Foto: Finn Frandsen

Interview

»I Norge taler man altid om den store indvandrerroman«

Maria Navarro Skaranger skriver om at vokse op i den multikulturelle Osloforstad Romsås.

Interview

Danmark har Yahya Hassan og Sverige Jonas Hassen Khemiri og Johannes Anyuru. Men i Norge har forlæggerne i årevis siddet og hoppet i stolen for at udgive ’den store norske indvandrerroman’. En litterær samtidsstemme, der kan løfte sløret for, hvad der sker i drabantbyerne (man siger nødig ghetto), hvor der tales ’kebabnorsk’ og hvor de fleste kommer fra et andet sted i verden.

Så der var kamp om manus, da unge Maria Navarro Skaranger sendte sine første 40 sider om at vokse op i Romsås ved Oslo til en række norske forlag: »Der var en ren hunger efter sådan en stemme«, siger Kari Joynt fra forlaget Oktober, der løb af med sejren.

Men selv om Navarro Skaranger har noget på hjertet og hendes roman ’Alle udlændinge har lukkede gardiner’ er skrevet på »multietnisk ungdomssprog« (inspireret af Jonas Hassen Khemiri, der skrev sin dannelsesroman ’Et øje rødt’ på det, der er blevet kaldt perkersvensk), mener for eksempel den norske avis Verdens Gang, at den blot 118-siders bog snarere åbner døre for andre, end selv at være det store multikulturelle gennembrud.

Få ’kartofler’

I romanen fortæller forfatterens alter ego, teenageren Mariana, om et samfund bag nedrullede gardiner (ulig mange indfødte nordmænd, der ikke er til gardiner), om sin kriminelle storebror og sin utilpassede lillebror og om kæresten Mu2 (der er så mange, der hedder Muhammad, at de har nummereret sig selv).

I den lokale skole går der meget få ’kartofler’ (oprindelige nordmænd), og man konkurrerer om at stamme fra flest mulige nationaliteter: »Chuka bare: Jeg er marokkaner, norsk og bedstefar er fra Algeriet, så jeg er helt marokkansk, kvart algerier og lidt norsk«.

Men hvor gerne nordmændene end vil, er Navarro Skaranger ikke nogen Yahya Hassan.

YAHYA HASSAN

Annonce

»Det er kun, fordi vi skriver om folk med ikkenorsk/-dansk etnicitet, at vi bliver sammenlignet. Yahya Hassan skildrer jo en vældig problematisk opvækst, men både min hovedperson og jeg ser vores opvækst som ganske normal«, siger Maria Navarro Skaranger, der modtog debutantprisen 2015 for romanen, der nu udkommer på dansk.

Forfatterens far er fra Chile, og hendes mor er norsk, alligevel er romanen altså skrevet på ’kebabnorsk’, hvor det er de arabiske gloser, der dominerer.

»Det er det naturlige sprog, når jeg skriver om en 13-årig pige fra Romsås. Sproget, der styrer handlingen og hele diskursen, er plukket fra arabisk, punjabi m.fl. Man blander også bare fjolleord ind, som man har hørt på YouTube«, siger Navarro

Jeg har talt med en sprogprofessor, som mener, at dit talesprog i romanen er ret skriftsprogligt. Hvorfor gik du ikke hele vejen?

»Jeg ville ikke gøre det endnu sværere for læserne, end det er. Men hvis jeg havde arbejdet et år eller to mere med bogen, kunne jeg måske have lagt mig endnu mere op ad det mundtlige«.

Vi bruger ikke ord som ghetto; det er et utrolig stærkt ord at tage i brug. For stærkt. Vi kaldet det drabantby

Om den medvind, hun har oplevet, siden hun sendte de første sider til forlæggerne, siger hun:

»Man håber jo, at det er, fordi det er en god bog, og at man regner med, at der kommer et fremtidigt forfatterskab ud af mig, men det er nok også, fordi jeg var så ung, og fordi der ikke er skrevet meget fra det miljø i Norge. Vi bruger ikke ord som ghetto; det er et utrolig stærkt ord at tage i brug. For stærkt. Vi kaldet det drabantby«.

Føler man sig norsk i Romsås?

»Ja og nej, man siger måske, at man er norsk, men man siger også, at man er fra Marokko. Hos os gjaldt det om at være fra flest mulige lande. Havde man en fjern tante fra Pakistan, skyndte man sig at tælle hende med. Jeg tænker, at man for eksempel siger, at man er tyrker, men opvokset i Norge. Men vi talte ikke om at være indvandrere eller ej. Mere om at komme alle steder fra. Et voksent menneske med minoritetsbaggrund ville nok omtale sig selv som norsk, men også fra Tyrkiet. Mens en 13-årig bare ville sige, at han var tyrker, eller at han var fra Romsås. Jeg tror, det varierer fra person til person.

Annonce

Annonce

Annonce

Tusind sider om at flytte til Norge?

Selv elskede hun at vokse op i belastede Romsås.

»Stigmatiseringen er der jo, og noget af det er sandt, men det var ikke sådan, jeg oplevede det. Jeg havde en helt normal opvækst og en god skoleklasse. Romsås er børnevenligt, der kører ikke biler, og der er relativt trygt. Men jeg kender også folk, som syntes, det var problematisk at vokse op der«.

Faktisk tog Maria Navarro Skaranger bussen tilbage til Romsås, efter at familien var flyttet: »Jeg var nok den eneste, der kørte ind i Romsås for at gå i skole«.

Føler hun selv, at hun har skrevet en indvandrerroman?

»I Norge taler man altid om den store indvandrerroman, som man venter på. Men hvad er det for en roman – tusind sider om at komme til Norge? Jeg har ikke skrevet for indvandrere eller for alle unge i Romsås. Bogen er skrevet for alle, så jeg vil bare kaldes forfatter, som alle andre forfattere bliver det«.

Ville hun rejse debat med romanen?

»I større grad nu, end da jeg udgav den, for dengang vidste jeg dårligt nok, hvad den handlede om. Siden har jeg fået en masse spørgsmål om indvandring, og så bliver man helt uuuhh! Det gik meget stærkt, synes jeg, og jeg har aldrig været politisk engageret. Jeg ville ønske, at jeg havde været sikker nok til at debattere efterfølgende, men det skal også siges, at jeg nok ikke har noget interessant at tilføje og sikkert mener det samme som mange andre«.

Hvad ville du have sagt?

»Jeg ville have talt imod Sylvi Listhaug (norsk indvandringsminister, red.) og hendes politik. Og imod kommentarfelterne i nogle af aviserne.

Norge skal modtage alle?

»Najr, der er utrolig mange flygtninge nu, men Sylvi Listhaug er for streng og får det til at handle om, at velfærdsstaten kollapser«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce