primært med Carsten Jensens nu 14-årige datter, Laura, som sin lærer.

»Havde det ikke været for Laura, havde jeg aldrig lært det. Jeg er doven af natur, og det er så nemt at være i København uden at tale et ord dansk, fordi så mange danskere er glade for at tale engelsk. Carsten og jeg har også altid talt engelsk sammen, indtil vi i sommer skiftede til dansk«, fortæller hun, mens hun klikker rundt på de gamle trægulve i køkkenet på høje hæle og laver kaffe og diskuterer det danske »madpakketyranni« med sin mand, der netop har været ude og købe ind til ugens madpakker til Laura.

»Det er åbenbart noget, alle danskere skal være perfekte til. There is a kind of madpakkekultur i Danmark«, skumler hun.

Det er åbenbart noget, alle danskere skal være perfekte til. There is a kind of madpakkekultur i Danmark.



Og bliver korrekset af Carsten Jensen, der mener, at der er tale om en smørrebrødskultur.

»Og det er en af de få ting, vi har at være stolte af. Selv mellem en dansker og en brite er der alle tænkelige muligheder for kultursammenstød. Jeg glemmer aldrig, hvor skandaliseret jeg blev, dengang Liz lagde en marineret sild med den forkerte side opad«, siger han.

»Nej«, griner hun.

»Han ville have, at jeg skulle vende den smukke side opad, den med skællene«.

Som at være skuespiller
’Varslet’ er Liz Jensens syvende roman – og den anden, der er udkommet på dansk. Siden 1995 har den danskengelske forfatter blandt andet været en niårig dreng, der ligger i koma. En 80-årig kvinde med Alzheimers. En mand, der opdager, at han er halvt abe.

Og senest flyttede hun altså ind i hovedet på den 35-årige psykolog Gabrielle Fox, der efter en voldsom bilulykke er blevet lam fra livet og ned. I den britiske kystby Hadport forsøger hun at genoptage sit arbejde som terapeut.

Aftnerne bruger hun på at ose state of the art-kørestole på nettet, og om natten drømmer hun, at hun slår vejrmøller og dyrker sex i et virvar af arme og ben med sin elskede Alex, der mistede livet i ulykken. Ikke nogen sindsoprivende tilværelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I hvert fald ikke indtil Bethany systematisk begynder at udpege kommende orkaner og jordskælv. Og fysikeren Frazer Melville dukker op med sine regelmæssige hvide tænder og en fascinerende grøn plet i sine ellers brune øjne.

»En del af fornøjelsen ved at være forfatter er, at jeg får lov at være alle disse meget forskellige mennesker. Det er lidt som at være skuespiller, når man går ind i hovedet på et menneske, som er helt anderledes end én selv. I min forrige bog var jeg en kvindelig prostitueret fra Østerbro. Og nu skriver jeg på en roman om spøgelser, hvor jeg er en mandlig antropolog med Aspergers syndrom«, siger hun.

En dommedagsthriller. En spøgelseshistorie. Og en komedie om en københavnsk prostitueret. Det er umiddelbart svært at se et meget enstrenget tema i Liz Jensens forfatterskab og genrevalg. Men fælles for bøgerne er, at de handler om at krydse grænser.

»De fleste grænser er nogen, man har i hovedet. Men det kan også være fysiske grænser som i min anden roman ’Ark Baby’, hvor hovedpersonen opdager, at hans far var en abe. Jeg er ikke overtroisk overhovedet. Men mange af mine bøger bevæger sig på grænsen mellem fantasi og realitet. Eller på grænsen af den virkelige verden og en anden verden«.

Debutromanen ’Egg Dancing’ handler om psykisk sygdom og er den mest selvbiografiske af hendes bøger.

»Min mor var meget syg i mange år. Og siden blev min søster også syg. Så grænsen mellem at være normal og sindssyg er interessant for mig, fordi jeg har oplevet, hvor nemt det kan gå fra det ene til det andet. Det er en meget fin grænse, og jeg skrev den bog for at forklare mig selv, hvor den går«.

Dansk får du aldrig brug for
Liz Jensen er født og opvokset i en landsby tæt på Oxford. Moderen var bibliotekar på et russisk bibliotek og havde en engelskmarokkansk baggrund, og hendes far var dansk, men talte aldrig sit modersmål hjemme. For som han sagde til Liz: »Danmark er et lillebitte land, og dansk er et sprog, som næsten ingen taler, og du får aldrig brug for det«.

I sin ungdom skrev han små prosastykker til tidsskriftet Hvedekorn under navnet Niels Rosenvinge Jensen. Rosenvinge droppede han, da han flyttede til England, fordi det var for svært at sige, men Jensen gav han videre til sine børn.

»Min far talte aldrig ret meget om Danmark. Han flyttede til England som 32-årig og blev tømrer og siden violinbygger, og så gik han ude i sit værksted i haven og lyttede til dansk radio. Han tog os heller aldrig med, når han rejste til Danmark, så jeg var 25 år, før jeg kom her første gang«.

Danske venner Faderens danske venner Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen besøgte ham i England og efterlod signerede værker til forældrene, som Liz Jensen stadig har stående.

Og da hendes far døde, sendte Halfdan Rasmussen hende de numre af Hvedekorn, som faderen havde skrevet i. De bor nu på reolerne på Østerbro, hvor Carsten Jensen finder dem og lægger dem frem på sofabordet.

»Jeg er ked af, at jeg ikke lærte min fars sprog, før han døde«, siger Liz Jensen og bladrer forsigtigt i et gulnet eksemplar af Hvedekorn, indtil hun finder en tekst af Niels Rosenvinge Jensen.

Liz Jensens forældre mødtes under en ferie i Avignon og skrev sammen i nogle år, inden hendes far flyttede til England. Sammen fik de tre børn, hvoraf Liz er den mellemste. Hun lærte sig meget tidligt at læse og besluttede allerede som otteårig, at hun skulle være forfatter.

Men først var der lige et par andre ting, der skulle overstås. Sine litteraturstudier afbrød hun af rastløshed som 19-årig og rejste i stedet til Hongkong og fik job som journalist på en engelsksproget avis.

Ville for mange ting
Siden gjorde hun studierne færdige og læste mandarin ved siden af. Og rejste så til Taiwan for at træne sine nye sprogfærdigheder. Da hun vendte tilbage til England, var det til et job som journalist på BBC. Og i flere år var hun også billedhugger på hobbyplan.

Da hendes daværende mand fik job i Frankrig, rejste hun med for at få ro til at komme i gang med det egentlige projekt. at blive forfatter. Reglen var, at hun skulle skrive 1.000 ord om dagen.

»Men jeg fortsatte også med at lave skulpturer, arbejdede som freelancejournalist og fik mit første barn. Jeg ville for mange ting og gjorde ingen af dem ordentligt«.

Så da hun vendte tilbage til England fire år senere, var hun stadig ikke færdig med sin debutroman ’Egg Dancing’ om en videnskabsmand, der bruger sin kone som forsøgskanin i sine eksperimenter med genmanipulation.

»Egentlig ville jeg gerne bare være forfatter – uden nødvendigvis at skrive en bog. Og det er en forskel«, siger hun og griner sin lyse engelske latter.

I min forrige bog var jeg en kvindelig prostitueret fra Østerbro. Og nu skriver jeg på en roman om spøgelser, hvor jeg er en mandlig antropolog med Aspergers syndrom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Mine 20’ere var begejstrede, spændende og dramatiske – og en lille smule katastrofefyldte. Min mor var rigtig syg på det tidspunkt, og jeg havde en dejlig kæreste, der blev slået ihjel i en trafikulykke. Gudskelov blev mine 30’ere mere stille og rolige. Man ender jo med at redde sig selv på forskellige måder i løbet af livet, fordi man er den eneste, der kan gøre det«.

Og faktisk er det ifølge Liz Jensen nøjagtig det samme, der sker i romaner. Og det er derfor, vi læser dem.

»I en roman gælder det om at få sine karakterer rodet ind i noget – og så få dem rodet ud af det igen. Men faktisk er hovedpersonerne nødt til at finde løsningen inde i sig selv. Man kan sige, at de selv er arkitekterne bag deres redning«.

I 1995 blev den langt om længe færdig, debutromanen. Og udgivet. Ligesom de efterfølgende seks romaner. Og i dag er hendes bøger udkommet på mere end 20 sprog. Heldigvis. For:

»Hvis ikke det var lykkedes for mig at realisere den drøm, jeg altid har haft om at blive forfatter, tror jeg, at jeg var blevet meget utilfreds med mig selv«.

Soulmate med velkendt accent
I september 2000 blev Liz Jensen inviteret til en litteraturfestival i Ottawa i Canada. Og noterede med en vis irritation, at der også figurerede en anden Jensen i programmet. Nemlig danske Carsten Jensen.

»Jeg plejede at være den eneste Jensen. Og når man er forfatter, så har man ikke lyst til at dele sit navn med en anden. Jeg vidste godt, at Jensen var et helt almindeligt efternavn i Danmark, og selv om det lyder helt latterligt, så troede jeg ligesom alligevel, at jeg var den eneste Jensen«.

Det var ikke ’love at first sight’. Men nærmere ’venskab ved første blik’. Og resten kom gennem de kolossale mængder af e-mail, der siden blev udvekslet mellem Jensen og Jensen, der befandt sig i henholdsvis London og København.

»Det var gammeldags kærlighedsbreve næsten ligesom i den victorianske tid. Men vi er begge romanforfattere, og det var næsten, som om vi skrev en bog sammen, og hvad nu hvis det bare var noget, vi fandt på? Altså hvis det hele bare var en folie a deux – en slags tomandsgalskab«.

Føler sig hjemme

Så Liz Jensen udbad sig en telefonsamtale. Som endte med at vare flere timer. Og da han så kom til London i november »var det bare fantastisk«.

»Og det er det stadig. Jeg kan ikke sige noget af det her, uden at det kommer til at lyde corny. Men vi er soulmates. Som forfattere er vi meget forskellige, men vi har også en masse til fælles. Og jeg føler mig meget hjemme blandt danskere«.

»Også fordi jeg kender jeres accent og jeres grammatiske fejl på engelsk fra min opvækst«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce