Tegning: Anne-Marie Steen Petersen
Foto: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Interview

Hånden på hjertet

Paul Auster undslår sig sit intellektuelle image og taler om følelser. Det gør han også i sin nye roman 'Orakelnat', der er en kærlighedshistorie.

Interview

Siden midten af 1980'erne har Paul Auster haft kultstatus som forfatter af en vis cool kaliber. Hans gennembrud var 'New York-trilogien', der i tre noveller legede med krimigenren især til glæde for de filosofisk anlagte.

Her krydrede Auster nemlig den gode, gammeldags detektivhistorie med intellektuelt stimulerende refleksioner over klassisk eksistentielle temaer, præsenteret i en enkel og uprætentiøs stil.

Siden har Auster skrevet en lang række romaner, der alle kredser om selvet i et litterært univers, hvor midtpunktet mangler, og alt er usikkert. Det kan lyde dystert og tillukket, men er det ikke, for Austers stil er lettilgængelig og åben for enhver, der kan lide en god og underholdende historie.

Hans sjældne evne til at kombinere god, gammeldags historiefortælling med tungt, eksistentielt materiale, gør Austers stemme både unik og universel, prist af kritikere og populær hos læsere. For selv om hans bøger er rig på selvreferencer (der optræder ofte en person ved navn Paul Auster), så går de aldrig i selvsving, og det er en balanceakt kun få mestrer.

Auster holder stadig tungen lige i munden, i går udkom hans nye roman 'Orakelnat' på Forlaget Per Kofod i Jørgen Nielsens oversættelse (se anmeldelsen på forsiden af denne sektion). Der er ligesom med hans forrige roman, 'Illusionernes bog', tale om en verdenspremiere på dansk.

Og umiddelbart lægges der op til et typisk Paul Auster-plot, hvor hovedpersonen fanges i et net af mystiske hændelser og forledende sammentræf. Fortælleren er Sidney Orr, en 34-årig forfatter, der efter en lang skrivepause og et langt hospitalsophold endelig inspireres til at gribe pennen igen, da han en dag får fat i en helt speciel blå notesbog.

Dagen er 18. september 1982, og den dato kommer til at markere enden på Sidneys normale liv og begyndelsen på et ni dages paranoidt mareridt af bange anelser og mærkelige begivenheder, der truer med at tage ikke alene pippet, men også hans kone fra ham.

Men så hører lighederne med Austers øvrige forfatterskab også op. For Sidney Orr er ikke som Austers øvrige hovedpersoner, der ofte beskrives som ensomme og forladte sjæle i møjsommelig kamp med verdens vilkårlige kaos. Tværtimod har fortælleren af 'Orakelnat' en mening med tilværelsen fra først til sidst, og det er hans kone, Grace.

De lever et lykkeligt og harmonisk liv i et af Brooklyns bedste kvarterer, og det er deres parforhold og deres parforholds krise, der udgør bogens hovedemne. Med 'Orakelnat' har Paul Auster dermed trukket mysteriet om den moderne identitet ud på et sidespor for at gøre plads til en ægte kærlighedshistorie mellem personer af kød og blod.

Hader interview
Det kan være svært at forestille sig det, men Paul Auster er også af kød og blod. Han møder mig på årets første vinterdag i sit hjem i Brooklyn iført blå sweater - og solbriller. Det er ikke for at være smart, forklarer han, men skyldes en rift på nethinden.

I munden vipper en cigarillo og spreder en hyggelig røg, mens Auster fornøjer sig over, at den engelske udgave af 'Orakelnat' kom med posten netop i dag, blot to timer før min ankomst: »Er det ikke mærkeligt?«, spørger han, tydeligt tilfreds med dagens tilfældige sammentræf.

Men hyggen og tilfældets søde musik afbrydes, da jeg tænder for min medbragte båndoptager. Den ellers så joviale og åbne mand sætter sig yderst på lænestolens sæde og bevæger hænderne nervøst, mens han forklarer sin utilpashed ved situationen: »Jeg hader at blive interviewet og at tale om mine bøger. Jeg kan ikke forestille mig, at folk er interesseret i, hvad jeg mener om dem«.

Austers replik er ikke det bedste udgangspunkt for et interview, men det bliver værre endnu. Deres udsendte er nemlig yderst forberedt til mødet med den store forfatter og har efter nøje nærlæsninger af 'Orakelnat' fundet litterære henvisninger på kryds og tværs af litteraturhistorien. Men Auster ser meget overrasket ud, da jeg præsenterer ham for mine analyser. Han tøver, før han svarer.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare på den slags. For mig at se handler 'Orakelnat' bare om at være låst fast - at være gået i stå, uden at kunne se sig ud af situationen«.

Hvorfor har du valgt at undersøge den fastlåste fornemmelse i form af en bog i en bog i en bog?

»Det handler aldrig om bevidste valg, når jeg skriver. Bogen skaber sin egen form, og emnet bestemmer, hvordan den skal udtrykkes. Det udtryk er ikke noget, jeg kender på forhånd, men noget jeg efterhånden finder frem til, mens jeg skriver. Så det handler om en nødvendighed, ikke om valg«.

»Meget ændrer sig undervejs i skriveprocessen, og jeg slettede faktisk en af bogens oprindelige historier - en novelle, der var skrevet af Sidneys ven - ligesom jeg slettede den slutning, jeg først havde tiltænkt bogens personer. Det skete efter jeg var gået fuldstændig i stå med romanen og sad i en måned og prøvede mig frem uden at kunne komme videre. Indtil jeg fandt ud af, at slutningen var alt for voldsom, alt for dyster, og den passede ikke til bogens øvrige tone. Så blev den lavet om«.

»Sådan går det altid, når jeg skriver - jeg ender et helt andet sted, end jeg havde regnet med i begyndelsen: nye personer opstår, og andre forsvinder, nogle scener klippes ud, mens nye hændelser støder til. Det er det eventyrlige ved at skrive: at man ikke ved, hvor man er på vej hen, men langsomt finder den - formen, tonen, tråden, bogen«.

Forfatterens forvirrende hverdag
Tonen og tråden i 'Orakelnat' er mere dagligdags, end vi ellers er vant til at se og høre den fra Austers hånd. Størstedelen af romanens handling foregår i hjemmet.

Men den foregår også i Sidneys hoved, hvor en anden roman er ved at blive til, og den historie udgør en stor del af 'Orakelnat'. Det er historien om Nick Bowen, en højtrangerende redaktør i New York, der en aften går ned for at poste nogle breve. På vejen tilbage fra postkassen er han lige ved at blive ramt i hovedet af en gargoil, der knækker af en bygning.

Men Bowen undgår lige nøjagtig stenen, der i faldet kun snitter hans skulder, og hændelsen får ham til at indse, hvor skrøbelig en konstruktion hans daglige liv er. Han beslutter sig derfor for at forlade alt, hvad han ejer og har - en kone, et hus, et job - for at lade sit liv styre af samme tilfældighedens princip som det, der reddede ham fra døden.

Det er en af bogens litterære trick, at læseren hele tiden føres ind og ud af historier, så det til sidst er svært at afgøre, hvad der er fiktion, og hvad der 'virkelig' sker. Sidney oplever samme forvirring, for mens han laver udkast til historien om Nick Bowen, begynder hans eget liv at antage fiktive former.

Er 'Orakelnat's hverdagsagtige stil usædvanlig, er denne opløsning af grænsen mellem drøm og virkelighed typisk for Auster, der også har gjort det til en arbejdsmetode at inkorporere virkelige begivenheder i sin litteratur:

»Der er flere ting i bogen, der faktisk eksisterer og er - sande. Der er f.eks. et billede af en polsk telefonbog fra 1937 i bogen, og den telefonbog har jeg faktisk lige nedenunder«, forklarer han med en finger mod gulvet. »Historien om den franske digter er også sand - ham, der skrev et digt om et barn, der druknede, og fem år senere var hans egen datter ude for en drukneulykke og døde. Derefter opgav han at skrive - i frygt for at skulle forårsage flere virkelige ulykker«.

»Det er et livs- og litteratursyn, som Sidneys ven deler og forklarer ved at sige, at »forfattere ikke skriver om fortiden, men forudsiger fremtiden«. Hvad han mener med det er, at når man først har kunnet forestille sig noget, så kan det også ske. Grænsen mellem fantasi og virkelighed er meget mere uholdbar, end folk tør indrømme. For mig virker virkeligheden somme tider som en drøm, mens mine drømme kan forekomme mere virkelige end virkeligheden. Det er i virkeligheden ret foruroligende ...«.

Intim historiebog
Hvorfor er 'Orakelnat' komponeret som et kinesisk æskesystem af fortællinger ...

»I en bog med mange forskellige fortællinger opstår der en helt særlig slags energi. Når historier sættes ved siden af hinanden, kan det slå gnister imellem dem, og det skaber en elektricitet, der smitter af på læseren. Hjernen begynder at summe og vibrere. Det gør den også på forfatteren, og da jeg opfandt den her historie om Ed Victory og hans underjordiske museum af telefonbøger, tænkte jeg: 'Wauw - det her er interessant!', selv om jeg ikke helt forstår den eller ved, hvad den skal betyde«.

»Sådan har jeg det i det hele taget med fortællinger og ideer - det er dem, som du ikke helt kan fatte, der er de mest fængslende. I 'Orakelnat' er der en mængde af mærkelige, sideløbende historier, og det kan godt være, at man ikke kan lave en systematisk analyse af dem og vise, hvad de hver for sig betyder, men alle disse tilstødende og udfoldende fortællinger skaber tilsammen et helt andet slags resultat end en enkelt, sammenhængende fortælling gør«.

En af de sidestillinger er modsætningen mellem Sidneys dagligdagshistorie og så de virkelige, historiske verdensbegivenheder, som optræder i de små, indskudte fortællinger.

»Der er meget af det 20. århundrede i denne bog, som skæver til både Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig, Kennedy-mordet og Kulturrevolutionen i Kina. Alle disse virkelige begivenheder står i margenen af hovedhistorien, men de spiller alligevel en central rolle for bogens personer - på samme måde som den store historie indtager en central rolle i vores liv, selv om vi for det meste bare prøver at få lavet vores ting og få dagligdagen til at hænge sammen. Jeg ville gerne have, at læseren kunne mærke den store historie tårne sig op om disse almindelige menneskers almindelige liv«.

»Men selv om 'Orakelnat' refererer til historiske begivenheder, er den nok den mest intime bog, jeg nogensinde har skrevet. Det meste af handlingen foregår inden for hjemmets fire vægge, og jeg har aldrig før skrevet om parforholdet og ægteskabet, som jeg har gjort det her - mine hovedpersoner har hidtil været ugifte, skilte eller enkemænd. Det er en bog, der hovedsageligt handler om følelser og om moral, og det vigtigste sted i Sidneys historie er, da han skal tage stilling til sin nye situation til slut i romanen. Det er hans følelser og hans valg, der er bogens pointe«.

»Men alle mine bøger handler først og fremmest om følelser, og det overrasker mig altid, når kritikere kategoriserer mig som en 'intellektuel forfatter'. Jeg ved ikke hvorfor, de gør det. Måske læser de ikke mine bøger godt nok. Eller måske fatter de dem bare ikke?«.

Kærlighedsromanens pointe
Måske prøver vi for ihærdigt at fatte dem?

»Ja, det kan godt være. En kritiker kaldte mig engang for en 'postpostmoderne forfatter' - og jeg ved stadig ikke engang, hvad 'postmoderne' betyder!«.

I Sidneys fodnoter til sin historie om Nick Bowen gør han sig mange overvejelser over selve det at skrive, og det har den effekt, at bogen som helhed kunne kaldes en bevidst selvrefleksion, en henvisning til sig selv som sprog og litteratur - og dermed en 'postmoderne' roman.

»Hovedpersonens kommenterende fodnoter var igen noget jeg lavede ud af nødvendighed, ikke fordi jeg ville være 'nuttet' eller 'original', for det er simpelthen ikke særlig originalt - mange forfattere har brugt fodnoter før mig. Jeg ville bare begrænse historien til en nutid, der varer ca. to uger i september 1982. I fodnoterne kunne jeg så forklare historiens baggrund og parforholdets fortid uden at afbryde fortællingens nutid«.

Hvad henviser titlen til?

»'Orakelnat' er titlen på en bog, der dukker op i historien om Nick Bowen, og som handler om at kunne forudsige fremtiden. Den refererer nok også til den sidste scene i 'Orakelnat', hvor Sidney møder sin vens søn og føler helt bogstaveligt, at 'fremtiden stod foran mig'. Det er bogens klimaks. Det tror jeg i hvert fald. Men jeg er ikke sikker. Jeg er ikke sikker på noget som helst ... jo mere vi taler om den her bog, des mærkeligere bliver den!«.

Mit interview bliver også mærkeligere, jo mere vi taler, og før båndet er løbet ud, er samtalen løbet løbsk - ud i alle mulige retninger, der gerne ender med en joke og et lumsk tobaksgrin. Det virker, som om Auster har det bedst med en samtale, der ingen bestemt retning tager, men bare følger sin egen tilfældighedens logik.

Til sidst træder Paul Austers kone, forfatteren Siri Hustvedt, ind i stuen, og på én gang lyser hendes mand op og slapper helt af. Han ser beundrende til, mens hun udbreder sig - på dansk! - om ny, norsk poesi, og man mærker, at det er med Paul Auster, som det er med Sidney Orr: han har fået en pointe med sit liv, og hun er lige her.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce