Grundig. Flemming Chr. Nielsen har oversat Herman Melvilles romaner. Nu vil han også oversætte Melvilles tidsskrift- og magasinartikler og -noveller.
Foto: Ditte Valente

Grundig. Flemming Chr. Nielsen har oversat Herman Melvilles romaner. Nu vil han også oversætte Melvilles tidsskrift- og magasinartikler og -noveller.

Interview

Melville-oversætter: Jeg kunne godt havde været sømand

Flemming Chr. Nielsen er Danmarks store Melville-oversætter.

Interview

Flemming Chr. Nielsen var bydreng hos en boghandler, da han første gang læste ’Moby Dick’, romanen om den hvide hval, af Herman Melville.

»Martin A. Hansens forord til fortællingen gjorde et afsindigt indtryk på mig, mens selve romanen ikke virkede så voldsomt. Alligevel har den måske slumret i mig, for da jeg var ung, var jeg meget optaget af at blive sømand. Mine venner vil skraldgrine ved tanken, men hvis tingene havde været en lille smule anderledes i mit liv, var jeg sikkert blevet sømand. Og hvis jeg rent faktisk var blevet sømand, ville jeg måske sidde i en havneby i Sydamerika og fortælle mine skibskammerater, at jeg som ung gerne ville have læst på universitetet, og de ville grine, så tovværket hang i laser, og lige præcis det er meget melvillesk. Hos ham er det, vi er rundet af, ufatteligt flygtige størrelser, som lynhurtigt kan blive til noget andet. Jeg kunne faktisk lige så godt været blevet sømand«.

LÆS ANMELDELSEN

Og faktisk blev Flemming Chr. Nielsen vel en slags sømand. For takket være Melville, der blev født i 1819 og døde i 1891 og selv tilbragte 4 år på Stillehavet og dets øer, bragte oversættergerningen ham efter et langt liv som journalist tæt på havet i alle dets former.

Et friere liv

Det hele startede en juleaften, som han måtte tilbringe alene, fordi alle andre var blevet ramt af influenza.

»For at få tiden til at gå tog jeg fat i ’Moby Dick’ og læste den i et stræk gennem en hel lang nat og frem til klokken 9 om morgenen. Jeg var fuldstændig bjergtaget. Bagefter gik op for mig, hvor meget han faktisk havde skrevet. ’Typee’, ’Redburn’, ’Pierre’, ’Mardi’ og flere andre. Hvad fanden var det for nogle romaner? Jeg kendte dem ikke, men fik dem købt og læst og tænkte, at dem ville jeg gerne gå i dybden med«.

7-8 år senere, da han var 58 år, kunne Nielsen mærke, at der skulle ske noget andet, journalistlivet var blevet rutine, så han sagde op på Jyllands-Posten med det udtrykkelige mål for øje at få oversat al Melvilles prosa. I dag er han 71 og for længst kommet i mål med sine anmelderroste oversættelser, og han har ikke et sekund fortrudt sin beslutning.

Han blev sin egen arbejdsgiver og kunne selv bestemme takten. Det blev til 7-8 måneders arbejde med Melville om året og tid til at skrive bøger og con amore-artikler og klummer.

Det mest spændende ved at oversætte Melville har været arbejdet med alle de gamle maritime udtryk. Det mest krævende har været at fordanske Melvilles særlige måde at skrive om havet og dets bevægelser på.

»Hans sprog og stil, den måde, man kan mærke havet på. Havet ikke bare bølger, det gør alt muligt. Hans havbilleder er både havet som prærie, havet som urskov og havet som storby, når han skildrer de mærkværdige fisk, der bor i det, og giver dem menneskepræg«.

Derudover er der specielle ting som i det kapitel i ’Moby Dick’, der tilsyneladende handler om håndtryk, men faktisk drejer sig om onani, hvad den tidligere oversætter Mogens Boisen ikke opdagede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Og så er der alt det andet! Hvad hedder det, når en hval pruster vand og damp op? Boisen bruger det amerikanske udtryk spouter, men jeg fandt ud af, at det faktisk hedder blåser. En hval blåser, og det, der kommer op, hedder blåst«.

Det moderne blik

Martin A. Hansen gjorde med sit forord til ’Moby Dick’ Herman Melville til en opbyggelig forsvarer af kristne værdier. En filosofisk kaptajn Marryat, »sådan lidt Heretica-tung og angstpræget«, som Nielsen udtrykker det, mens han bapper på piben, og intet kunne efter hans mening være mere forkert.

»Melville er forbløffende moderne. For store samtidige som Hawthorne og Dickens er der stadig nogle sandheder tilbage i verden, Melville smider det hele over bord. ’Onkel Toms hytte’ af Harriet Beecher Stowe har den klassiske morale. Efter at man har måttet gå så gruelig meget ondt igennem, sørger Gud for, at det hele løser sig til sidst. Melville har ikke troen på, at tilværelsen fundamentalt set er god«.

Flemming Chr. Nielsen udpeger moderne tekststeder alle vegne.

»I romanen ’Redburn’ rejser han til Liverpool for at finde det hotel, hans far har boet på, men det viser sig at være revet ned for mange år siden, det samme gælder en borg, hvor der i stedet ligger et værtshus. Hans gamle vejviser dur ikke – den og bøger generelt er papiraffald – og pointen er, at alle de autoriteter, vi har lært at stole på, i praksis viser sig ikke at du til noget, når man tager ud i verden. Man står på bar bund og må bygge sig op fra det nulpunkt. Det er meget moderne og bliver meget mere udtalt i ’Pierre’, hvor selv de mest grundfæstede familierelationer fremstår porøse og usikre, og hele den nedarvede moral bryder totalt sammen«.

Melville nåede at være dæksdreng, hvalfanger, mytterist, desertør, matros og kontorist, inden han som 25-årig blev landkrabbe – og forfatter. I romanen ’Israel Potter’ spørger han på baggrund af sine oplevelser med »de kristne« og »de vilde«: »Er civilisationen noget ganske særligt eller et avanceret stadium af barbari?«. Hvorfra mener Danmarks store Melville-oversætter, at forfatterens moderne blik på verden stammer?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det skyldes, at hans vej til forfatteriet var en anden. Han var ikke klassisk dannet eller litterær. Som han skriver det meget chokerende i ’Moby Dick’: »Et hvalfangerskib var mit Yale og mit Harvard«. I ’Pierre’ slår han fast: »Jeg skriver, præcis som det passer mig«, og det er faktisk en dristig sætning i 1850«.

Melvilles dristighed bragte ham først i unåde og siden i glemsel i sin samtid efter ungdommens succes som farverig sydhavsø-fortæller. Publikum kunne ikke lide romaner uden lykkelig slutning. Da den danske maler Peter Loft mødte Melville, da denne var i slutningen af 60’erne, og spurgte til hans romaner, svarede den gamle forfatter: »Dem har jeg glemt«.

Men glemt blev hverken de eller han. Melville er for længst kanoniseret som et af amerikansk litteraturs største navne og ’Moby Dick’ som et af verdenslitteraturens store værker.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce